Kære læser, se det følgende som et lille skridt på vejen mod at generobre skriften som udtryksmiddel. Det er ikke sikkert, der er noget af værdi i det for dig, men for mig er det et nødvendigt terapeutisk værktøj:

Noget af det mest ødelæggende du kan opleve i en situation, hvor du udsættes for fx mobning eller bliver mødt med The Silent Treatment – eller hvilken som helst form for psykisk vold –, er, hvis du ikke bliver set eller mødt i det, du oplever, men må gå med det for dig selv og langsomt bliver i tvivl om det er dig, der er skør, fordi det, der sker, ikke ser ud til at være synligt for andre end dig. Hvis det så er dobbelt op i dit liv, så det både foregår på arbejde og i din nære familie bliver du for alvor i tvivl, om det er dig, det er galt med.

Så er det godt at have venner at betro sig til, nye og gamle venner der kan se, at du ikke er skør. Kærlige mennesker som værdsætter dig og ser, at du forsøger at se nuanceret på hver enkelt situation (herunder hvad du selv kunne have gjort anderledes), og er lydhør overfor andre fortolkninger end din egen. Venner der møder dig med omsorg i din angst og tilstand af alarm i en situation, som ingen burde befinde sig i, men som mange ikke desto mindre befinder sig i hver dag gennem mange år, fordi den menneskelige natur er mangfoldig og fyldt med mere eller mindre diskrete rovdyr – som ganske vist ikke har bedt om at blive født som eller gjort til rovdyr, men som ikke desto mindre udviser et rovdyrs adfærd i menneskelige anliggender og med frygtelige konsekvenser for dem, der udsættes for angreb, og som man derfor må lære at beskytte sig imod.

Når jeg beskriver disse mennesker som rovdyr, er det ikke for at gøre dem værre, end de er. Det er det danske ord for predator, der ofte bruges på engelsk til at beskrive mennesker uden empati, fordi de udser sig et nemt offer, som de hensynsløst udnytter til egne formål.

For alle de gange du har været i tvivl om din dømmekraft og ladet tvivlen komme rovdyret til gode, har kroppen gemt et aftryk af den reelle situation i sit alarmberedskab. Med tiden udvikler kroppen et syndrom forårsaget af stress over ikke at blive anerkendt i sine oplevelser. Det vil arbejde i dig i mange år. Du troede ikke på dig selv, men kroppen troede på dig, og før eller siden vil den tvinge dig til at konfrontere det, du skulle have konfronteret for længst. Så vil kroppen tvinge dig til at tro på dig selv og overvinde din frygt for at andre skal afvise det, du oplever. Og den vil herefter reagere prompte i selvforsvar, når du oplever noget, der ligner det, du engang har oplevet. Kroppen vil ikke længere finde sig i at blive overset eller misbrugt. Den vil ses, anerkendes og elskes på akkurat samme måde, som den ser, anerkender og elsker de kærlige mennesker, den omgiver sig med, men også dem der viser rovdyradfærd. Dem vil kroppen møde med venlighed og tydelige, sunde grænser.

Det ovenfor beskrevne er en summarisk gengivelse af et smertefuldt forløb i mit liv. Jeg har ikke brug for at gå i detaljer. Jeg har brug for at fortælle, at jeg er på vej videre. Og jeg har brug for at fortælle, hvordan min krop indskrænkes i sin oplevelse af skønhed og virkelighedens mange nuancer og domæner, når den udsat for ukærlig adfærd fra andre presses til sit yderste. Bevidstheden synes at skrumpe og alene fokusere på overlevelse. Det er et modbydeligt sted at være. Jeg vil meget gerne videre til et bedre sted, hvor jeg kan hvile i det overskud af liv og kærlighed, der findes i og omkring mig. Der er så meget at se og undersøge. Virkeligheden er grænseløs og jeg har muligheden for selv at søge de steder og de mennesker, der er sunde for mig at omgås, nu med bevidstheden om at mennesker uden empati findes overalt og i alle afskygninger.

Det føles som at starte forfra med at leve og skrive igen. Mit talent for at skrive smuldrede og forsvandt, fordi jeg havde utroligt svært ved at se og beskrive det, der foregik. Jeg havde svært ved at tro på det og var i tvivl om mine egne oplevelser – måske fordi de blev så massivt og i det ene tilfælde vredt afvist. I stedet kom smerten til at fylde, men hvilke læsere har ønske om at blive konfronteret med al den smerte og tvivl?

Jeg ved, at jeg selv har ansvaret for at skabe det liv, jeg ønsker for mig selv. Jeg har ikke været i stand til det, fordi jeg har været præget på usunde mønstre. Det har været min proces at se og afvikle de mønstre i mig selv, så jeg ikke længere søger kærlighed og anerkendelse hos mennesker, der ikke er i stand til at give den.

Engang drømte jeg om at opleve kærligheden sammen med en mand. Jeg drømmer stadig om det. Det er en stor og livslang sorg for mig, at jeg aldrig har oplevet at indgå i et ligeværdigt kærlighedsforhold. I dag ved jeg ikke, om det overhovedet er muligt at finde en mand, jeg ville føle mig tryg og hjemme sammen med og som ville føle sig tryg og hjemme sammen med mig. Men jeg har gode venner. Det er en stor lykke at elske og blive elsket, ganske enkelt fordi jeg er den, jeg er. Den kærlighed er jeg dybt taknemlig for.

Som tingene ser ud nu, må jeg tage det lidt ad gangen. Jeg må give mig selv ro og tid til at hele, mens jeg nyder at være sammen med vennerne; en tur i biografen, en udflugt til Bindeballe Købmandsgård med efterfølgende gåtur ved Syvårssøerne, genbrugssafari (ture rundt til de lokale genbrugsbutikker). Den slags.

Jeg starter på bar bund, helt blank og alligevel ikke. Livet har fyldt mig med overvældende erfaringer, som jeg pinedød er nødt til at finde en form for mening i, så jeg ikke ender med en oplevelse af meningsløshed, som den jeg har oplevet et par gange så intenst, at jeg ikke længere havde lyst til at leve. Begge gange fik jeg trukket mig selv op af det sorte hul.

Det er ikke sundt at befinde sig på kanten til en afgrund og vide eller i hvert fald tro, at du belaster dine omgivelser med den brændende smerte, du oplever med hver fiber af din eksistens. Det er ikke det, du ønsker at møde dine venner med. Derfor forsøger du at forcere ilden alene, så den ikke brænder andre end dig selv, men det kan du ikke. Du kan kun forcere ilden, hvis du tager imod kærligheden fra dem, der elsker dig, og det er det, du skal lære. Og tro på din ret til.

Jeg starter på bar bund og helt blank fordi, jeg har sluppet en usund måde at være til på. Jeg har sluppet min vilje til at tilpasse mig fravær af empati hos de mennesker, jeg indgår i relationer med. Det er en lille ting for menneskeheden, men en stor ting for mig. Det er en ny virkelighed, der åbner sig.

 

 

 

 

Reklamer