Why do people suppress their emotions? – Well, they have to go back to their attachment relationships early in life. Because no two-day old baby ever suppressed their emotions, nor have you ever met one. So, the suppression of the emotions is an adaptive response to an environment, that can’t handle your emotions as a child.

– Gabor Maté

Du præges til ikke at tro på dig selv og udvikler derfor et selvhad. Du tiltrækker mennesker, der bekræfter dit selvhad. Når du ikke kan holde til det længere, går du enten i stykker eller begynder at arbejde med dig selv. Du begynder at tiltrække mennesker, der er sunde for dit psykiske helbred. Når du har tilegnet dig den nødvendige viden om og erfaring med, hvad der skal til for at indgå i sunde relationer, sættes du på den ultimative prøve, der udfordrer dig på dit nyerhvervede selvværd. Den kan du kun bestå alene. Det er dine grænser og behov, dine værdier der skal afgøre, hvilken form for adfærd, du vil tolerere fra andre. Og det er dit ansvar at gøre det tydeligt for dine omgivelser, hvad du ser som en kærlig og respektfuld praksis. Det er også dit ansvar at flytte dig selv, hvis du opdager, at dine omgivelser i det skjulte tolererer en usund praksis.

Jeg taler med mig selv. Det er det sidste i afsnittet ovenfor, der er svært. Men der sker noget, som kan give mig et pusterum – og som måske også vil ændre på tingene i det lange løb. Måske. Indtil videre – og i den sidste uge af min ferie – har jeg sat mig selv på kærlighedskur. Jeg vil arbejde med at fastholde og udvikle min tro på mig selv og de værdier, jeg oplever som sunde og nærende i relationer og sociale fællesskaber. Jeg har ikke tænkt mig at gå ned med stress. Det er ikke et godt udgangspunkt for at komme videre i livet.

Det, jeg oplever at blive stresset af, er – i et overraskende omfang – ikke at blive mødt med eller at se det praktiseret, jeg opfatter som grundlæggende værdier. I det fravær må jeg møde mig selv og selv praktisere.

Jeg er ved at få mit sprog tilbage og er begyndt at skrive igen. Det er et sundhedstegn. Jeg er i kontakt med og tør beskrive, hvad jeg tænker og føler. Jeg behøver ikke at gå i detaljer om ydre omstændigheder, men kan koncentrere mig om indre processer. Vi konfronteres fra tid til anden alle med udfordringer, der kræver af os, at vi træder i karakter og siger fra. Arten af de udslagsgivende omstændigheder er underordnede. Når vi hager os fast i det, vi ser andre gøre forkert, er det kun for at lægge ansvaret for selv at gøre noget fra os.

Det får mig til at tænke på den samtale mellem filosoffen Slavoj Žižek og professor i psykologi, Jordan B. Peterson, om lykken set i forhold til henholdsvis marxisme og kapitalisme, jeg lige har set på YouTube. Her er et lille uddrag af Petersons svar til Žižek på spørgsmålet om, hvad det skal gøre godt for at opfordre folk (i personlig krise) til at rydde op i deres fysiske omgivelser (Kilde: https://youtu.be/lsWndfzuOc4):

Nogen kommer ind, de har et problem. Du forsøger at finde ud af, hvad deres problem er. Så forsøger du at finde ud af, hvad der kan være en løsning. Så står du med noget, der minder om et kort, ikke. Det er et foreløbigt kort over, hvordan man kommer fra, hvor tingene ikke er så gode, til hvor de er bedre. Du får personen til gå ud i verden og konfrontere de ting, de undgår; det der forhindrer dem i at bevæge sig hen imod det bedre sted. Og der er en arketypisk realitet i dette. Den er: Du er sunket i knæ, du forsøger at forløse dig selv, og der er en proces, hvormed dette er nødt til at ske. Og den proces involverer frivillig konfrontation med det, du er bange for, væmmet ved og er tilbøjelig til at undgå. Og det virker!

Længere henne i svaret adresserer Peterson direkte ordlyden i Žižeks spørgsmål, men optakten er til mit formål tilstrækkelig. Jeg vil supplere den med et andet uddrag, som sætter det yderligere i perspektiv.

Jeg mener, at – der er evidens for, at – det lys, du støder på i dit liv, står i forhold til størrelsen af det mørke, du er villig til helhjertet at konfrontere, og at der ikke er nogen nødvendig øvre grænse for dette.

