Jeg gør virkelig langsomt uhyrligt vigtige ting,
mine bestræbelser fører mig hver gang frem
til at række ind i fortiden efter noget
hidtil uset og tættere på
at skrive store digte, ikke store digte
i nogen blæret forstand, men den slags
digte som er større end et lillebitte liv, der er
forblevet uudfoldet af frygt
for at udtrykke protest eller vrede
overfor mennesker, der ikke mestrer empati,
eller – det antyder udflugterne ind i fortiden –
uudfoldet af skam over at føle harme og had
og hævntørst; over at være så primitiv,
at jeg ikke bare kan elske betingelsesløst,
som det engang blev forventet,
eller bortforklare
indlysende svigt og krænkelser
af det tillidsfulde og sårbare i mig og enhver
med en skrøbelighed hos krænkeren,
men vover at markere tydelige grænser
når jeg, og dem jeg har ansvar for,
gøres til genstand for ødelæggende domme
og dem, der dømmer, i farten overser
at deres ødelæggende adfærd spejler dem,
ligesom mit undertrykte had spejler en uret,
det tog mig et halvt liv at se og adressere,
fordi jeg først skulle lære at stole på mig selv
og vende mit selvhad udad i en rolig protest
i mødet med mennesker, der kun vil sit eget.