Noget væltede mig over ende.
Det var et møde,
en måde at være i verden på,
hvor nogen uafvidende
læste deres egen virkelighed ind i mig:
En mangeltilstand,
en insisterende devaluering,
en adfærd hos andre,
som jeg havde så svært ved at tro på,
at jeg igen og igen og igen
måtte spørge mig selv,
om jeg natten over var blevet en anden,
end den jeg kendte
som kærlig, kompetent og værdifuld.

Jeg overvejede at lade mig dø,
når jeg ikke syntes at være andet værd,
men noget i mig valgte at leve.
En frygtløs del af mig valgte at tro på,
at der findes en vej igennem det mørke
i andre og mig selv,
som jeg tillader at lade mig begrænse af.

Jeg kender det mørke. Mørket er vantro,
ufølsomt. Lys er at se ind i det levende
og tilgive mørket, at det ikke ved bedre.