Jeg parkerer tæt ved hjørnet. En yngre mand haster forbi i krydset med sænket hoved og en lukket paraply halvt hævet som en lanse imod blæsten. Han har en lang, smal jakke på og en lys mappe af en slags under den anden arm. Han er tværet ud i regnen på forruden. Jeg tænker på dig. Han tænker på noget andet. Jeg tænker på, hvor du får ordene fra. Jeg tænker på, hvordan mine egne langsomt døde, da jeg bestemte mig for, at du ikke længere var en del af mit liv. Jeg tænker på, om jeg har haft en depression uden at vide det.

Min kærlighed til dig er ikke af den romantiske slags. Det er den alt for brutal til. Den er en besættelse, der vedholdende viser mig det, jeg mangler at udfolde i mig selv. Da jeg ikke fik den anerkendelse fra dig, som sønderlemmende astrologiske dispositioner eller et følelsesmæssigt chok i dit samvær på et meget sårbart tidspunkt i mit liv tvang mig til at søge, mistede jeg troen. Jeg holdt op med at tro, at det var min opgave at vække din kærlighed med min skrift. Jeg holdt op med at tro, jeg kunne gøre mig fortjent til din kærlighed.

Uden dig i mit liv – selvom du kun var der i mine længsler og håb – var der ikke nogen mening med mit liv.

At skrive er at elske, skrev jeg for nyligt. For længe siden skrev jeg, at Gud er en tilstand. Det er det samme. For mig er Gud en tilstand af kærlighed. For mig er kærlighed ingenting, hvis jeg ikke kan skrive og udtrykke min kærlighed til skabelsen, som jeg genkender i dig, eller mine hænder, der stadig ligner landskaber, når jeg holder dem samlet som en skål; en lille skål der løber over af regn, storm og oversvømmelser i februar.

Du er et spejl, og heller ikke et spejl er forpligtet over evne. Du skal ikke elske mig. Jeg skal. Jeg kastede min kærlighed på dig, fordi du var utilnærmelig, og en ond, ond, bevidsthedsudvidende del af mig vidste, at det ville tvinge mig til at finde styrke i mig selv. Der ville ikke være en mand eller en elsker at læne mig op ad.

En astrologikyndig ven fortalte mig for mange år siden, at min mars er uaspekteret. Den står ikke i relation eller spænding til andre planeter i horoskopet. Det betyder, at den mangler mod og energi til at føre det ud i livet, som jeg inderst inde drømmer om. Jeg havde næsten glemt det, men en samtale på mit job mindede mig om det. En kollega og jeg snakkede om soltegn og ascendant og om, hvor kompleks et fødselshoroskop egentlig er – hvis man ellers tillægger astrologi nogen betydning. Under samtalen kom jeg til at tænke på, hvad min ven havde sagt og fik en åbenbaring. For er de sidste fire år ikke en bekræftelse af det, han havde sagt? Da jeg opgav troen på, at jeg kunne nå dit hjerte med det jeg skrev, mistede jeg min drift til at skabe. Længslen efter din kærlighed og anerkendelse er det stærkeste spændingsforhold, jeg kan mønstre. Måske er det uden betydning, om vi nogensinde mødes igen. Når bare jeg kan bevare troen på det, kan jeg skabe.

Eller måske er det noget andet end tro, der skal til.

Jeg kan ikke udholde tanken om at være prisgivet stjernernes stilling i mit fødselsøjeblik. Det er forhold, jeg ikke har magt over. Det kan være derfor, jeg har lagt afstand til astrologi – og fordi mit behov for rationelle forklaringer ikke kan finde nogen fornuft i astrologiens uhåndgribelighed. Men når jeg læser mit horoskop i dag, kan jeg se nogle sammenhænge beskrevet, jeg først nu har selverkendelse til at kunne vedkende mig.

Min Venus og Mars står i jomfruens tegn. Jomfruens tegn beskrives som arbejdsomt, kritisk, systematisk, analytisk og med behov for at skabe orden omkring sig på en kontrollerende måde, der også kan omfatte andre menneskers liv. De betragter sig selv som vidende og betvivler uinviteret andre menneskers viden.

