I en personlig forandringsproces der er affødt af mange års sofistikeret psykisk vold, er det afgørende ikke at forfalde til offerrollen eller at bebrejde mig selv, at jeg ikke for længe siden tydeligt så, hvad det var, der foregik. Jeg så det i brudstykker og tog kampen op, der hvor jeg så det, men jeg så ikke den forstyrrelse af personligheden, der lå bag den psykiske vold, og jeg så ikke, at jeg aldrig ville kunne vinde på de præmisser, der var mine på det tidspunkt i historien. Det var jo netop så sofistikeret, at ingen kunne se det eller ville tro det, men min krop kunne mærke det og dén reagerede. Det er også afgørende, at jeg ikke forfalder til den bitterhed, der en overgang var ved at tage modet og lysten til at leve fra mig. Trods de fysiske symptomer på den C-PTSD, jeg har udviklet, var jeg gennem mange år i stand til at opretholde en tro på kærligheden og glæden, fordi jeg opfattede mine symptomer som udtryk for noget andet end det, de senere har vist sig at være. Jeg troede – på grund af forskellige tegn, der kunne tyde på det, blandt andet drømme og fysiske symptomer – at jeg befandt mig i en kundaliniproces. Min tro på at jeg befandt mig i en proces, der kunne føre til visdom, psykisk balance og stor personlig styrke bar mig igennem de første mange år. Men det blev svært, da jeg begyndte at erkende, at mine symptomer skyldtes noget helt andet, som gradvist var blevet gjort normalt i det, der skulle forestille at være et kærlighedsforhold, og som endte med at præge mig så dybt, at jeg tog det med mig som forudsætning i mine senere forhold. Det var ikke som sådan hans skyld, at det kom så vidt, selvom han var den, der udøvede volden. Hvis jeg havde været stærk, da jeg mødte ham, var jeg ikke endt i et forhold med en mand som ham. Jeg ville have gennemskuet ham inden og have sagt fra, men jeg var fra barndommen præget til at underkaste mig urimelige mennesker, og selvom jeg indædt forsøgte at stå op for mine egne rettigheder, og det til sidst så ud til at lykkes, endte jeg med at tabe, fordi volden blev endnu mere sofistikeret, skjult og målrettet ødelæggende efter min tilsyneladende sejr. Jeg endte med at ødelægge mig selv. Det kunne været plottet i en psykologisk thriller, men det er virkelighed.

I dag ved jeg, hvad det var, der foregik, men det vil ikke tjene noget sundt formål at beskrive det i detaljer. Det vil kun tjene til at fastholde mig i at fokusere på noget, der har været voldsomt ødelæggende i mit liv. Når jeg omtaler det, er det for at give dig som læser et indtryk af det, jeg har til hensigt at lægge bag mig. Og det, at jeg ved, hvad der foregik, betød, at jeg med det samme kunne se det, da jeg oplevede noget tilsvarende på arbejde. Men kulminationen af det første ramte sammen med det sidste og jeg må tilstå, at jeg flere gange har måttet spørge mig selv, om det ikke var mig, der var problemet, når to så surreelle ting kunne overgå mig. Sagen er nok, at det slet ikke er så surreelt, som jeg forestiller mig. Det sker alle steder, men mennesker, der er i besiddelse af empati, kan ikke se det eller tro det, før de selv udsættes for det. Og selv i den situation kan der gå lang tid, mange år, faktisk, før man gennemskuer sagens rette sammenhæng.

I morges læste jeg et af de der mere eller mindre opbyggelige citater, der er så mange af på facebook. Det her talte særligt til mig i min aktuelle situation:

“Just a friendly reminder that abusers don’t abuse everyone they come in contact with, so placing doubt on the victims based on your experience with that person is irresponsible and unkind. Thanks.”*

– Feminists United

Herfra vil jeg kigge fremad. Det lyder banalt og er sagt mange gange af mennesker i tilsvarende situationer. For nogle har det været de ord, der definitivt beskrev et positivt vendepunkt i deres liv. Jeg har været ved det vendepunkt før, men jeg har ikke set klart nok, de gange jeg har været der. Nu ser jeg klart, og det er noget andet jeg ser, end det jeg hidtil har set, når jeg var der. Jeg ser, hvor meget ydmyghed det kræver at stå solidt plantet på egne ben, når mine personlige oplevelser mødes med vantro og modstand af andre.

