Da jeg søgte på Gabor Maté på YouTube, dukkede Jordan B. Petersons navn op sammen med Maté, og jeg tænkte, at de to havde snakket sammen, men det var en lille snas på 4 minutter, øjensynligt klippet fra et interview, hvor Maté bliver spurgt om sin holdning til Jordan Peterson af en interviewer, som – det kan man læse nedenfor klippet – er enig med Maté i hans opfattelse. Maté ser Peterson som en skarp begavelse og velformuleret. Derudover mener han, at der er meget undertrykt vrede hos Peterson. Maté kan høre det på Petersons stemme, og henviser til vrede kommentarer fra Petersons følgere på dennes websted. Det vidste jeg ikke, men Maté har læst med. Maté ser Petersons opfordring til folk om at rydde op i deres værelser (og i deres liv) som tyrannisk eller ufølsomt. Jeg tænker: Hvis folk ikke kan lide det, lader de jo bare være. Et flertal oplever det, Peterson siger, som yderst hjælpsomt. Maté undrer sig videre over Petersons kritik af postmodernismen og hans fokus på marxismens forbrydelser uden også at kaste et tilsvarende blik på de forbrydelser, der er gjort i Jesu navn. Og over Petersons udtalte interesse for kristen symbolik, men sluttede så af med et par afvæbnende kommentarer og en bemærkning om, at Peterson er en sammensat person.

Jeg opfatter Petersons interesse for den kristne symbolik som en naturlig følge af hans interesse for Jungs dybdepsykologi. Vestlig kultur er dybt præget af den, uagtet at den – ligesom mange andre tankebygninger – har været årsag til ufattelige lidelser, fordi magthavere med vold har forsøgt at udbrede den mest muligt. Det er et paradoks, at man tænker, det giver mening at udbrede et kærlighedsbudskab ved hjælp af vold. Men knapt så paradoksalt, når man ser, at budskabet ikke er kærlighed, men retten til at definere verden*.

Jeg lyttede overrasket, mens jeg overvejede, om jeg havde taget fejl i min vurdering af enten Peterson eller Maté, eller om de begge – trods deres fejlbarlighed – kan være til hjælp for verdens lidende, selvom de ikke er akkurat enige om metoderne. Det er ikke muligt at kommentere klippet, hvad jeg finder tankevækkende.

https://youtu.be/qOJ0lUSBI14 – Matés 4 minutter om Peterson.

Jeg mindes ikke – og det kan være et tilfælde – at have hørt Peterson tilskrive nogen en generel psykisk tilstand ud fra deres offentlige fremtræden (jeg har hørt ham beskrive uhensigtsmæssig adfærd uden at betegne den), men jeg har hørt ham adressere det øjeblikkeligt, hvis han fx er blevet mødt respektløst i et interview. Og da jeg hørte samtalen mellem Zizek og Peterson, var det Zizeks tilhængere, der – til dennes udtrykte mishag – var langt de mest aggressive. Jeg deler ikke Matés syn på Peterson, men hans opfattelse har fået mig til at indtage en mere observant holdning. Det er ikke sådan, at jeg ukritisk godtager alt fra Peterson, men jeg har haft opmærksomheden på det, han tilbyder, som jeg oplever at være til stor trøst og mening for mig i mit liv. Jeg oplever en sandhedssøgende mand, der har styrke til at være ekstraordinært åbenhjertig, som er i kontakt med sine følelser og i stand til at reagere passende på dem, når der er behov for det. Jeg har set Peterson blive berørt af lidelsen i et andet menneskes liv, fordi han kender den smerte, depression, fra sig selv. Jeg ser en højt begavet mand, der ønsker at gøre en forskel for andre, fordi han kan. Men selvfølgelig er han lige så fejlbehæftet som andre, med idiosynkrasier og kæpheste, han forfølger, som andre forfølger deres. Har han lov til at være uperfekt? Kan vi bruge det gode, han tilbyder, når vi tillader os at se, at han i sine yndlingsaversioner og særinteresser måske er på vej ud ad en uhensigtsmæssig tangent?

Kan det, Maté ser som undertrykt vrede, være udtryk for et temperament; ilden i en mand, der brændende søger viden? – og som i sin søgen efter viden er lige så udsat for faren ved at træde forkert, som alle andre? Jung trådte også forkert i visse udtalelser under 2. verdenskrig, men det gør ikke hans forskning ubrugelig.

Oplevelsen får mig til at tænke over, hvor kompleks den menneskelige virkelighed er, og hvor nemt det er at tyde det, vi ser, i et forskruet lys. Eller, med Anaïs Nins ord, vi ser ikke tingene, som de er, men som vi er.

Peterson – og i øvrigt alle, der tør stikke snuden frem i offentligheden – oplever at blive gjort til genstand for fri fortolkning eller kritik, eller at blive lynchet, hvis de viser sig at være uperfekte. Og hvad med mig selv? Er jeg i stand til at se tingene realistisk, hvis noget fx har rippet op i de traumer, jeg har pådraget mig?

Hvornår har jeg tolket mennesker korrekt, og hvornår har jeg forherliget eller dæmoniseret dem? Ville jeg kunne afgøre det? Jeg er i tvivl om visse situationer, i andre har jeg ændret mit syn radikalt, fx var jeg i de første 10 år af mit ægteskab dybt forelsket i min mand, om end af og til frustreret. Jeg følte mig heldig, han var intelligent og humoristisk. Jeg var uselvstændig og usikker og fandt tryghed i, at han satte rammerne. Men så begyndte jeg at mærke, hvor emotionelt utilgængelig han var, og indledte en kamp, som jeg tabte.

Jeg har siden tænkt tusindvis af tanker i forsøget på at forstå, hvad det var, der foregik. Var han narcissist? Han har udvist narcissistiske træk af den art, der i den psykologiske litteratur tilskrives diskret narcissisme – som er den mest skadelige, netop fordi det er så svært at sætte fingeren på det, de gør. Men han er også konfliktsky, og det kan være en anden måde at se det på. Men narcissister er per definition konfliktsky. Jeg føler altid ubehag ved disse overvejelser, fordi konklusionen er så ekstrem. Men skaden er lige så ekstrem. Langt senere har han fortalt mig, at han ikke er i kontakt med sine følelser. Det tyder på, at han arbejder med sig selv. Kan han også se, hvad han har gjort imod mig? Jeg er ikke den, der skal spørge ham. Jeg blev afvist, hver gang jeg forsøgte af få ham i tale.

Det er stærkt forvirrende, at mennesker omkring os har så mange ansigter. Hvornår kan jeg stole på det, ansigterne viser, hvornår bærer de masker? Ved de selv, hvornår? Hvornår ser jeg ikke tingene, ansigterne, som de er, men som jeg er? Er det overhovedet muligt for noget menneske at se hele vejen rundt; at se alle dimensioner og aspekter af en situation? Genkender vi ikke kun os selv i det, vi ser? Hvornår er jeg i så dyb kontakt med mig selv og min dømmekraft så sund, at jeg kan bedømme virkeligheden uden at fordømme?

*Forskellige definitioner – beskrivelser – af verden eller den måde virkeligheden fungerer på, er mere eller mindre baseret på evidens. Jeg finder selv Jungs og Petersons afsæt i psyken som en følge af den menneskelige biologi troværdigt som grundlag for forskning.

 

 

 

 

Reklamer