Vi er nødt til at konfrontere os selv med det, vi bryder os mindst om. Men vi kan af forskellige årsager være lammede, og en måde at komme i gang med at handle på, er for eksempel at begynde at rydde op og på den måde efterhånden skabe orden og overblik omkring os, så vi på et tidspunkt ser, at vi rent faktisk har udrettet noget. Det er et første, indledende skridt. Jordan Petersons beskrivelse af den arketypiske proces, hvormed vi nødvendigvis må forløse os selv, resonerer dybt med det, jeg selv oplever. Den resonans skyldes måske, at Peterson i stort omfang tager afsæt i C. G. Jungs dybdepsykologi, som har optaget mig, siden jeg var helt ung. Det er her individet, der i sit arbejde med sig selv og sine skyggesider – sine begrænsninger og onde tilskyndelser – flytter den kollektive virkelighed i en mere socialt ansvarlig og omsorgsfuld retning.

Når jeg ser 2-3 år tilbage, kan jeg se, at en af de ting, der gjorde, at jeg begyndte at miste min oplevelse af mening med livet, var, at de værdier, jeg troede på, ikke længere blev set som afgørende i mit arbejde. Der kom ny ledelse på flere niveauer. Igen har jeg ikke til hensigt at fordybe mig i det, jeg finder problematisk i den anledning. Jeg har brugt mere end nok af mit liv på at være kritisk. Jeg vil i stedet se på, hvordan jeg bevarer min psykiske sundhed under usunde forhold og kommer bedre stillet videre i mit liv.

Samtidig mistede jeg gradvist troen på en større virkelighed, fx kærligheden som en universel kraft mellem mennesker. Jeg bibeholdt en mere pragmatisk opfattelse af kærligheden som et produkt af vores biokemi. Det jeg kan se i dag er, at jeg gradvist tillod mig selv at give afkald på det, der gav mit liv mening, fordi der ikke var noget ledende eksempel til at spejle og bekræfte mig i mine værdier. Jeg så, at det kunne være hip som hap, hvad jeg tænkte og følte, når bare jeg leverede det forventede. Og ikke mere. Helst ikke mere, for det ville udfordre systemet udover dets aktuelle kapacitet. Min holdning til moral og etik var uinteressante. Med min tidligere leders afgang havde der indfundet sig en meningsløshed, hvor jeg tidligere så en mening.

Værst af alt mistede jeg også troen på den kærlighed, jeg havde holdt mig selv levende og kærlig i kraft af, selvom det er forrykt på et dybere niveau, end jeg bryder mig om at tænke på. Det afgørende er, at min tro på denne kærlighed, denne forbindelse med en sjæletvilling, dengang gav mig kræfter til at holde ud. Hvis jeg ikke havde haft denne mands kærlighed at se frem til, ville jeg være gået uomstødeligt itu. Da jeg ramt af fornuft begyndte at tvivle på hans kærlighed, bristede den sidste illusion for mig og jeg sortnede indeni. Men da var jeg så langt i min helingsproces efter skaderne fra et forkvaklende ægteskab, en ødelæggende skilsmisse og et kort, sadomasochistisk forhold, at jeg ikke længere var i kritisk fare.

I dag forstår jeg, at det er mit ansvar at genetablere meningen, og ikke mindst spiritualiteten, i mit liv. Jeg er lodret ligeglad med, om der reelt findes noget, der er større end os. Jeg har mærket på mig selv at troen på, at det findes, har helbredende virkning, og det er nok for mig. Måske er det så såre simpelt, at det er denne tro, der er større end os og lindrer de lidelser, som et liv uden denne tro ville gøre tungt at leve. Det, der er større end os, findes blandt andet i os i form af det, Peterson ser som vores personlige ansvar for og vilje til at konfrontere det begrænsende og det onde i os og derved være til nytte for os selv og det fællesskab, vi er en del af. Vi er i den bestræbelse større end os selv. I vores forsøg på at hjælpe os selv, hjælper vi også vores omverden. Der er en bevidning af vores værd i at se, vi er til nytte ud over vores egne snævre behov.

Ah, men først skal vi konfrontere bæstet! – Mit bæst er et dræbende selvhad, der gennem hele mit liv har forhindret mig i at tro på, at det jeg havde at tilbyde, var af nogen særlig værdi. Og det var nemt at vække, når jeg ikke mødte nogen anerkendelse, men i stedet blev mødt med misbilligelse og krav om noget andet. Jeg er nået til et sted i mit liv, hvor jeg ikke længere er i tvivl om værdien af det, jeg står for og har talent for. Nu drejer det sig om at blive stående uanset hvad og gøre det, jeg er god til, så andre også kan se det.

