Jeg har overvejet adskillige måder at begynde denne tekst på og indset, at der ikke er andre måder, end bare at begynde at skrive. For det er komplekst, og en gammel erfaring siger, at tingene reder sig selv ud undervejs i skriveprocessen. Skriften var i mange år min måde at tænke og nå til erkendelse på. Men så begyndte jeg at tage hensyn til, eller måske snarere at lade mig begrænse af andres tanker og følelser, når jeg skrev. Jeg holdt op med at tro på min ret til at udtrykke det, jeg tænkte og følte. Jeg blev også i tvivl om min egen dømmekraft og følte, at jeg ikke gjorde andet end at gentage mig selv. Jeg holdt op med at tro på den litterære og indholdsmæssige kvalitet af det, jeg skrev. Jeg var ikke længere i kontakt med min essens.

Den skrivende leder efter historier. Historierne i mit liv ebbede ud. Eller også blegnede de i skyggen af visse historier i mit liv, der var så grotesk uhyrlige, at de var umulige at skrive, og til sidst helt tog sproget fra mig. De historier har fra deres fødsel tårnet sig op som et uigennemtrængeligt mørke med et uudtalt krav til mig om ikke at afsløre deres eksistens og sande natur. En natur der indtil for få år siden også var skjult for mig. Jeg havde ikke set, at når de historier lod sig føde, var det ikke som konsekvens af mine intentioner, men en følge af årelang grooming eller manipulation af mig til at acceptere og tåle stærkt psykisk skadelige forhold.

Jeg har heller ikke nu tænkt mig at skrive disse historier. Det er nok, at jeg er blevet klar over, hvor sygt og forkvaklet det var, og at jeg ikke har den andel i det, som jeg i mange år troede, jeg havde. Mine traumer er ikke selvforskyldte. Det selvhad, den skam og den sjælsfortærende angst, jeg oplever, er ikke mit eget værk. Der var en begyndelse, som blev formet i min barndom. Den lagde bunden til en fortsættelse, som jeg indædt har kæmpet imod. Indtil jeg ikke kunne længere og gik i stykker så godt og grundigt, at jeg ikke var andet end en stor bunke skår, som jeg skar mig på, hver gang jeg forsøgte at samle dem til noget brugbart.

Helingsprocessen var i begyndelsen præget af rasende anklager og forsøget på at kontrollere en stor social angst, fordi jeg har oplevet så mange uempatiske mennesker i mit liv, at jeg troede, de var reglen fremfor undtagelsen. Men vi tiltrækker jo det, vi er præget af. Senere gik processen i stå, fordi jeg forsøgte at elske mig fra vreden uden at forstå, at den var nødvendig for at kunne se det og reagere, når andre overskred mine grænser. Fordi mine grænser er blevet bagatelliseret, kan det at sætte grænser være forbundet med angst for mig. I hvert fald hvis jeg ikke befinder mig i trygge omgivelser eller i forvejen er udfordret. Det ser nok ikke sådan ud for andre, for man lærer at leve med social angst, når man ikke kan se andre muligheder.

Selvhadet, skammen og angsten vil frem i lyset. De vil anerkendes for det, de er: Konsekvensen af overgreb. Muligvis, sandsynligvis overgreb, som ikke er blevet begået med det forsæt at skade, men at udøve magt, fx at få mig til at gøre ting imod min vilje og knække mig med den skam og det selvhad, der uundgåeligt fulgte. Og med angsten for at blive udsat for mere af samme slags, hvis jeg ikke indordnede mig under forholdene.

Det er uhyre svært for et menneske, der ikke tænker på den måde, at bevidstgøre og artikulere den form for adfærd hos andre. Det er også derfor, den kan nå at gøre stor og ubodelig skade, før man får øje på det. Det giver ikke mening at begynde at placere skyld som sådan, for virkeligheden er så kompleks, at skylden eller ansvaret eller årsagen er et sammenrend af uheldige omstændigheder – hvad er fx årsag til adfærden hos den, der gør andre syge gennem manipulation, eksklusion og tavshed? –, og det eneste, der er at gøre, når vi ser, at vi er udsat for massiv psykisk magtudøvelse, er at fjerne os fra situationen, før den gør os syg.

I mit liv står jeg igen i en situation, hvor jeg er nødt til at fjerne mig, hvis jeg vil undgå at blive syg. Jeg har allerede tålt for meget og har tænkt mig at bede min læge om noget angstdæmpende, så jeg kan gå mere tryg på arbejde efter ferien. Jeg har ikke i sinde at melde mig syg med stress. Det er ikke godt for noget, slet ikke for at søge nyt arbejde, men jeg kan ikke kontrollere den angst, jeg oplever ved at skulle begynde igen. Situationen har været kritisk i mange år. Jeg var ikke klar over, hvor galt det stod til, da jeg flyttede dertil.

