Forfatterens opgave er ikke at sige det,
 som vi alle kan sige, men det,
som vi ikke er i stand til at sige.

Livet krymper eller udvider sig
 alt efter ens mod.

– Anaïs Nin

 

Jeg vil én for én åbne de døre, jeg har lukket. Genfinde den, jeg er, inde bag hensynet til eller frygten for dem, der ikke tåler, tillader eller forstår min måde at være i verden på, når jeg er i kontakt med mig selv.

I aftes tændte jeg levende lys og drak whisky i skumringen. Det er længe siden, jeg har følt mig så fredfyldt. Det må være flere år siden. I et kort øjeblik huskede jeg, hvem jeg er. I dag mærker jeg angsten igen.

Det er sommer. Det er ikke kun smertefuldt, men også kompliceret at tø op efter alvorlige forfrysninger.

*

Du svulmer af det, der lige netop formår at holde mig oprejst under presset fra den daglige afstand mellem mennesker. Originalitet. Skabelse. Du tror på dig selv. Jeg vakler på nippet til at falde. Du valgte fiktionen. Jeg valgte at skrive om mit liv. Det er ikke længere en mulighed. Ikke i det omfang, jeg brugte at gøre det. Omkostningerne er for store. Jeg er ikke nogen barnløs Anaïs Nin gift med en rig Hugo Guiler. Jeg er måske lige så traumatiseret, knust og fragmenteret som Anaïs Nin, der brugte sine forhold til mænd til fylde sin indre tomhed ud med. Måske har jeg været det. Jeg kan godt være alene. Jeg kan ikke længere fortælle alt. Skriften var min terapeut. Så krøb angsten ind og forhindrede mig i at fortælle det, der til sidst vil hele mig.

Når jeg bevæger mig udenfor den ramme af normalitet, jeg har brugt til at holde sammen på mig selv og mit liv med – det har jeg gjort godt, der er ikke noget iøjnefaldende ved den side af sagen – møder jeg nu hurtigt angsten. Angsten for at bevæge mig ind på områder, andre vil straffe mig for at bringe frem i lyset. Angsten bliver større, jo længere tid jeg holder mig tilbage fra at undersøge det, der er dens dybeste kilder. Måske er det noget, jeg ikke husker. Måske havde jeg ikke et sprog for det. Måske var det et spørgsmål om psykisk overlevelse at forblive blind og tavs og at lade være med at se og huske. Måske har det født sig selv igen og igen gennem mine valg i tilværelsen indtil nu, hvor det er kulmineret i et kuldslået drama så sygt, at det hører til i en serie på Netflix. Fordi jeg forblev tavs og ude af kontakt med det, der nærer dramaet i mig?

Det vil opklares. Og hvis det ikke kan opklares, hvad noget tyder på, så vil det have fred. Jeg vil have fred. Jeg vil have fred til at elske og blive elsket uden at frygte for et uforudsigeligt fravær af kærlighed hos min elskede. Er det overhovedet muligt? Hvor stabil er min egen kærlighed? Hvor sund er den, når jeg stadig elsker dig? Hvor går grænsen mellem den sunde narcissisme, hvor vi tilgodeser egne og andres behov på en afbalanceret måde, og den usunde narcissisme, hvor andre er statister og leverandører af opmærksomhed?

Der findes ikke et entydigt svar. Der findes en løsning. Min veninde kalder det at tage sig selv alvorligt. Det er det eneste, der med tiden vil kunne ophæve den tilstand af angst, der forsøger at fratage mig mit sprog.

 

 

 

 

 

Reklamer