Der har stået blanke pytter på gulvtæppet i mit soveværelse. Lejligheden er erklæret ubeboelig. Vi pakker ting sammen. I en stabel af stof når jeg til et stykke petroleumsblåt silke. Tykkere tråde i trend og islæt danner et ternet mønster. Jeg viser hende stoffet: ”Det er håndvævet silke i min yndlingsfarve. Der skal laves en brudekjole af det, når jeg engang skal giftes.” Hun kigger på stoffet og så på mig. ”Skal du giftes?”

I flere år var jeg sikker på, hvem min sidste og største kærlighed ville være, når han engang var blevet moden til det – og når jeg selv engang var blevet moden til det. Jeg er ikke længere sikker. Min erfaring med kærlighed har været brutal på en måde, som jeg meget langsomt, pinefuldt og dog nådigt har forstået karakteren af. Det har efterladt en stor tvivl om det, jeg engang var sikker på at vide. I dag er jeg tilbøjelig til at tro, at jeg lige siden barndommen har været ualmindeligt naiv, grænsende til dum, i mit forsøg på at håndtere en smerte, der ikke var til at håndtere på andre måder end ved at fortrænge den og se godt, hvor der ikke var noget godt at se. Da jeg langt om længe forstod, hvor naiv jeg har været, forsvandt min tro på den store kærlighed, og med den forsvandt også meningen og sproget. Dagene skrumpede til kun at bestå af arbejde, følelsen af at være en lille, skæv brik i et stort system, der æder mennesker og symptomer på c-ptsd. Jeg skammede mig over min naive tro på, at mine følelser kendte svar, som min fornuft ikke kendte. Jeg skammede mig over ikke at have været elsket som barn, og derfor ikke havde lært at sætte grænser, så jeg selvforskyldt tiltrak mennesker, der heller ikke elskede mig, og som så sig berettiget til at misbruge mig.

Ironisk nok er den mand, der er årsag til den største smerte i mit liv, ramt af hukommelsestab på grund af stress. Han kan – selvom den modgang, livet har mødt ham med, har ændret ham og han gerne vil – ikke huske sin egen adfærd og kan derfor reelt ikke anerkende de omstændigheder, der er årsag til min psykiske smerte. Han har fortrængt det, sagde en veninde, jeg fortalte det til. Hvis han har, har han god grund til det. Hans manglende evne til at mærke sig selv og andre blev et vilkår for dem, der var nært knyttet til ham.

Fordi jeg gennem mange år ikke blev set og anerkendt i mine følelsesmæssige og fysiske behov, udviklede jeg en adfærd med enten ufølsomhed eller overfølsomhed i pressede situationer. Jeg holdt op med at vide, hvad der var sundt, fordi det sunde blev gjort forkert. Jeg blev usikker på berettigelsen af mine egne behov og begyndte at hade mig selv. I det hele taget fylder skam og selvhad sammen med angst og vrede en del i mit følelsesliv. Det mindskes efterhånden, som jeg standser mig selv og spørger, hvorfor det er, jeg skal hade mig selv eller føle angst. I dag ved jeg, at mine skrøbelige grænser var sunde, men at den mand, jeg elskede, satte urimeligt høje forventninger til min kærlighed og offervilje. Hans forventninger satte uset af mig selv stadig dagsordenen i mit liv mange år efter, at vi skiltes. Det har taget mig mange år at aflære dem.

Jeg har ferie i uge 45 og forsøger at skrive i mit vandskadeeksil hos en veninde i Fredericia. Jeg låner hendes spisestue på første med udsigt til noget, der må være biblioteket et stykke væk og flere baggårde med skure og tegltage imellem. I nabogården kan jeg glæde mig over synet af en høj kristtjørn med røde bær.

Der er flere påbegyndte tekster, jeg kunne fortsætte, men det er noget andet, jeg har brug for at skrive. Jeg har brug for at skrive mig tom for smerte, så jeg kan komme mere opbyggeligt videre med mit liv. Det er selvfølgelig ikke muligt, men jeg kan forsøge at sætte et indledende punktum og udpege retningen for flere.

2019 har lige fra årsskiftet været et hæsligt år. Det er sådan et år, du ville give en lillefinger for at slippe for. Jeg har været selvmordstruet. Der er sket ting i mit privatliv og arbejdsliv, som jeg ikke kan skrive om. Ikke autobiografisk i hvert fald, men måske fiktivt når det engang kommer så meget på afstand, at jeg kan løfte mig følelsesmæssigt over det. Tingene har efterhånden ændret sig til det bedre, selvom det eller jeg aldrig vil blive den samme som før. Som det ser ud nu, vil 2019 måske ende med at blive et skelsættende år. 2019 kan blive det år, hvor jeg for alvor forstod, at min opfattelse af mig selv ikke afhænger af andres opfattelse. Det kan blive det år, hvor jeg blev i stand til at tro på og bevare en positiv opfattelse af mig selv, også når jeg befinder mig i en langvarig konfrontation med stærke kræfter, der forsøger at give mig et andet indtryk. Det kan blive det år, hvor jeg udvikler mit røvhulspotentiale, for virkeligheden er ikke sort-hvid, men et broget tæppe af kræfter, der søger sin egen overlevelse. Og tør vi ikke vise kant, bliver vi uvilkårligt ædt.

Der står en orange rose i et porcelænsæggebæger ved siden af pc’en. Jeg fandt den i går på gaden i Vejle. Orange er livsglædens, seksualitetens og vitalitetens farve, hvis vi ser på chakrasystemet. Nu er det bare en orange rose uden et budskab. Jeg skal begynde forfra. Alt det, jeg troede på, skal enten genoplives eller dø.