That which you most need will be found
 where you least want to look.

C. G. Jung

Der burde være et sted i helvede til mænd, som får kvinder, der elsker dem, til at skamme sig over sig selv.

Vi lader den stå, mens vi vender blikket mod noget andet:

Der burde være et sted i helvede til kvinder, som lader sig tiltrække af mænd, der får dem til at skamme sig.

Det sted findes allerede. Det er kvindens krop og bevidsthed. Eller, endnu bedre:

Der burde være et sted i helvede til forældre, som lærer deres børn, at følelser er noget, der skal ignoreres.

Eller, måske bedst:

Der burde være et sted i helvede til samfund, hvor kontrol over følelser rangerer over mestring af følelser.

Det sted findes også. Det er samfundet selv.

*

Skam opstår som en følge af forhånelse. Den der ikke tåler sine egne følelser, tåler heller ikke andres, og vil derfor være tilbøjelig til at håne den, der tør være i sine følelser og give udtryk for følelsesmæssige behov. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg først indser det her nu. Måske fordi jeg selv har været på nippet til at blive forvandlet til zombie af mennesker, der ikke tålte min følsomhed. Som voksen opsøgte jeg selv mennesker, jeg kunne bruge til at foragte min følsomhed med. Det er den prægning, jeg har med mig fra min opvækst.

Når tingene bliver så grelle, at det ikke længere er muligt ikke at se, tvinges du til at vende blikket indad og opdage det i dig selv, du har projiceret ud på mennesker i din omverden. I mit tilfælde er det selvforagt. Jeg har søgt dem, der bekræftede det billede af mig, der blev skabt af omsorgssvigt og mobning i min opvækst. Nu er jeg nået så langt i min selverkendelsesproces, at jeg reagerer med værdig protest, når nogen – også autoriteter – viser foragt for det, jeg oplever, ved at prøve at få mig til at skamme mig og tvivle på mig selv. At det er noget, der foregår overalt og på alle samfundsniveauer i dagens Danmark, er rystende at erkende. Men det siger noget om den grad af fortrængning jeg har udsat mig selv for af frygt for at konfrontere det. Jeg har udviklet angst overfor mennesker, som med stor vedholdenhed forsøger at fremstille min oplevelse af virkeligheden som forvrænget. Problemet er, at de først afslører sig selv med tiden. Jeg går i kortisolchok, når jeg indser, at jeg er tvunget til at fastholde min version af virkeligheden overfor mennesker som disse.

Jeg fandt en mand, der enten ignorerede mig eller hånede mig for at udtrykke følelser og følelsesmæssige behov. Mænd der ikke er i kontakt med deres egne følelser, synes at være reglen fremfor undtagelsen. Jeg vil hellere undvære en partner, end være nødt til at undertrykke mine følelser af hensyn til en, der ikke er i stand til at håndtere følelser. En af følgevirkningerne ved ikke at være i kontakt med sine egne følelser er, at man bliver fuld af foragt overfor det nænsomme og sårbare i et andet menneske. Også et menneske man elsker. Jeg har vendt den foragt for følelser og grænser, jeg er blevet mødt med, imod mig selv – og i mindre grad imod mennesker, jeg elsker. Når vi afskærer os fra en del af vores følsomhed, rammer det ikke kun os selv, men det, der blev forventet, var at jeg skulle tåle og tilsidesætte mine egne behov for andres. Jeg har internaliseret en foragt for min følsomhed, som aktiveres, når jeg mødes af vedholdende afvisning. Denne gang vil det dog ikke lykkes nogen, hverken i mit private liv eller mit arbejdsliv, at bringe mig ud af balance.

Langt tids alvorlig følelsesmæssig belastning kan udvikle sig til kompleks PTSD. Jeg har alle tegn, men ingen diagnose. Det behøver jeg heller ikke. Det etablerede sundhedssystem kan alligevel ikke hjælpe mig. Jeg får hjælp af en dygtig healer. Nu begynder kramperne i mit underliv at løsne op. Mine følelser vågner igen. Ikke omsorgen eller nænsomheden, som hele tiden har været der. Nej, det der vågner, er alle de uønskede følelser, jeg ikke havde lov til at udtrykke, da jeg var gift, og grænser jeg har undertrykt i mødet med andre. Det er ikke aggression eller hysteri. Det er helt naturlig grænsesætning overfor mennesker, der uafvidende eller bevidst forsøger at manipulere mig til at underkaste mig ved at afvise det, jeg ser og føler, som forkert.

Det er ikke det, jeg forstår ved en kærlig omgangsform. Magt i kraft af dominans er netop lige så primitiv som min eksmand lod mig forstå, jeg var, når jeg efter lang tids ekskluderende tavshed fra hans side eksploderede i et hysterisk anfald. Min forståelige frustration over hans tavshed blegnede i mit hysteri, og han kunne med kølig ro vende opmærksomheden fra sig selv til min mangel på selvkontrol. Jeg begyndte at skamme mig over min frustration og mit behov for personlige grænser og lærte til sidst at tilsidesætte dem. Indtil det tidspunkt, hvor jeg ikke kunne mere og bad om skilsmisse, og han vendte på en tallerken. Alt var pludselig muligt for mig. Så det ud til, men det var kun den forførende optakt til det, der endte med at blive min indgang til dødsriget i psykologisk forstand. Nu er jeg forandret ved at vende tilbage fra dødsriget igen.

Det er længe siden nu. Vi har været skilt siden årsskiftet 2007. 12½ år. Jeg har været omkring mange grunde og mange forklaringer i mit forsøg på at forstå, hvordan tingene hænger sammen. Jeg er ikke længere så sikker på mine konklusioner, når jeg ser de dybe traumer, jeg har pådraget mig, som en følge af narcissistisk* adfærd. Ikke at de er forkerte, men jeg kan have mødt mændene i mit liv på en måde, som tillod dem netop den form for adfærd, jeg er blevet mødt med eller har fundet mig i. En klar og tydelig grænsesætning ville have standset situationen i at udvikle sig til noget, der blev usundt for mig. Jeg kunne være gået – som min psykolog sagde i min andensidste samtale i begyndelsen af året. Men hvis tingene var så enkle, ville der ikke være nogen grund til at forske i psykologi. Det blev ikke fulgt at nogen forklaring, og jeg var så paf, at jeg ikke spurgte. Hvis jeg havde vidst hvordan, havde jeg gjort det. Det har udviklet sig umærkeligt over tid, og da det var fuldt udviklet i mit ægteskab, tog jeg det med ud i verden. Jeg vidste, det var et mønster, jeg var nødt til at arbejde på at afvikle, men det er kommet stærkt bag på mig, at det skulle tage så lang tid at gennemskue og afvikle. Mønsteret ophæves først i det øjeblik, jeg sætter så tydelige grænser, at andre må se det som et udtryk for, at de ikke vil komme nogen vegne med at forsøge at bringe mig ud af balance.

Jeg forstår, at jeg uafvidende har bragt en grusomhed imod mig selv med ind i mit ægteskab med en, der som det mest naturlige i verden forventede netop den grusomhed af mig: Forvent intet, vær taknemlig for lidt og lad dig træde på. Jeg har forsøgt at elske betingelsesløst, men min krop og psyke sagde til sidst nej.

 

If you bring the same set of unexamined presuppositions to every situation, the same fate will play out.

You might say, all these women are the same. Well, actually no! But the part of them that you’re able to make contact with, acts the same every time.

Jordan B. Peterson

 

*Alle udviser narcissistiske træk, hvis de får lov. Nogle er sværere at få til at respektere en grænse eller udvise omsorg end andre.

 

Reklamer