Da jeg gik tidligt i seng i går aftes, var det med beslutningen om at overgive mig til den angst, som jeg har været hjemsøgt af siden årsskiftet og i endnu højere grad siden første februar, hvor jeg begyndte i en ny afdeling og oveni min familiære krise – som var årsag til angsten i første omgang – blev mødt af mine to nye nærmeste kolleger på en følelsesmæssigt afsporet måde, jeg ikke troede var mulig i organisationen. Jeg havde i det følelsesmæssige kaos, der opstår, når man uventet og uønsket indrulleres i andres drama, glemt hvordan jeg tidligere har arbejdet med overvældende følelser og på den måde er kommet igennem dem.

’Glemsomheden’ handler nok også om, at jeg dengang arbejdede med mine følelser ud fra en forestilling om, at der var et endepunkt for mine lidelser og at endepunktet indebar et kærlighedsforhold til en mand, jeg havde mødt i et kort og skæbnesvangert møde. Jeg hadede ham for at såre mig dybt og var på samme tid uhelbredeligt tiltrukket af ham af årsager, jeg ikke helt kunne gennemskue. Jeg forestillede mig, at han, ligesom jeg, skulle gennemgå en transformation. Han skulle bevæge sig fra kynisme henimod større empati. Jeg skulle bevæge mig fra for stor følsomhed til større realisme, eller – om man vil – kynisme. Det var i det mindste cirka det, mine drømme og min fortolkning af det, en clairvoyant havde fortalt mig, lod mig tro.

I dag tror jeg, at vi var cirka lige følsomme og med hver vores skader i forhold til at være intime og vise tillid – han stolede kun delvist på andre, jeg stolede kun delvist på mig selv – og at det, der tiltrak mig hos ham, handler om hans evne til at bearbejde sine følelser gennem skriften. Det var den evne, jeg drømte om at udvikle hos mig selv. Jeg har med tiden lært, at det kræver, at jeg har modet til at være hudløst ærlig, som han var, da vi mødtes, men hans ærlighed kom utilsigtet – tror jeg da – til at såre mig i ødelæggende grad, fordi jeg befandt mig i en dybere krise end i dag. Jeg havde helt absurd forelsket mig i ham, jeg var nyskilt, min nye kæreste havde efter 3 måneder vist sig at være sociopat. Ærlighedens anden side hedder kynisme.

Vi har begge skullet… nej, jeg har skullet modnes til at møde konsekvenserne af nødvendig ærlighed og at fastholde min ret til at ytre mig, selvom det vækker andres vrede, sorg, skuffelse, vantro eller modstand. Ting kan siges med unødig kynisme. Andre ting burde være sagt og være sagt fra overfor for længe siden.

Efter vores møde og i den først tumultariske men med tiden balancerede helingsproces, jeg begav min ind i, troede jeg på kærligheden, herunder kærligheden mellem ham og mig, og overgav mig til den i tillid til dens helbredende kræfter. Det gav mig ro. Men tiden lærte mig noget andet. Han var ikke interesseret. Mine fysiske symptomer forsvandt heller ikke og i stedet for at hele, blev det for hver dag mere tydeligt for mig, at problemets rod befandt sig i min nære familie, og at jeg havde lukket øjnene for det, fordi jeg i de første mange år efter skilsmissen havde nok at gøre med at holde mig selv i live og i stand til at gå på arbejde. Nu, hvor jeg var begyndt at se sammenhænge, havde jeg ikke andet valg end at adressere problemet: At mine personlige følelser var uden betydning i familien. Præcis som de var betydningsløse i mødet med den mand, der kom til at såre mig i ødelæggende grad, og hvis anerkendelse jeg derefter i mange år forsøgte at gøre alt for at opnå. Det var det, jeg var præget til: at plukke roser, hvor ingen roser gror. Der var en forventning til mig som mor og hustru om at tilsidesætte egne behov og følelser. Det var også det, børnene lærte, med store skader til følge i deres følelsesliv. Ingen børn har godt af at lære, at deres mor ikke fortjener interesse og omsorg. Men af og til blev jeg alligevel mødt med noget, som udefra minder om interesse og omsorg. Det var netop det utilregnelige og utrygge ved situationen. Jeg blev uden at være bevidst om det mødt med double-bind, og endte til sidst med at afvise ’omsorgen’, fordi jeg ikke længere havde tillid til den. Ikke kun mine følelser, men følelser i det hele taget blev ignoreret af min eksmand og til sidst også af mig med store skader til følge for børnene og mig. Der var dog et intermezzo, hvor jeg sagde tydeligt fra og troede, jeg blev hørt og mødt, men hvor straffen for at sige fra var en langsom og sofistikeret hævn. Jeg endte med at overtage min mands ødelæggende holdning til mig, fordi han var kommet mig i møde og jeg følte, jeg måtte give noget til gengæld. Det er der, min angst stammer fra. Den opstår hver gang, jeg oplever at blive mødt med tavshed, devaluering og forsøg på manipulation ved hjælp af utilregnelig adfærd. Min adressering blev forventeligt afvist og i dag har jeg ikke kontakt med to af mine tre børn, deres kærester og mit barnebarn.

