Vi har ramt grundfjeldet,
påstanden har forfulgt mig i en uge,
nu genoptager jeg forsøget på at fortsætte
den umulige fortælling
om dig og mig og dengang,
vi mødtes i et splintret og kalejdoskopisk øjeblik
uden at være klar over, at vi
allerede og for længst var uadskillelige
i en forstand, der undviger kendte logiske love:

”Også klartseende må følge logikkens regler,
når de taler om de ting, de ser ske engang,”
mente du,
da jeg fortalte dig om en forudsigelse, hvori du
sediment for sediment er vasket frem som den,
der ikke kan være andre end den, hun talte om,

i dag forstår vi begge
et langt tungere mønster for eksistens
bag de skønt formede skygger,
logikken kaster som bøgeløv ramt af sollys
eller viser som sort filigran på tændte skærme,
skygger der mister mening i mørke af den art,
der møder dig med valget mellem at gå
til grunde eller at opfinde dig selv som lyskilde,

ikke at opdage lyset, som det sker for fangen,
der trækkes ud af Platons hule, men at være
din egen skaber og den, der skriver historien,
hvad du hele tiden har været, det er mig,
der er gået vild i forsøget på at undgå mishag
hos mennesker uden nogen særlig interesse i,
hvad jeg har at sige, som om det giver mening
at fortælle en historie, der kun halvvejs er min,
eller at gå til grunde når kroppen siger flygt,
indtil videre nøjes jeg med at sætte grænser,

vi har ramt grundfjeldet fra hver vores retning,
du har skabt dig selv, jeg har ladet mig forme,
nu lader du dig forme, nu skaber jeg mig selv,

i det tungere mønster er vi hele, når vi ses igen.

Reklamer