When you’re surviving, you can’t dream.

– Michael Ketterer

 

I går aftes stod vi en lille flok og betragtede stærene lave sort sol over Knabberup Sø, mens det skumrede og rummet over horisonten gled fra gylden over orange til rosa. Ingen skyer, kun blå himmel der lænede sig mod nat. Et øjeblik i universet hvor ukendte bjergtaget samles om det storslåede. Jeg kunne mærke mig selv, for første gang meget længe kunne jeg mærke mig selv. Og naturen.

Det er en surreel oplevelse at indse, at det menneske, der engang skulle forestille at elske dig, har lagt stor energi ind i forsøget på med subtile midler at ødelægge dit liv også længe efter, at I er gået fra hinanden, og at det næsten er lykkedes for ham. Det føles ikke virkeligt, og derfor kan du blive så meget i tvivl, at du tror, du tager fejl og må anse dig selv for at være ude af balance og skør. Men din krop fortæller dig noget andet.

Hvis jeg tror på, at der er en mening med det, der sker i vores liv, måske ligefrem at det på forhånd er givet, hvad der kommer til at ske, kunne jeg spørge, hvorfor der skal være så meget smerte i mit. Og for den sags skyld i alle de liv, hvor smerten er lige så stor som eller større end i mit, men nu er det jo mit liv, jeg skriver om. Måske har jeg skullet lære at genkende manglen på empati – eller ondskaben – hos dem, der ikke har den, så jeg kan undgå dem i fremtiden og derved undgå mere smerte. For at se ondskaben i andre, må jeg først se den i mig selv og dernæst bruge den til at beskytte mig imod overgreb, men uden selv at blive ond.

Jeg har set min egen ondskab. Jeg var på nippet til at blive hadefuld over smerten i mit liv og misundelig på dem, der har kræfterne til at skabe, mens jeg ramt af symptomer på C-PTSD kraftesløst har måttet se til. Jeg forstår, hvad det er, der driver menneskers ondskab. Det er fravær af identitet, fravær af troen på sin egen evne til at være nogen i verden, og derfor ønsker man at ødelægge dem i ens nære relationer, der kan. De skal ikke have lov til at blomstre, når man ikke selv er i stand til at blomstre. De skal drænes for liv og visne.

Jeg blev drænet for kærlighed og skadet af ikke at blive elsket, men hadet fik mig ikke helt. Jeg elsker stadig. Jeg var så langt ude, at jeg ikke længere havde lyst til at leve på grund af fravær af empati hos mennesker i mit private liv og på mit arbejde. Ensomheden var lammende, men jeg tog en beslutning om at ville elske.

Jeg har lært at genkende fravær af empati og at sige fra overfor mobning og samvittighedsløs adfærd, når jeg oplever den. Jeg skal ikke spørge nogen om lov til at udtrykke min sandhed. Jeg kan fjerne mig fra dem, der kræver det af mig og fra dem, der ikke evner at ære andres særpræg. Efterhånden vil der begynde at falde ro over mit liv, og jeg vil begynde at mærke mig selv og komme i kontakt med min kreativitet igen.

Døden varer længe og bagefter er der liv.

 

 

 

 

Reklamer