Lejligheden er fyldt med kasser
og billeder pakket ind i bobleplast.
Jeg pakker alting sammen,
mens en film spiller sig selv bagfra.
Her er fx tavlen, som du sagde,
jeg skulle huske at hænge lige,
lige inden vi skiltes i vrede
eller rædsel dengang
for 12 år siden, da jeg flyttede ind.
Nu skal den ned igen og du
skriver digte igen og i i hvert fald ét af dem
er dét du, som digtets jeg henvender sig til, mig.

Jeg skriver ikke digte. Poesien er gået uden at efterlade en adresse. Der er ikke længere nogen hjemme her, sagde den. Jeg noterer sporadisk dagene i hast, mens tilværelsen styrter gennem mig med blyklodser om anklerne, og du følger mig med blikket i et tog, der passerer mit 23 gange om dagen og mine læber hvisker hver gang dit navn og
jeg ved ikke, hvorfor det skete dengang. Du rørte mig og skød mig på samme tid fra dig med så voldsom en kraft, at jeg nær havde slået mig ihjel. Det er mysterier som dette, der tømmer folk for liv eller holder dem i live, eller begge dele på samme tid.

Jeg faldt over et citat for lidt siden. Det lød cirka sådan:
Jeg har ikke problemer med tillid. Jeg har det-mønster-har-jeg-oplevet-før-og-fået-nok-af problemer.

Der er muligvis ikke nogen løsning.