Hvordan ville Morten Blok beskrive en situation som den, hun står i? Hvert af hans øjeblikke er spiddet på nåle og røntgenstråler. De sidder i små bokse og glimter uheldsvangert med indhold, hun knapt tør se på, fordi hun ikke kan lodde dybden og er bange for at drukne, og det gælder selv i hans mest banale øjeblikke. Stor bevægelse æltet af støv. Hvad ville sønderlemmende øjeblikke fremkalde af ord i hans undersøgelse?

Det er ikke den slags ord, hun har brug for. Hun har brug for enkle og ukunstlede ord. Hun har brug for et nøgternt sprog, fordi det, hun forsøger at beskrive, i sig selv er så langt inde i tilværelsens traumatiserede anatomi og nervesystem, at enhver form for dekoration er overflødig. Situationerne formidler sig selv. Men hun savner det følelsesfulde sprog, hun engang lagde stor energi i at rette mod genstanden for sin længsel. Og hun savner det ubesværede sprog, det sprog der uden at ænse sig selv ubrudt iagttager verden gennem en linse svøbt i kærlighed og nærvær. Al den skramlede virkelighed der passerede hendes medlevende blik.

Kan man føle med andre, når man selv befinder sig i en tilstand af brutal smerte? Det er det, hun øver sig i. Der er ikke andre veje igennem. Det nytter ikke at spørge sig selv, hvorfor. Det nytter at elske og at sige fra.

Reklamer