Min mor var medlem af Gyldendals og Samlerens Bogklub. Da jeg havde lært at læse, læste jeg stort set alt, hvad hun havde til at stå i reolsystemet af teakfinér. Jeg husker enkelte forfattere og titler. Nevil Shute, Ole Sarvig, Jørn Riel, Emily Brontë, Borte med blæsten, Tusind og 1 nats eventyr, Guy de Maupassant med flere.

Måske skulle hun ikke have ladet mig læse al den voksenlitteratur. Det gjorde mig gammelklog på en måde, der adskilte mig fra mine jævnaldrende. Jeg var vidende som et leksikon, men uden erfaringens forståelse. Min mor var ikke en mor, der snakkede med sit barn om virkeligheden, menneskene og almindelig opførsel. Hendes opdragelse bestod i en blanding af tavshed, ligegyldighed og hysteri, når jeg var en klods om benet, og indimellem små oaser af opmærksomhed, fx når hun inviterede mig ind i sin seng for at sove ved hende eller vi spiste slik og så fjernsyn sammen på sofaen lørdag aften eller hun lagde mine strandskaller til pynt. Mine godnathistorier læste jeg selv, eller jeg lyttede til Hyldemor, en LP med forskellige eventyr oplæst af danske skuespillere, fx Louis Miehe-Renard. Da jeg blev større, læste jeg Angelíque af Sergeanne Golon og blev fortryllet af dramaet og lidenskaben, mens jeg spiste Marie-kiks og sov i smuler og faldt i søvn i skolen.

Efterhånden blev det alligevel for meget for min mor med al den læsning, og hun sagde til mig, at jeg var en stueplante, som solen ville have godt af, hvis jeg gik ud i den. Hun tjekkede om jeg læste, når jeg gik i seng, og jeg huskede at tage lommelygte med under dynen, men en dag var der ikke flere bøger i min mors reol.

Jeg drømte mig væk fra min virkelighed ved hjælp af sproget. Sproget var min rejsefører ind i eventyret og andre menneskers liv og måder at være sammen på, hvoraf nogle var kærlige, andre lidenskabelige og atter andre var grusomme. Det viste mig gennem andre menneskers tekster, at sproget er en måde at udtrykke sig på. Jeg lærte mig selv at bruge sproget til at udtrykke mig med. Jeg skrev dagbog, kortprosa, digte, og sangtekster. Jeg lærte med tiden også at tie, når jeg så, at jeg gjorde fortræd med mit sprog. Men når jeg holder mig tilbage fra at udtrykke mig gennem sproget og skriften, er jeg ingen, er jeg ikke eksisterende.

Sproget var også en måde at skabe en karriere på, da jeg startede på universitetet og valgte at specialisere mig i webkommunikation på studiet til cand.it. Jeg fik aldrig for alvor brugt min uddannelse professionelt, fordi livet havde andre planer med mig. Jeg udviklede C-PTSD, kompleks posttraumatisk stresssyndrom i forlængelse af min skilsmisse og har skullet kæmpe for at opretholde et normalt liv med job og relationer, hvad der har været stærkt udfordrende, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg fejlede, men kun at det gradvist blev værre, og at jeg på ingen måde kunne give op. Jeg behøver ikke en diagnose, den er indlysende, når jeg ser tilbage på det liv, jeg har levet. Men det er en anden historie. Denne historie handler om mit forhold til sproget, til teksten og skriften, og om hvordan det har haft betydning i mit liv som redskab til erkendelse. Historien er også en undersøgelse af, hvorfor jeg mistede min tro på skriften som redskab til erkendelse og heling. Og en undersøgelse af hvordan jeg kan genetablere dette forhold, som er af stor betydning for mig.

Da jeg for nyligt var til samtale hos Allan Holmgren fra DISPUK, spurgte han, om der havde været positive rollemodeller i mit liv, og jeg kunne kun komme på et par enkelte episoder med mennesker, som jeg følte, virkelig så mig og ville mig som barn. Så spurgte han, om jeg havde læst bøger, der kunne have været af betydning for mig. Med det samme vidste jeg, hvor jeg havde det meste af min viden om livet fra. Den havde jeg fra den litteratur, jeg indimellem stjal mig til at læse som barn. Fra Huset på Christianshavn, fra radiospillene jeg tænderklaprende hørte sammen med min mor, fra Ditte Menneskebarn og Guds blinde øje, fra søndagsskolehistorierne, fra pastor Kronborgs belæring af konfirmanderne om, hvordan det er at være blind. Vi fik på skift bind for øjnene og skulle lade os føre rundt af en af de andre. En ømhedsakt overfor de svagest stillede af en mand, der var kendt i byen for sit alkoholmisbrug, selv sårbar, selv udsat.

*

Fortsættes…