Han kommer fra et andet kontinent,
men føles lige så hjemlig
som barndommens ekko mellem husvæggene,
når jeg kom løbende
i mine grønne træsko med hælkapper,
eller som kaffe i min makkers bil
når vi ventede på,
at holdets chauffør fik tømt spandene.

Vi kunne have gået på universitetet sammen.
I hvert fald i teorien.
Han er civilingeniør og jeg er cand.it.
Han kunne have været med i gaven Best of Bowie,
som jeg fik til min 40-års fødselsdag
af alle drengene,
mens pigerne gav mig en hjemmelavet lagkage.

Hans interesse for metafysik er ukrukket,
men ikke desto mindre
lige så uomgængelig som min.
Det er vores fælles nødvendighed
og grunden til,
at vi endnu ikke har sagt høfligt farvel.

Vi læner os tilbage i hinandens undren;
lader os føre med til Island, Hirtshals og Peru eller
ind i Jobs fortvivlede spørgsmål til Gud.
Og senere engang måske langt ind i junglen.

Han flygtede som ganske ung
sammen med hende, han havde gjort gravid.
To skrækslagne unge,
der var mere bange for deres rasende familier
end for det truende ukendte.
Året efter vendte de tilbage til åbne arme.

Han farver sin mors hår,
når hun ikke kan samle kræfter til at gå til frisør,
og forærer hende strik i angora.

Han drømmer om kvinden,
der tør gå med ham ind i junglen;
hende der ikke giver op, når tingene bliver svære.

Hans øjne lyser gyldent.