Du er en dygtig kok og det værdsætter jeg, ligesom jeg værdsætter dine evner som handyman, men når du ikke er nærværende for mig under måltidet og nysgerrig efter at vide, hvad jeg tænker og oplever, er der ingen næring i maden. Det samme gælder resten af døgnet. Jeg kan ikke længere være usynlig i et forhold, hvor du udefra ligner den perfekte kæreste, mens jeg hungrer efter at blive set og elsket, som den jeg er.

Jeg flytter ud i Berthas sommerhus, indtil jeg finder noget at bo i.

Ulla

 

Sedlen lå på køkkenbordet, da han kom hjem. De havde ikke skændtes. I går efter aftensmaden – aspargessuppe til forret og bagefter karbonader med nyopgravede kartofler – havde hun godt nok spurgt, om han aldrig havde lyst til at vide, hvad hun tænkte, fx om den politiske situation eller indretningen af det skur, han havde planer om at bygge nederst i haven. Næh, havde han svaret. Jeg tror, du vil fortælle mig det, hvis det er vigtigt. Hun havde set på ham uden at svare og tilbragt aftenen på sit arbejdsværelse. Han havde vandet drivhus og hugget den sidste rest af de kævler, de havde hentet hos hendes forældre. Bagefter var han faldet i søvn på sofaen foran fjernsynet.

Al den snak. Hvad skulle det til for? Hun havde på det seneste flere gange spurgt ham om noget lignende. Han havde hver gang svaret, at han regnede med, hun ville sige det til ham, hvis der var noget, han skulle vide. I begyndelsen af deres forhold havde hun været glad og snakkesalig. Han huskede, hvordan hun havde danset rundt i stuen, da de flyttede ind. Nu så han hende sjældent være glad. Det hjalp jo heller ikke på stemningen. Hun måtte selv bidrage lidt. Virkeligheden ville være mere enkel, hvis folk lod være med at tænke så meget og bare gjorde det, der skulle til for at få dagligdagen til at hænge sammen. Hvorfor skabe problemer ved at give udtryk for tanker og følelser, som andre alligevel ikke gad interessere sig for?