Den konkrete smerte i et menneskes liv kan være så monstrøs, at sproget mangler ord til at beskrive den.Det føles i det mindste ikke meningsfuldt at forsøge at sætte ord på selve oplevelsen af smerte, for hvem ville du ønske at bibringe så dyb en smerte med dine ord, hvis det lykkedes dig? Det føles også underligt dissocieret at forsøge at betragte smerten udefra – hvad du måske i virkeligheden har allermest brug for. Det eneste, du kan, er at pege på smerten ved at beskrive dens ydre tegn og omstændigheder og derfra kan en læser danne sig sit eget indtryk af situationen, men aldrig, og sådan er det med sproget, forstå den til bunds, for sproget er kun et medium og det er den evne, den enkelte individuelt besidder, til via sproget at leve sig ind i en forfatters eller bare et andet menneskes univers, der gør forskellen på, om en fortælling bevæger os eller ikke. Der vil altid være en forskydning mellem afsenders og modtagers forestilling om det, der formidles. Der vil altid gå information tabt – og opstå ny information hos modtager – i formidlingen.

Hvorfor skriver jeg dette? Det gør jeg for at komme videre i mit liv, der synes at generere en endeløs strøm af smerte, som jeg har svært ved at håndtere på andre måder end ved gennem sproget at forsøge at skabe en form for mening i det, jeg oplever. Det virker så surreelt, og nogle gange er jeg i dyb tvivl, om smerten skyldes, at jeg ser noget, der ikke er der, når jeg bliver ved med at opleve smerte i mødet med bestemte mennesker. Eller forsøger tilværelsen én gang for alle at belære mig om det, der er giftigt for mig, ved at servere det så massivt, at jeg ikke kan undgå at se det? Når det gør så meget ved mig, er det så fordi jeg endnu ikke har lært at se og håndtere destruktive kræfter omkring mig, inden de gør mig fortræd? For de findes jo ude i verden – foruden som en mulighed i alle mennesker. Det er den mulighed, jeg frygter at overse i mig selv, når jeg mødes med afvisninger af det, jeg ser og oplever. Er det i virkeligheden mig, der er giftig? Jeg tror det ikke, for jeg møder jo også andre, der gør sig samme iagttagelser, som jeg gør mig. Og som fremtræder med en dømmekraft og troværdighed, jeg ikke ser helt tydelig der, hvor jeg bliver afvist.

Den korte historie er, at jeg føler, jeg er ved at blive skør, og er begyndt at udvikle angst over at være nødt til at omgås et menneske, der udviser samme adfærd som den, der engang endte med at traumatisere mig.

For et par dage siden så jeg et kort klip med Jordan Peterson om håndtering af gamle traumer og årsagen til angst: https://youtu.be/ap5Qvg_Mhuw – Et sted i klippet siger han:

So maybe you were bullied in high school and it means you didn’t know how to socialize with people properly, and now you’re afraid of people and so these thoughts are always coming back about how you were bullied in high school and how terrible that was. Why are the thoughts coming back? And the reason is that the systems that are producing anxiety are regarding your inability as a threat. They’re saying: There’s a threat, there’s a threat, there’s a threat, you don’t know how to deal with people, there’s a threat. And it’s never gonna go away, because it’s an alarm system. It’s trying to tell you about threats and so then, what you have to do – and you can do that with the therapist – is to figure out: Okay, how did all that bullying come about? What, if anything, did I do to make myself vulnerable or what situation made me vulnerable? How should I interpret that and then change my perceptions and actions so that that isn’t likely to happen in the future ever again and then that’ll go away.

Hvad er svaret i mit tilfælde? Hvordan tillader jeg andre at mobbe mig? Eller du. Lad os bare sige du. Der er mange af os. Det gør du for eksempel, hvis du som barn er præget af dine forældre til at tro, du ikke har lov til at have grænser. Den prægning tager du med dig i skole, og så er det nemt for andre at mobbe dig, for du har lært, at du ikke har lov til at tro på dig selv og forsvare dig, når andre behandler dig dårligt. Samme prægning tager du med dig ind i dit parforhold, hvor din partner, uden at du er opmærksom på det, fordi det er den adfærd, du kender, behandler dig som de forældre, du er præget af. Den selvtillid og tro på dig selv, du har tilbage, opløses langsomt under din partners manipulation og psykiske vold. Det ender med at du bliver traumatiseret uden helt at forstå, hvad det var, der ramte dig, fordi det foregik så diskret – du ville jo aldrig blive hos et åbenlyst røvhul –, at det var svært at sætte fingeren på (mange år efter opdager du et tydeligt mønster med et navn), og når du senere, som nu – hvor du oven i købet befinder dig i en personlig krise, der har sin rod i denne traumatisering – oplever noget, der ligner, reagerer din krop med angst og usikkerhed, længe før du selv og meget længe før andre omkring dig indser den andens destruktive adfærd.

Den måde du heler dig selv på, er ved at blive ved med at tro på dig selv og det, din krop fortæller dig, også selvom andre omkring dig i første omgang ser noget andet end det, du oplever. Der er ikke andre måder. Og hvis jeg ikke kan hele mig selv, er jeg fucked, for der er ingen hjælp af hente hos dem, der har ansvaret.

Det er surreelt. – Jeg ved, jeg er et ordentligt og kærligt menneske med mange kompetencer, men jeg begynder efterhånden at tvivle på alt.

 

 

 

Reklamer