Han var velformuleret. Det var en af de ting, der tiltrak hende mest hos en mand. Længere nede i profilen kunne hun se, at hans yndlingsroman var Opus Pistorum af Henry Miller. Hun huskede, hvordan hun for mange år siden, som en desperat reaktion på en ulykkelig forelskelse, havde købt alle de antikvariske romaner af Miller, hun kunne komme i nærheden af. Den mand, hun var forelsket i, så et stort lys i Miller. Han havde anbefalet hende at læse Stille dage i Clichy. Det var den korteste af Millers romaner. Nu huskede hun knapt nok, hvad den handlede om. I sin søgen efter titler af Miller var hun faldet over Anaïs Nin. Nin havde en affære med Miller, som senere udviklede sig til et venskab. Hun glemte alt om at læse Millers romaner og fulgte i stedet Nin ind i en forførende og sensuel forestilling om verden. I dag forstod hun, at Nin var forført af sin egen forførelse og fravær af grænser, at sensualiteten mere var et symptom end realitet.

Hun fandt Opus Pistorum frem. Og væmmedes ved at se sex reduceret til obskøn liderlighed. Han havde sendt sit telefonnummer, da hun lagde bogen fra sig. Hun skrev, at bogen ikke blev hendes yndlingsbog og at hun et langt øjeblik havde været fristet til at ringe, fordi han var forførende velformuleret. Men hun så væsentlige forskelle stå i vejen for det, der forenede dem. Hun tænkte på hans smag for porno. De havde især en interesse for oplevelser i naturen til fælles. Han havde svaret: Samhørigheden – funderes på hinandens styrker og svagheder som i mine øjne – skaber forførelsen. Hun kunne ikke se, hvordan han kom fra det forførende i et smukt sprog og de forskelle, der ville stå i vejen for at forene dem, til den forførelse, han så være en følge af samhørighed funderet på forskellighed. Du forsøger at forføre, men bliver pinlig i stedet for, tænkte hun. Hvorfor blev hans sprog pludselig ulogisk og grimt? Selv så hun samhørighed som en følge af at være kærligt genkendt af og forpligtet på hinanden. Han havde ikke set hende. Han havde set en kvinde, som han i sine forestillinger troede, han kunne belære om tings virkelige sammenhæng. Engang ville hun have set det som en udfordring, hun var nødt til at tage, og være gået ind i en diskussion.

Situationen fik hende til at tænke på to citater, hun havde læst om morgenen: Someone asked me, “Who hurt you?” I replied, “My own expectations.” Det havde ramt hende som en lussing. Hun havde hele sit liv forventet det umulige. Hun havde forventet af ulve at opføre sig som lam. Hun havde troet, de kunne. Det andet citat satte et øjeblik efter det første i perspektiv: “You can lie down for people to walk on you and they will still complain that you’re not flat enough.” Hun ville aldrig blive flad nok til de ulve, hun mødte.

Hvorfor havde hun været så ubegribeligt længe om at forstå det? Havde hun ligesom Nin været forført af sin egen forførelse, sit eget forsøg på at overvinde andres afstand ved at ophæve sine egne grænser og omkostningsfrit for dem åbne døren til sine inderste og mest sårbare rum, hvor hun håbede at blive elsket? Det var en lang sætning. Det var også en umulighed. Jo mere hun overskred sine egne grænser, des mere blev der forventet af hende. Og des mere gik hun i opløsning for øjnene af sig selv. Hun prostituerede sig selv i sit forsøg på at tilpasse sig urimelige forhold. Og hun gik i stykker, når der blev forlangt mere end det. Hun havde nået en grænse, hvor hun ophørte og andre, i særlig grad ulve, tydeligt begyndte. Hun var ikke en ulv. Men hun havde lært sig at tyde ulvesprog, og høre det der blev sagt imellem linjerne. Det var ikke et sprog, hun selv ønskede at benytte sig af og hun afviste at tillade den form for grænseoverskridelse i sit liv.

Den mand, der engang havde fået hende til at læse Miller, havde ikke overskredet hendes grænser. Det havde hun selv. Han havde derimod afvist hendes ønske om fysisk intimitet efter sex med samme groteske afstumpethed, hun netop havde set beskrevet i Millers pornografi. Hun havde bare været endnu en skalp. Troede dette begavede menneske virkelig, at tilværelsen kunne leves by proxy i form af en litterær parodi? Forelsket og i dyb sorg over sin egen livssituation, ramte det hende med voldsom brutalitet. Hun havde set hans sensitivitet og var ikke forberedt på brutaliteten.

Hun har siden i hans romaner set sensitiviteten udvikle sig fra sårbarhed lukket om sig selv til en undersøgende indlevelse i det sårbare. Han har trods sine psykiske udfordringer formået at være produktiv og bruge sin sårbarhed konstruktivt. Det har hun ikke. Hun har været nedsænket i dødsriget så længe, at hun lige så godt kunne have været død. I hvert fald indtil nu.

Reklamer