Forleden så jeg en liste på Instagram, som fik mig til at studse, fordi jeg i listen genkender stadier i den udviklingsproces, jeg er i færd med at tilbagelægge. Jeg kalder det en individuationsproces efter Jungs idé om, at livet er en proces, hvor vi konfrontation for konfrontation gradvist erkender, hvad og hvem vi er.

SpiritualAwakeningStages

Når jeg ser på listen ovenfor, skyder jeg mig selv til at være i stadie 6. Og hvis nogen vil kalde processen for spirituel opvågning fremfor individuation, er det ikke afgørende for udfaldet. Jeg foretrækker individuation, fordi spirituelle indsigter i stort omfang er belastet af mangel på evidens og derfor må anses som påstande.

Måske forløber processen ikke i form af bestemte forudsigelige stadier, måske er den iterativ og vi bevæger os frem og tilbage mellem stadier, men jeg genkendte mit eget forløb med oplevelsen af at være fortabt og desillusioneret – og ikke mindst drømmeløs, jeg har ikke husket mine drømme længe – som det stadie, jeg er i færd med at ryste af mig. Jeg har i mit selvhad og frygt for at tro på, at jeg kunne finde noget bedre at lave, ladet mig lamme af forhold på min arbejdsplads, som nu er kulmineret. Jeg arbejder intensivt på ikke at gå ned med stress. Forholdene på mit arbejde skal ikke få lov til at tage mit selvværd fra mig. For jeg har selvværd. Når jeg tillader mig at sige dem, der tilbagevendende betvivler min karakter og kompetencer, imod.

Jeg tror, individuationsprocessen er lige så enkel og hensynsløst brutal, som både Jung og Peterson beskriver det. Det, vi ikke er bevidste om i os selv, kommer til udtryk i vores omgivelser i form af konflikt. Jeg har projiceret mit selvhad ud på mennesker i min omverden og anklaget dem for at være destruktive. Og det er de – fordi jeg har tilladt det og hjulpet det yderligere på vej ved ikke at markere tydelige grænser. Men jeg er også destruktiv, når jeg tillader mig selv at være genstand for andres destruktive tilbøjeligheder. Min udfordring består i at sige andres devaluering af mig imod og i sidste ende fjerne mig selv fra et sygt miljø. Jeg skal, som alle andre der står overfor de samme udfordringer, bevidstgøre og integrere det destruktive i min menneskenatur for at blive i stand til at afvise det destruktive i andre uden at forfalde til selv at være destruktiv. Ikke overfor mig selv og ikke overfor andre. Det er dette større i mig selv, jeg ønsker at udfolde.

I det indledende citat af Gabor Maté viser han, at tilbøjelighed til at undertrykke vores følelser stammer fra barndommen eller nærmere bestemt de nære omgivelsers manglende evne til at håndtere vores følelser. Hvis vi som børn var følsomme eller i kontakt med dybere følelser, end mennesker i vores nære omgivelser var og kunne håndtere det, er det nemt at forestille sig, at vi har været nødt til at undertrykke os selv for at  at overleve. Vi har hadefuldt undertrykt vores egen følsomhed, fordi den ikke blev tålt af de mennesker, vi var omgivet af. Vi kan senere i tilværelsen være nået til en accept af vores følsomhed, men uden at være blevet udfordret på den. Det kræver mod at insistere på værdien af følsomhed og indlevelse, når det bliver mødt med foragt og devaluering. Ikke bare af en enkelt eller to, men mere eller mindre udbredt i ens daglige berøringsflade.

Jeg har besluttet mig for at have det mod. Jeg er stjernehamrende ligeglad med konsekvenserne, for det handler om at kunne se mig selv i øjnene og kæmpe for den medmenneskelighed, jeg ser som fundamental.

Jeg vil slutte af med Jung. Der er forskel på individuationsprocesser. I Svar på Jobs spørgsmål skriver han:

Forskellen mellem den naturlige, ubevidst forløbende individuationsproces og den bevidstgjorte er kolossal. I det førstnævnte tilfælde griber bevidstheden ikke ind på noget sted; slutningen bliver så dunkel som begyndelsen. I det sidste tilfælde derimod kommer der så meget dunkelt op i lyset, at personligheden gennemlyses, og at bevidstheden uvægerligt vinder i omfang og indsigt.

– C. G. Jung

Jeg drømmer om at gå gennemlyst ud på den anden side af det mørke, jeg er nødt til at konfrontere i mig selv.

 

 

 

 

 

Reklamer