Else spurgte: Hvorfor var du så forgabt i ham? Han sårede dig uden at vise det mindste tegn på fortrydelse.

Jette har stillet sig selv det samme spørgsmål utallige gange. Der er ikke noget svar. I hvert fald ikke et hun selv kender. Hun kan gætte på et svar, men ingen svar giver hende en følelse af at ramme plet. Et af de svar kunne være, at hun fra barn af er præget til at forelske sig i følelsesmæssigt utilgængelige mænd. Mænd som hendes far. Men var hendes far psykisk brutal? Nej, han var uansvarlig, selvoptaget og egoistisk, men ikke infam. Det infame kom først ind i billedet senere med en mand, der på ingen måder lignede hendes far – det var derfor, hun valgte ham – og på en måde, hun først indså mange år efter deres forhold ophørte. Det foregik på en yderst diskret måde. Så yderst diskret at hun kun kunne konstatere, at hun blev gradvist mere usikker på sin egen dømmekraft. Enten det eller frustreret og vred, men vreden kom hun ingen vegne med. Den ramte hende tværtimod som en boomerang med anklager fra hans side om at være primitiv. Når hun i stedet tilgav og rummede, var der ro, lige indtil næste gang hendes grænser blev overskredet og hun skulle afgøre med sig selv, om hun kunne rumme mere. Det var altid det, det handlede om: diskret at flytte hendes grænser, men det så hun først mange år efter. For at kunne rumme mere udviklede hun en tro på, at hun skulle elske betingelsesløst. Hun skulle rumme hans følelsesmæssige og fysiske fravær, tavsheden og devalueringen med sin grænseløse kærlighed. Hun var så naiv at tro, hun kunne. Dengang var hun ikke klar over, at det var det, der foregik. Hun forstod kun, at hun ikke havde andet valg end at elske. Alternativet at gå med børnene var for skræmmende. Da hun med tiden havde ladet sig præge på hans diskrete psykiske og indirekte seksuelle misbrug – han brugte andre mænd til at bruge hende – og ikke mere kunne mærke sig selv, var det ikke slemt nok. Hun skulle have en anden, der var værre. Hun lod dem udnytte hendes vilje til at ofre sig for kærligheden, det hun troede var kærlighed, og hendes dårlige samvittighed over ikke at elske nok, når de forlangte mere. Hun endte med at være traumatiseret i alvorlig grad. Og så gik hun. efter tyve år og efter 6 måneder. Det sidste forhold var trods alt så åbenlyst destruktivt, at det var til at se. Det var dér de mødte hinanden. Det var dér han ikke så, hvor ødelagt hun var, og sårede hende uden noget tegn på fortrydelse. Det var dér hun gik i stykker og måtte bruge 12 år af sit liv på at samle sig selv igen.

Hun forgudede ham for hans dygtighed til at udtrykke sig igennem skriften. Det var det, hun så i ham. Hun tror, det var det, hun så. Hun er stadig mystificeret af det forhold, at han kan udtrykke sine følelser på skrift, men ikke synes at være i kontakt med dem i sine, nej, i visse relationer. I overfladiske relationer, fx i relationen mellem ham og hende. Hvilken relation? Der er jo ikke nogen relation mellem ham og hende. Hun trak sig instinktivt fra ham, da han ikke viste hende empati, hvor det ville have været naturligt at vise det, men hun hang i de efterfølgende år fast i en ulykkelig forelskelse i ham, fordi han repræsenterer en kreativ drift i hende, som hun ikke har været i stand til at forløse på grund af følgerne af posttraumatisk stress. Hun er nået så langt i sin frigørelsesproces fra prægningen på mennesker uden empati, eller hvad det nu kan kaldes, at hun ikke længere ser grund til at opretholde forestillingen om en relation mellem dem. Måske troede hun, at en relation mellem dem ville smitte af på hende og vække hende til store skriftlige bedrifter af den slags, han bedriver. Hun har da også skrevet utallige tekster med afsæt i sin tiltrækning til ham. Det sker efterhånden sjældent nu. Hun har sluppet idéen om at være noget i kraft af ham. Hun er noget i kraft af sig selv. Et menneske der langsomt rejser sig fra et sted, hvor andre gennem tavshed og devaluering har mobbet hende til usikkerhed på eget værd og dømmekraft. Måske er det svaret: han repræsenter den, der har rejst sig fra den infame mobning i skolegården, de begge har oplevet. Det er mobningen, hun har sin dybeste og mest ødelæggende prægning fra. Det er den, der har budt hende at søge anerkendelse hos mennesker, der ikke var i stand til at give den. Hun ønsker ikke at rejse sig på den måde, han valgte for sig selv, ved at gøre sig kynisk. Hun vil rejse sig i kraft af kærlighed. Ikke kærlighed i form af selvudslettelsen hos den, der ikke tør andet, men kærlighed i kraft af at have gennemskuet alt.

Else fik aldrig et svar. Hun ventede heller ikke på det. Else er typen, der sætter ting i gang i forbifarten.

 

 

 

 

 

Reklamer