En veninde sagde forleden til mig, at jeg er nødt til at tage mig selv alvorligt. Jeg kan ikke forvente at andre gør det. De har deres egne dagsordener, som mit velbefindende ikke nødvendigvis er en del af. Aktuelt er der nogen, der er ude på at forringe mit velbefindende. I det ene tilfælde fordi min – eller en hvilken som helst persons – tilstedeværelse ikke passer ind i vedkommendes planer, eller fordi de ubevidst har udset sig lederrollerne i en hakkeorden med mig – den senest tilkomne – nederst i hierarkiet og som derfor er den, de har lov til at mobbe efter behag, hvis jeg tolker deres adfærd korrekt. Selvfølgelig uden at andre udenfor gruppen bemærker det, fordi vi befinder os i 2019, hvor alle forventes at opføre sig civiliseret. Jeg vil derfor fremstå som problembarnet, når jeg gør opmærksom på situationen. Men de har forregnet sig. Nogle ser mig som problemet, fordi de ikke kan se, det der foregår, men andre kan se det (og kender personerne fra lignende situationer), og – hvad jeg er inderligt taknemmelig for – de tiltror mig en troværdighed, som de ikke tiltror modparten. Krisen er overstået. Jeg er rystet, men hel. Det var på et hængende hår.

Det har været e brutal opstart på det nye år. Det er af flere grunde svært at sætte flere ord på situationen end det, jeg allerede har beskrevet. En af grundene – men ikke en af de mest tungtvejende – er, at jeg ikke har lyst til at forholde mig til mere drama i mit liv. Jeg er træt af at være påtvunget statist i andres drama.

Det lykkelige, hvis man kan sige det sådan, er, at jeg har lært, at der er langt flere mennesker uden eller med meget lidt empati, end jeg hidtil har troet. Jeg har imødekommet og respekteret giftige mennesker, hvor jeg burde have passet langt bedre på mig selv. Den slags skal læres gennem erfaring, når man som jeg er vokset op med forældre uden tilstrækkelig empati og derfor er præget til at søge tilsvarende selskab. Når det har gjort tilstrækkeligt ondt tilstrækkeligt mange gange lærer du til sidst at sige fra og trække grænsen.

Til gengæld har jeg i samme modningsproces også lært at se, når mennesker har empati, og at tro på deres omsorg. Som min veninde, der er bekymret for mig. En af dem. Det kan være svært at betro sig til andre, også til dine gode venner, når du befinder dig i en erkendelsesproces, hvor du begynder at indse omfanget og uhyrligheden at et misbrug, du har været udsat for, når du samtidig som et led i misbruget er blevet belært om, at dine følelser ikke har nogen betydning og du derfor ikke har ret og lov til at ytre dig til nogen.

Det har været grænseoverskridende at sige tingene højt og at bede om hjælp i de to hver for sig personligt stærkt belastende situationer, der har ramt mig på samme tid, men jeg har gjort det. Jeg har taget mig selv alvorligt, og jeg skal tage mig selv endnu mere alvorligt. For hvis jeg ikke gør det, gør andre det heller ikke.

Jeg vil blive ved med at skrive, også selvom mit sprog er blevet usikkert og famlende. Det er mig selv, jeg er i gang med at opfinde og denne gang sandsynligvis for sidste gang. Uanset hvad jeg er blevet mødt med af urimeligheder fra andres side i begge forløb, har jeg bevaret troen på min egen dømmekraft, også når den svigtede hos andre, der var omkring mig. Min tro på min egen sandhed er det, der har båret mig igennem.

Jeg har en feriedag i dag. Der er en hel del ting at nå. Og en date forude i påsken.