Skam kan være så giftig, at den ikke er til at rumme. Den kan være så ødelæggende, at du, i forsøget på at rekonstruere dig selv, ophøjer din sidste og afgørende krænker til din guddommeligt udkårne. Du udholder ganske enkelt ikke tanken om, at du i din vidtåbne og tillidsfulde hengivenhed var ham inderligt ligegyldig.

Så inderligt betydningsløst var det, du bragte med dig ind i jeres fælles rum, at du i mange år har adskilt dig selv fra oplevelsen af at være ligegyldig med en forestilling om, at I var hemmeligt bestemt for hinanden, og at hans angreb på dit selvværd var optakten til en proces, hvor du sætter og han respekterer dine grænser.

Du indser for tusinde og måske sidste gang, at du har bildt dig selv en løgn på ærmet for at skærme dig mod bevidstheden om og sorgen over at være uelsket. 999 gange er du vendt tilbage til selvbedraget, fordi din tro på dig selv ikke rakte til at afvise en hvilken som helst ligegyldiggørelse af dig som tilsvarende ligegyldig.

I dit behov for at blive elsket har du gjort dig afhængig af andres accept og anerkendelse. Du har bedt andre om lov til at være den, du er. Som om det overhovedet er muligt for andre at tillade dig at være den, du er. Som om det ikke hver evig eneste dag er dit eget ansvar at være den, der validerer dig og dine handlinger.

Du er alene. Der er kun dig til at tage afgørende beslutninger, når det virkelig gælder. Det er nu, det gælder. Det er nu, du skal kridte feltet af overfor alt for mange lokale høvdinge og benhård personlig positionering. Det er nu, du skrækslagen og målrettet bevæger dig ud på usikker grund for at gøre krav på din egen styrke.

 

 

 

 

Reklamer