I vinduet står der en pelargonie med en dyb pink blomst, en
aflægger fra navnefesten for mit barnebarn,
kronbladene gennemstrømmes af lys, hvor de er i ét lag
og tætner hvor de overlapper,
kontraster på løvet skærpes og blødes op
alt efter skyernes gang mellem solen og planten (og mig),
lyset opløfter mørket
til en nødvendighed med kanter henholdsvis gradueringer,
ruderne er uvaskede, to år, måske,
jeg kan se det på baggrund af det sorte tag skråt overfor,
kræfterne forsvandt med sproget og meningen, sorgen
der inviterede sig selv, dig der forvandlede sig fra ham,
der var bestemt for mig, til ham der havde gjort mig fortræd.

Jeg ved ikke, om det havde været bedre,
hvis jeg havde beholdt min tro på helten fremfor krænkeren,
for jeg var mere kærlig, mere sorgløs, men også mere sårbar
overfor rovdyr, da jeg valgte at overse det onde i mennesket.

Jeg så det, da jeg uafvidende flyttede ind i rovdyrenes zone.

Nu har jeg set, hvor uigennemsigtigt og komplekst det er; at
ingen går fri af ondskaben; at den smitter og farver blikkene,
når vi ramt af chok fra et overgreb forbliver forsvarsberedte
og forsvarer os imod rovdyr, der måske, måske ikke angriber,
fordi vi har tabt klarsynet, og de virkelige rovdyr gør sig klar,
mens vi bliver genstand for forargelse og muligvis bekymring.

I dette lys vælger jeg at tro på, at dit overgreb var et forsvar
mod den styrke, evne og vilje til at gøre dig ondt, du så i mig,
fordi du var ramt og måtte se det sådan. Ligesom jeg var det.

Det er længe siden. Du og jeg var ramte, ikke ondskabsfulde.

Jeg arbejder på at læse rovdyrsignaler og gøre mig rejseklar
til at finde den stamme, der vil tage imod mig som sin egen.

Reklamer