I know it’s a hard lesson to learn, but you cannot love yourself and love someone who hurts you at the same time. Please choose you.

– Stephanie Bennet-Henry

 

Alain de Botton beskriver i sit foredrag, On Love, med humor og varme, hvor meget vores forestillinger om kærlighed er præget af de myter om romantisk kærlighed, der har spredt sig gennem det 21. århundrede.

Godt 20 minutter (20:33 – 23:37) inde i foredraget beskriver han lettelsen, når vi endelig møder en person med de samme særheder, interesser og fx seksuelle tilbøjeligheder som os selv. Vi kan endelig være os selv uden at føle skam over det, vi fantaserer om. Nu har vi fundet en fortrolig at gøre det med:

“But finally, we can meet someone and with them the drawbridge can come down, the walls can come down and we can be ourselves. And there are wonderful moments in the early moments of love, in the early phase of love when we really do feel that we have found someone who could accept all of us and take on board everything that we are, we need have no more secrets. We can properly be ourselves. The truth is that being yourself, fully yourself, around another human being is a treat that you should probably spare anyone that you claim to love, because it’s really a little problematic. Now, often it goes a bit like this. You know, look, let’s be honest, I think no kids in the room, often it’s a little bit around sex. So, in the early days of love, you know you’ve been a bit lonely in all areas including sex, and you meet somebody and you say, you know, ‘Do you like that thing that you could do, like, with a rope and, like, handcuffs, like, imagine if.. have you ever been interested in…?’ And they go, ‘Wow, yeah, I’ve always wanted to try that and that’s always… but I’ve never dared to tell anyone.’ And there’s a wonderful sense of intimacy based on we’re no longer needing to be ashamed. We no longer need to be ashamed of ourselves. We can be ourselves in the bedroom, etcetera. And this is a very ecstatic discovery. And it really makes us feel so powerful in the world, because we no longer have to be a hunchback figure. We can now go out into the world and feel that some of our darkest secrets have acceptance and endorsement from another human being. This lovely phase tends to last about three months until… until, normally the moment goes like this. Not the same for everybody, but a version of this tends to happen. So, you’ve been sharing everything, you’ve been sharing, you know, the thing and the thing and the handcuffs. And it’s all fun. And then you’re sitting in a café with, you know, your lover with whom you’ve opened your soul, and they’ve opened their soul. And you spot a really quite interesting member of the waiting team, and you go, ‘See the waiter over there, like, wouldn’t it be fun if, like, you know the thing with the, you know, the thing that we do… what about tonight, if they got involved? If we asked them to get involved. And, like, gave a number and they could come and then you could be watching and then…’ And then you turn to your partner and rather than being this kind of open, they actually look in quite a bit state of distress. They look kind of unhappy and miserable. And you go, wow! Wow! I better stop right there. And you’re at a fork in the road. And one fork in the road leads to the path of honesty and the other path leads to the path of love. You’ve got at choice to make. Are you going to carry on this anecdote, this fantasy, or are you going to shut up? And most of us are going to shut up at that point. And that’s the beginning of a very fundamental moment, when we realize that of course we cannot be entirely ourselves. Not because we’re trying to retain a nasty secret from our partner, but because in the name of love we cannot be entirely ourselves. We have to accept the role of editing. Because the full disclosure of who we are and what we are at every moment to another human being will probably destroy them. And therefore, we need, in the name of love, to hold back and to edit a lot.”

Alain de Botton: On love | Sydney Opera House: https://youtu.be/v-iUHlVazKk

I den romantiske kærlighed er idealet at elske og rumme den anden, uanset hvad den anden viser sig at indeholde. De Botton viser os med sit eksempel, at virkeligheden ikke fungerer på den måde. I det øjeblik, vi ser den anden være ulykkelig, har vi – hvis det ellers vækker vores medfølelse –, muligheden for at forstå, at kærlighed ikke er betingelsesløs. Når vi afslører, at vores seksuelle interesse ikke er forbeholdt sex med vores partner, sårer vi med stor sandsynlighed samme partner. Vi skal i det øjeblik beslutte os for, om vi vil forfølge vores lyst eller redigere os selv i kærlighedens navn.

Eksemplet ramte mig med stor genkendelse. I mit eget tilfælde skete det ikke efter tre måneder, men efter måske 4-5 år, hvor min daværende mand forsøgte at sætte en kontaktannonce i en formiddagsavis i mit navn. Jeg spurgte ham, hvad han havde ønsket at opnå med det. Han svarede, at han bare ville se min reaktion, når jeg læste svarene. Mange år senere lavede han, uden mit vidende, sexaftaler med ukendte personer på vores vegne, og indviede mig først i det efterfølgende. Det blev ødelæggende for mig, fordi jeg – selvom jeg blev dybt såret og rasende – endte med at handle imod mine egne inderste ønsker og behov.

Jeg besluttede mig for at komme ham i møde, fordi han – som reaktion på mit ønske om skilsmisse, fordi vores ægteskab kun roterede om hans ambitioner – endelig var kommet mig i møde i mit ønske om at få en uddannelse. Også selvom jeg ikke længere følte, at jeg kendte ham, når han gennem vores ægteskab havde dyrket fantasier, som han ikke delte med mig. Jeg kendte ham som blufærdig og seksuelt tilbageholdende og i lange perioder direkte seksuelt afvisende, hvad der var ved at drive mig til vanvid. Når jeg tænker over det i dag, er jeg tilbøjelig til at tro, at han følte sig seksuelt utilstrækkelig i forhold til min naturlige appetit. Men det er ikke hele forklaringen. Da jeg åbnede for posen med perversiteter – hans perversion og min, der bestod i endelig at have lært at tilsidesætte mig selv for at gøre mig fortjent til en mands interesse – forstod jeg, at han tændte på at se mig blive taget af andre mænd. Det tændte ham mere end sex med mig. Når vi havde sex, var det hans forestilling om mig, der blev taget af andre mænd, der fyldte hans tanker. Ikke mig.

Min forestilling om den romantiske kærlighed bød mig at rumme alt det, min elskede mødte mig med – nu han faktisk var kommet mig i møde på mine behov. Det gjorde mig syg langt ind i sjælen. Resten er historie. I dag kan jeg tænke over, hvordan det ville have set ud, hvis jeg ikke havde givet køb på mine egne grænser.

Mit livs udfordring har været at bevare troen på mig selv, når jeg blev mødt med devaluering og mistro. Nu har jeg lært at se det, når jeg møder en, der forsøger at beskytte eller hævde sig selv på min bekostning. Det har taget lang tid og det er stadig en læreproces, men jeg er kommet så langt, så jeg ikke længere lader mig lægge ned af andres projektioner eller fordomme. Jeg behøver ikke at blive forstået for at føle mig hel. Jeg mangler stadig at finde kræfterne til at fjerne mig selv fra ufrugtbare hverdagsomgivelser. Det kommer.