Heling foregår i cirkler. Jeg vender tilbage til udgangspunktet og arbejder mig ud derfra i nye cirkulære spor. Hvert spor er en fortælling i sin egen ret, en variation over et mønster. Nogle gange får jeg fortalt mere, andre gange mindre. Det kan afhænge af hvor stor min angst for andres vrede er, eller af hvor lille min tålmodighed med mig selv og min heling er. Skriften er min terapeut. Jeg bliver nødt til at stole på min egen evne til at reparere mig selv, for min tiltro til systemets midler er lille. Jeg fik en henvisning til psykolog. Han sagde til mig, at jeg selv var skyld i min situation, for jeg kunne bare være gået. Jeg var rystet. Psykologer uden indsigt i følgerne af narcissistisk misbrug, skal enten have så meget selvindsigt, at de afviser den slags sager, eller forholde sig på anden vis fagligt kompetent og ydmygt til den lidelse, de er sat til at afhjælpe.

Men jeg kan måske have gavn af andre hjælpere. En massør gav mig for nyligt kontaktinformationerne på to mennesker, som måske bedre kan hjælpe mig. Det var blevet nødvendigt med fysiurgisk massage, fordi angsten efterhånden havde forkrampet min krop så meget, at den ud over den sædvanlige krampe i anus, som altid forstærkes, når jeg er udsat for stress, bredte sig til iskias og satte sig som hold over lænden og spændinger i skuldrene. Massøren er et sødt menneske med stor fornemmelse for sine klienters psykiske tilstand. Hun spurgte ind og delte selv ud af sine gamle erfaringer med vold i parforholdet. I hendes tilfælde desuden fysisk vold. Når jeg tør modtage omsorg og nænsomhed, bliver verden et mere trygt sted at være.

Jeg tror, at jeg trods min evne til indlevelse har lært at se det og sige fra – med hvad der måtte følge af ubehag, vantro afvisning og dramatiske reaktioner hos andre, når jeg forsøger at beskytte min integritet under forhold, hvor kun en lille del af omstændighederne er synlige for omgivelserne – når jeg har med mennesker at gøre, som kun ønsker at bruge mig til egne formål, og som jeg derfor gør bedst i at undgå.

Konklusionen må være, at jeg endelig har erkendt og integreret de elementer i den – min – menneskelige natur, som før var uforståelige – og smertefulde for mig, fordi jeg forsøgte at komme dem i møde i andre. Jeg har lært at afvise usund adfærd med den nødvendige kynisme der kommer af ikke at ville finde sig i alt.

Jordan B. Peterson er i visse kredse en særdeles udskældt herre. Heldigvis langt fra i alle kredse. I mit liv har han været til stor trøst. Han taler især til mig, fordi et af hans afsæt for tænkning er C. G. Jungs dybdepsykologi, som også er en vedholdende kilde til indsigt i mit liv. Jeg vil slutte med et citat af Peterson:

The problem is: How do you exist in a world full of monsters? And part of that answer is, well, you become a monster yourself. That’s a big part of the answer but it’s an incomplete answer, because if you’re just a monster, then you’re just as bad as the monsters. So you have to be monstrous enough to contend with the monsters, but then you have to be civilized enough so that you’re not a monster yourself.

– Jordan B. Peterson

Kilde: https://youtu.be/XiLa1nb0D_8

Angsten? Dengang jeg troede på kærligheden, kunne jeg slippe alle tanker og være til stede. Andres domme rørte mig ikke, for jeg kendte mig selv og kunne se mig selv i øjnene. Men så mistede jeg troen på kærligheden og mig selv, fordi jeg så, hvordan mennesker gør hinanden ondt, fordi de – vi? – er blinde for egne projektioner og optaget af egne behov for at dominere i fællesskabet. Jeg mistede troen på, at jeg kunne vedblive med at se kærligt på og blive set med kærlige øjne af mennesker, der ikke kunne se sig selv. Jeg mistede troen på, at kærligheden i et parforhold var muligt i mit liv, og jeg kunne ikke holde det ud. Nu har jeg konfronteret angsten og afvist den. Jeg er ikke den hensynsløshed, jeg ser ude i verden, bare fordi jeg kan se den. Jeg har styrken til at afvise hensynsløsheden og vennerne beviser kærlighedens eksistens.