I en stor del af mit liv har jeg haft den forestilling, at der findes en form for overordnet sandhed. En slags moralsk kompas som alle må bøje sig for i tvivlsspørgsmål, fx når det gælder karakteren af en relation mellem to eller flere personer. Men sådan fungerer virkeligheden ikke. Der er ikke én, der er udelukkende sort, og én, der kun er hvid. Virkeligheden komponeres af elementer, som set fra forskellige perspektiver, fx særlige interesser og overordnede formål, vil blive set som uønskede eller ønskede uafhængigt af deres etiske valør. Etik er heller ikke en fast defineret størrelse. Kant, Mill og Løgstrup ville betragte den samme situation fra hvert sit perspektiv og konkludere noget forskelligt. Der er altså ikke en overordnet sandhed. Der kan være nogle grundlæggende værdier, jeg identificerer mig med. Værdier der er værdiløse for andre.

Jeg tror, at det, der aktuelt sker i mit liv, har til hensigt én gang for alle at tvinge mig til at tro på mig selv. Ikke sådan at forstå, at virkeligheden har intentioner. Nej, i den forstand Jung beskriver det nedenfor:

The psychological rule says that when an inner situation is not made conscious, it happens outside, as fate. That is to say, when the individual remains undivided and does not become conscious of his inner opposite, the world must perforce act out the conflict and be torn into opposing halves.

– Carl Gustav Jung, Christ, A Symbol of the Self, CW 9ii, par. 126.

Jeg er sensitiv. Jeg går i stykker, hvis jeg skal tilpasse mig fællesskaber, hvor personlig positionering vægter højere end indlevelse og respekt for integritet. Jeg er ved at gå i stykker. Jeg troede, at mine værdier var universelle. Jeg forstår, at jeg har taget fejl. Værdier er ikke universelle. De er noget, jeg skal kæmpe for. Også selvom det i mine øjne er indlysende, hvad der er rigtigt og forkert i de sammenhænge, hvor jeg er nødt til at kæmpe. Mine værdier bliver ikke set og anerkendt. Men hvis jeg ikke kæmper, vil jeg blive knust.

Er min tvivl på egne værdier, og deraf manglende tro på mig selv, den ubevidste indre modsætning, som nu er i færd med at leve sig ud som skæbne? Jeg tror det. Jeg er tvunget til at stå op for og kæmpe for mig selv.

Det, der ryster mig, er, at det indlysende øjensynligt langt fra er så indlysende, som jeg forestiller mig. Jeg må spørge mig selv, om der er noget galt med mit syn – eller min sensitivitet. Er det, jeg oplever, forkert? Er jeg for følsom? Kan jeg være det? Jeg mener, mennesker er jo forskellige. Nogle er følsomme, andre er ikke.

Handler det om, at jeg har svært ved at sætte sunde grænser for mig selv i usunde situationer, fordi jeg er præget til at tilpasse mig ufølsomhed? Jeg bliver i tvivl om mine medfødte værdier, når de møder afvisning.

Jeg skal tage et valg. Jeg har allerede taget det.

*

Og du, som jeg længes så ubarmhjertigt efter, hvad skyldes min vedholdende tiltrækning? Den skyldes, at jeg genkendte min egen sensitivitet i dig. Den var så stærk, at du var nødt til at beskytte den bag en skal af ufølsomhed. Jo mindre du var i kontakt med din sensitivitet, desto skarpere reaktion eller jo tykkere skal.

Jeg kender hele vejen fra hysterisk og overreagerende barn til ignoreret og selvundertrykkende hustru. Og jeg kender vejen tilbage til en kvinde, som nu er i kærlig og troværdig kontakt med det, hun føler og sanser.

Når jeg ikke anerkender og står op for min egen følsomhed, falder jeg tilbage i en tilstand af selvforagt. Jeg mister troen på mig selv og det, jeg står for. Det var normen at foragte følsomhed, der hvor jeg voksede op. Det er stadig normen mange steder i dag. Hvis jeg vil overleve, er jeg nødt til at bekæmpe min egen foragt.

Reklamer