Nok om den aktuelle situation. Den vil finde sin løsning.

Min hensigt med at være så åbenhjertig, er at jeg håber, åbenhjertigheden vil gøre mig fri af – og hvis ikke fri af, så i hvert fald skabe en nødvendig afstand til – følelsen af ikke at have lov til at give udtryk for det, jeg oplever og tænker. Jeg vil gentage det indledende citat af Gabor Maté fra skitsen At se mørket i øjnene:

Why do people suppress their emotions? – Well, they have to go back to their attachment relationships early in life. Because no two-day old baby ever suppressed their emotions, nor have you ever met one. So, the suppression of the emotions is an adaptive response to an environment, that can’t handle your emotions as a child.

– Gabor Maté

Hvis vi gennem lang tid ikke bliver mødt i vores følelser, vil det før eller siden fremkalde en reaktion. Helt almindelige følelser vil ende i højlydt frustration, hvis de demonstrativt ignoreres med tavshed. Hvis det er det mønster, vi lever med til daglig, vil vi måske udvikle et komplementært mønster med udadreagerende adfærd, og til sidst vende det indad, når vi er blevet hånet tilstrækkeligt mange gange for at vise følelser.

Det naturlige og sunde kan blive gjort sygt og afvigende i omgivelser – som består af mennesker –, der ikke er i stand til at håndtere følelser. Pludselig må den, der er i kontakt med sine følelser høre sig selv spørge, om det er hende, der er forkert, når omgivelserne virker uinteresserede. Ofte svarer vi os selv, at det er os.

Jeg har oplevet at blive ignoreret, hånet og stillet ultimative krav til i situationer, hvor det mest naturlige, eller i hvert fald mest kærlige, ville være at blive mødt og lyttet til af den, der skulle forestille at elske mig. Heldigvis har jeg også – senere – oplevet at blive set og mødt på dybeste plan, når jeg var allermest sårbar. Ellers tror jeg faktisk, at jeg havde været på selvmordets rand eller været død i dag. Jeg ved med sikkerhed, hvilken af de to måder at blive mødt på, jeg ser som den mest kærlige og frugtbare for sociale fællesskaber. Og det er en viden, jeg kan tage med mig ind i fremtiden. Jeg er ikke forrykt og mangler ikke dømmekraft.

Kærlige mennesker omkring mig har reflekteret hvad og hvem jeg er i så stort og overbevisende et omfang, at jeg tror på det, de har kastet tilbage. Ligesom jeg har kastet omsorgen og nærværet i dem tilbage. Jeg har i deres øjne set, at jeg er stærk, kærlig og kompetent. De har været den kærlige mor og far, jeg aldrig havde, og de findes flere og flere omkring mig, fordi de ønsker at være en del af mit liv. Jeg mærker deres kærlighed, fordi kærlighed ikke er noget, vi deler ud i portioner. Kærlighed er en tilstand, ikke en almisse.

Jeg er kærlig. Jeg er et ordentligt menneske. Jeg tør være sårbar. Jeg tør stille mig frem og vise, hvem jeg er. Og selvom angsten lige nu har overtaget, og jeg ikke kan se en ende på den, vil den ende engang, og jeg vil være den, der har bekæmpet den. Med kærlighed. Jeg vælger at tro på kærligheden fremfor dens fravær.

Titlen Hjemkomst er ment som et finurligt forslag til betegnelse for, hvad vi kan kalde det at være kommet sig helt efter en lidelse. I virkeligheden slipper vi aldrig for hverken angst eller irritation eller andre former for uønskede følelser. Når vi forstår det, er vi kommet hjem. Jeg frygtede at konfrontere angsten i mig selv. At indrømme overfor mig selv, at jeg var bange, fordi det gjorde mig sårbar. Voksne kvinder er ikke bange. Men voksne kvinder kan godt være bange for at vise uønskede følelser, når de netop mødes som uønskede. Måske bliver jeg ganske enkelt skide bange, når jeg oplever at være omgivet af mennesker, der afviser at se det, jeg tydeligt ser og mærker, og som opererer efter andre etiske regler, end dem der er naturlige for mig.

Kan jeg overhovedet tro på noget, hvis jeg ikke længere har mig selv at tro på?

Kan jeg overhovedet kæmpe for noget, hvis jeg ikke selv er værd at kæmpe for?