Væggene venter på værktøj.
Det var overhovedet ikke meningen
at lave en allitteration,
nu står den der
i selskab med væggene. Det er
langt fra perfekt, og det er
uden betydning,
for vejen til hel går gennem Hel,
hvor alting foregår halvt
og ved vejs ende lyser knoglerne;
ved vejs ende styrter blodet
sig selv i møde i en puls så træg,
at tiden stivner;
ved vejs ende er mit hår antenner
ind i rummets magnetiske strømme;
jeg er ladet
med syrener og svævende hænder
over digte om det, der ikke blev;
jeg er ladet
med solsystemer, hvor du er
et punktum, og jeg er
en bøn skrevet hvidt på sorte tavler
i din kælder, hvis mure åbner sig
for at lukke mig ud af mit eget bryst.