Forestil dig et thriller-set-up. En følsom og i forvejen sårbar protagonist gøres gradvist usikker på sin egen dømmekraft. For omgivelserne ser det ud som om, protagonisten bliver mere og mere forstyrret, for de kan ikke se det, der er kilden til protagonistens forstyrrelse. Forestil dig så, at protagonisten er dobbelt udsat.

Hun har indset omfanget og den skadelige effekt af de krænkelser, hun blev udsat for i sit ægteskab, hvor hun blev udsat for psykisk vold og seksuelle overgreb, og hvor børnene har lært, at det er omkostningsfrit at mobbe mor og at forvente betingelsesløs kærlighed fra hende, uanset hvad de gør imod hende. Faren har købt en luksusgård til dem, som de skal arbejde med i fællesskab. Børnene forlanger i modbydelige vendinger af hende, at hun skal lade være med at udstille deres far som krænker, da hun forsøger at gøre dem opmærksom på noget af det, hun er blevet udsat for, og som de er vokset op med som det naturligste i verden. Hun vil ikke komme krybende som en undskyldning for sig selv. Så vil hun hellere undvære at være en del af en syg familie, også selvom det betyder, at hun ikke længere har kontakt til sit barnebarn. Hun kan ikke rumme mere smerte, og den eneste måde at undgå den på, er at afskære sig fra kontakt med familien.

På arbejde begynder hun i en ny afdeling, hvor hun skal arbejde sammen med en kollega, der efter kort tid kritiserer hende med en række absurde og urigtige påstande. Hun gør sin leder opmærksom på det, og han lover at tage affære, men har meget travlt, så der går et par måneder, før der sker noget, og da er hun på sammenbruddets rand, fordi kollegaen kører psykisk vold på hende, uden at de andre kollegaer kan se det.

Sådan et set-up er uhyggeligt. Du kan levende sætte dig ind i, hvor smertefuld en situation protagonisten befinder sig i, mens hun samtidig forventes at fungere og opretholde en sund dømmekraft. Men der bliver taget affære på arbejde og der sker umiddelbart en ændring i kollegaens adfærd. Protagonisten ved dog, at det ikke er holdbart i længden, for mobbeadfærden hos kollegaen skyldes efter hendes adfærd at dømme en personlighedsforstyrrelse, som betyder, at kollegaen ikke vil kunne lade være med at gøre det, hun gør.

Det er efter alt at dømme også en personlighedsforstyrrelse, der er årsag til hendes eksmands psykiske vold og hvordan må det ikke se ud for hendes omgivelser, at hun både i sit private liv og sit arbejdsliv er blevet en del af den form for drama? Det er nok noget i hende, der tiltrækker det. Og det er det nok, men det er ikke hende, der er krænkeren i dramaet (medmindre vi kigger dybdepsykologisk på det, og ser hende som krænker af sig selv, når hun lader den form for overgreb finde sted). Hun er den, der ikke får sagt tydeligt fra, og nu kommer det efter hende med konflikter i den ydre verden, indtil hun én gang for alle får lært at sige fra overfor grænseoverskridende adfærd, uanset hvordan tingene måtte se ud for hendes omgivelser.

*

Det er forår og jeg er stærkt forkølet. Jeg tænker på, at der et sted i Danmark findes en mand, jeg ikke vil kunne lade være med at elske. Jeg tænker på, at jeg vil lade skønheden genopstå og poesien ikke mindst.

Reklamer