Jeg er selv fuld af vantro, men min krop lyver ikke og min vantro handler om at være uhensigtsmæssigt naiv i en grad, der kun kan være ødelæggende i relation til mennesker, der er skadet på evnen til at føle empati. De findes og de findes i større omfang, end vi er tilbøjelige til at tænke, for de kender og kan spille efter de spilleregler, der gælder for ansvarligt og omsorgsfuldt samvær mellem mennesker, og de ved, hvordan de skal isolere de sårbare og skjule deres misbrug for omgivelserne ved at manipulere deres ofre til usikkerhed på egen oplevelse og tavshed. Men missionen lykkes ikke altid. De kan fx tage fejl af offerets personlige styrke, samt status i og opbakning fra baglandet, som det ser ud til at være tilfældet i min jobmæssige situation. Jeg så ud til at stå alene og være uden evne og redskaber til at forsvare mig selv. Det viste sig ikke at være tilfældet. Men det er min erfaring, at historien ikke ender dér. Narcissisten har tabt ansigt og vil have genoprejsning. Det bedste jeg kan gøre for mig selv, er at finde et andet arbejde hurtigst muligt.

At være ydmyg i situationen handler blandt andet om at acceptere, at erfaring ikke kan forceres. Jeg kan ikke påtvinge mine omgivelser at se, hvordan det foregår, når en narcissist spinder sit net, hvis de ikke selv har erfaret, at ’ganske almindelige’ mennesker kan være hensynsløst – og selektivt – ondsindede. Jeg er derfor nødt til at være ydmyg overfor det forhold, at andre kan opleve situationen på en anden måde og endda kan have ret, fordi personen viser dem en anden side af sig selv – det er et element i det, der kaldes for gaslighting, som går ud på at få offeret til at fremstå som og tro sig skør –, men jeg er ikke desto mindre pinedød nødt til at fastholde troen på min egen oplevelse, for hvis jeg ikke gør, mister jeg troen på mig selv.

Ydmygheden handler også om at acceptere, at narcissister har lige så meget frihed til at være, som de er, som jeg har frihed til at være, som jeg er, selvom ydmygheden i den situation næppe vil være gensidig. Det er netop et problem for narcissister, når den, de har udset som leverandør til narcissistisk forsyning, nægter at lade sig misbruge. Jeg har frihed til at afvise deres forsøg på at omstyrte min identitet og misbruge mig. Jeg har frihed til at finde andet selskab. Men det er meningsløst at forsøge at ændre på narcissister, uanset hvad årsagen til fraværet af empati hos dem er. Jeg tror, der er flere årsager end dem, der aktuelt arbejdes med i forskningen, fx tror jeg, at narcissisme i højere grad er arveligt end hidtil troet. Det problematiske ved narcissisme er, at mennesker med empati kan tage stor skade af at omgås mennesker uden empati. Især hvis de ikke er klar over fraværet eller er præget på narcissister og derfor villigt underkaster sig. Børn der er præget på forældre med en stærk kerne og sunde værdier, har lært at beskytte sig selv imod narcissister.

Det er ikke interessant for mig at lede efter flere svar. For mig er det blevet tydeligt, hvad der er foregået. Mange andre vil have samme form for erfaring og samme skader som mig, mens flere vil gå denne erfaring i møde uden at være forberedt. Det er først når skaden er sket, at de i stor smerte begynder at søge viden om det, der er overgået dem. Det er forstemmende at vide, at tillid, til dem vi elsker, kan skade os for livet.

Det interessante for mig er, hvordan jeg skaber et bedre liv for mig selv. Jeg skriver det med en famlende fornemmelse, en fornemmelse af usikkerhed, af ikke at vide hvad næste skridt i mit smertefulde liv bliver. Jeg sad tidligere i dag i solen og læste i begyndelsen af Delphine de Vigans Dage uden sult. Hun famler også, men sprogligt langt mere sikkert end jeg gør. Hendes famlen er en bevidst frembringelse i beskrivelsen af det forløb, der bragte hende tilbage til livet. En efterrationalisering. Min famlen leves i dette øjeblik.

Jeg skal have vasket noget tøj. Mit nervesystem falder langsomt, langsomt til ro. Der findes en god løsning.

 

*Bare en venlig påmindelse om at misbrugere ikke misbruger alle, de kommer i kontakt med, så at tvivle på ofrene baseret på din erfaring med personen er uansvarligt og uvenligt. Tak.

 

Reklamer