Venus, som repræsenterer min indre kvinde og min måde at forholde mig på i kærlighedsforhold, stiller, når den står i jomfruen, store krav til sin partner og til mig selv som partner. Det er en åbenbaring. Jeg kan se det, og jeg kan se, at det ikke er godt for noget. Det eneste, det måske er godt for, er, at jeg har lært at få øje på usunde forhold, før de bliver til forhold. Som fx når en potentiel kæreste, den første gang vi har sex, spørger mig om, hvordan jeg har klaret mig uden en mand i de seneste 3-4 år, og jeg svarer, at jeg har brugt en dildo. Han foreslår, at jeg lader være, fordi han ikke kan konkurrere med en dildo. I det øjeblik smælder der et stort rødt flag – og de andre små, som jeg har ignoreret, bekræfter min fornemmelse. En mands manglende tro på sig selv og sin egen seksuelle formåen skal aldrig igen få mig til at indskrænke min frihed.

Mars i jomfruen stiller store krav til mine præstationer, men når Mars er uaspekteret er det lidt ligesom at arrangere fest, og forsvinde når gæsterne er kommet. Jeg kan mobilisere et drive, hvis jeg har et strategisk udgangspunkt, som kan være en deadline eller noget særligt betydningsfuldt for mig. Kan jeg ikke leve op til mine egne krav, fx om at gøre mig fortjent til din kærlighed og anerkendelse ved hjælp af skriften, må jeg til sidst se mig selv som en taber og give op. Det er grusomt imod mig selv og de mænd, jeg har elsket, at stille den slags ultimative krav. Og det er indlysende op ad bakke af have en uaspekteret Mars i jomfruens tegn.

Du er løve. Jeg har løven i ascendanten. Det vil sige, at den måde jeg fremstår på for andre, vil have løvens karakteristika. Jeg vil udtrykke selvtillid, styrke, generøsitet, handlekraft, kreativitet, charme og munterhed. Med en uaspekteret Mars i jomfruen, må jeg søge drive i min løveascendant, hvis jeg skal finde handlekraft og retning i mit liv. Jeg må tro på dens konstruktive kvaliteter og lære at håndtere dens udfordringer.

Jeg tiltrækkes af løven i dig, spejlet, men jeg har også slået mig i stykker på dig – eller det i virkeligheden min egen Mars og Venus, jeg har slået mig i stykker på? Har min indre marskritiker ikke i mange år peget fingre af løvens selvsikre og flamboyante facon og krummet tæer, når den har foldet sig lige rigeligt ud?

Det er ikke, som jeg i mange år har troet, mit soltegn, vægten, der kvier sig ved løven. Vægten er som løven rummelig og varm. Det er Mars og Venus i jomfruens tegn, der kvier sig. Løven er lidt for selvsikker og den fylder lidt for meget efter jomfruens smag. Det ligger i begge tegns natur at kontrollere. Men jeg er nødt til at give mig hen til løven og se den som en ressource, hvis jeg vil gøre mine drømme til virkelighed. Løvens arrogance og behov for kontrol og opmærksomhed står i modsætning til vægtens behov for ro og balance. Til gengæld kan vægten være den instans, der holder løven beskæftiget og på god fod med Mars og Venus. Det er den, der giver mig modstandskraft overfor de urimeligheder, virkeligheden er så modbydeligt fuld af.

Over flere år gav jeg slip på alt det, der var mig: Troen på en større virkelighed end den, vi kan måle og veje. Jeg så ikke tingene bevæge sig i den retning, som min intuition sagde mig, de ville. Jeg mistede troen på det, der ellers havde holdt mig oppe og på mig selv. Jeg blev selvkritisk og selvbegrænsende. Selvdestruktiv.

Det er forbi. Jeg ophæver en efter en de begrænsninger, jeg har sat for mig selv, fordi jeg ønsker at leve.

Jeg har ikke tid til en partner. Jeg går hudsulten i seng og står drømmeløs op til det arbejde, der venter mig. Ikke fordi nogen tvinger mig, men af tvingende nødvendighed, hvis jeg vil genvinde en oplevelse af mening.

Jeg vil skrive. Ikke for at vinde din kærlighed, men for at vokse og vise mig selv vejen til min egen styrke.