Jeg begynder med hvid,
fordi det var dér,
det engang sluttede:
Med et hvidt lagen,
en hvid væg,
hvide sprosser, hvid himmel,
et hvidt sind
– øjeblikkets tabula rasa –
og en hvid krop,
der lige siden har dekomponeret
de ubrugelige dele af sig selv
for at give plads til nye, brugbare.

Det var været to skridt frem
og adskillige gange fem tilbage.

Hvis du dengang havde været klar over
den lidelse, du blev årsag til,
havde du sikkert udtrykt dig anderledes,
men det er egentlig ikke dit ansvar,
det var mig, der var alt for godtroende;
jeg ventede mildhed og omsorg,
fordi det er det, jeg selv mest består af.

Jeg bliver selv giftig, når jeg lider.

Det ved du nu.

Hvid er også farven på de gardiner,
som jeg efter 12 år har vasket og hængt op
i mit soveværelse,
knækket hvid linned med broderet monogram,
som jeg først nu bemærker bogstavet i, et
T
i skråskrift
omkranset af en oval.

Mine nymalede vægge er hvide
og den store kommode,
jeg hentede for nyligt i Randers,
selv standerlampen jeg købte i genbrug er hvid,
det hele er så hvidt, at jeg kunne skrive på det,
og måske er det det, jeg gør nu
efter langt tids tavshed, ramt af et ordløst raseri
fordi vrede ikke var et valg, jeg kunne tillade mig.