Hun er begyndt at tvivle på det, hun oplever. Husker hun rigtigt? Er hun overfølsom? Var hun det eller er hun blevet det som reaktion på den adfærd, hun har været genstand for og vidne til gennem længere tid? Er hun blevet paranoid af at være omgivet af mennesker, hun ikke ved, hvor hun har? Er hendes oplevelse af virkeligheden blevet forvrænget? Hun skammer sig, når hun fornemmer, at han tvivler på det, hun siger. Hun skammer sig, når hun selv bliver i tvivl. Hun synes at have mistet sin troværdighed. Det er nyt for hende, at der hele tiden sættes spørgsmålstegn ved hendes værdier og det, hun oplever, tænker og tror på. Hun tror ikke længere på sig selv. Hun kender ikke længere sig selv. Hun frygter, at hun er ved at blive skør.

Tænk hvis han har grund til at tvivle. Tænk hvis der er destruktive sider hos hende, hun ikke er bevidst om.

Tænk hvis han med sin tvivl og forsøg på at presse hende til at blive og tåle, bidrager til at gøre hende syg.

Tænk hvis han forsøger at manipulere hende til at tåle uret i et forsøg på at undgå konflikt og tage ansvar.

Tænk hvis dette er essensen af al hendes smerte: Mænd der i frygt for konfrontation ødelægger hendes liv.

Tænk hvis dette er essensen af al hendes smerte: At hun i sit behov for at blive elsket underkender sig selv.

Tænk hvis hun tillod sig at være ligeglad med, hvordan mænd oplever hende, når hun oplever noget andet.

Tænk hvis den mand, hun elsker, havde styrken til at være i kontakt både med sine egne og hendes følelser.

Tænk hvis den mand, hun elsker, også elskede hende.

*

Hun husker, hvordan det var at have en stemme og lytte til den. Hun holdt op med at lytte til den. Hun gav den ikke længere nogen gyldighed. Først mistede hun sin tro på at kunne finde kærligheden i et parforhold. Der syntes der ikke at være en partner til hende. Og hun længtes efter ham. Hun kunne ikke holde det ud. Hun mistede meningen med livet og mælet og til sidst troen på sig selv. I et par år levede hun I en form for ingenmandsland uden illusioner og uden noget holdested i tilværelsen. Efterhånden begyndte hun at se, at kærligheden trods alt findes og at det er op til hende at gøre sig synlig for den. Ikke gøre sig fortjent til den, men synlig for den som en kvinde der har styrke til både at stå alene og give sig hen i en kærlighedsrelation:

True belonging is a spiritual practice, and it’s about the ability to find sacredness in both being a part of something but also the courage to stand alone.

– Brené Brown

Hun tilhører sig selv. Hun er ikke forpligtet til at friholde mænd i sin omverden fra at forholde sig til følelser. Hun er forpligtet til at passe på sig selv og kun indgå i fællesskaber, hvor hendes følelser bliver anerkendt. Og derfor må hun rykke sig selv op fra det sted, hvor hun under andre forhold voksede, men nu skrumper.

Skæl falder fra hendes øjne. Eller også gør de ikke. Det er svært for hende at sætte ord på, hvad det er, der foregår, for det foregår anderledes. Hun har helt enkelt ikke noget valg, hvis hun ikke vil gå til grunde. Hun tvinges af ydre omstændigheder til at stå fast, nej, kæmpe for sin ret til at føle det, hun gør, give udtryk for det og blive taget hånd om i det. Hun befinder sig konkret i omstændigheder, der ligner det, der har været hendes livs omdrejningspunkt: At være tvunget til at ignorere sine egne følelser af hensyn til andre, der ikke var i stand til at håndtere følsomhed. Hun vil ikke længere tilsidesætte sine egne følelser i håb om engang at gøre sig fortjent til at blive rummet og elsket af mennesker, der ikke er i kontakt med deres egne følelser. Måske er deres adfærd slet ikke narcissistisk. Måske fortrænger de ganske enkelt deres egen følsomhed af frygt for konflikt og forventer det samme af hende. Uanset hvad, tror hun ikke længere på deres udlægning.

Reklamer