Der skete en forskydning. Det, hun ikke havde mod til – faktisk er hun ikke helt sikker på, hvad det var, hun ikke havde, men mod må gøre det ud for en forklaring indtil videre – det hun dengang ikke havde mod til at erkende fuldt ud hos den ene, lagde hun så meget mere vægt på at se hos den anden, hvis forseelse var ubetydelig i sammenligning med den enes, men dog befandt sig i samme kategori: kategorien for misbrug og fravær af empati. Konsekvensen blev som hun frygtede, da hun endelig mange år efter så misbruget og ufølsomheden hos den ene i øjnene og gav sig selv lov til at formulere sin sandhed højt: børnene tog farens parti. Det var det, de var præget til. Men inden det skete, havde hun længe givet den anden skylden for dét, den ene gennem mange år gradvist havde frataget hende retten til at mærke og som imploderede i hende i det øjeblik, den anden gav hende en svidende afvisning i sengen efter sex den eneste gang, de mødtes. Den ene havde krævet af hende, at hun ikke mærkede sig selv og havde frataget hende retten til at sige fra og gøre krav på omsorg og i det øjeblik faldt væggene sammen og alt blev hvidt og hun blev tavs, men inde i kroppen og udenfor hendes bevidsthed tog en storm tilløb. Hun vidste selvfølgelig ikke, at det var det, der skete. Da den anden ramte hende med sin afvisning og aktiverede alle hendes betændte sår på én gang, var der noget i hende, der forskød sig. Smerten efter ægteskabet og den nyligt overståede skilsmisse, som hun ikke havde modet til… – det vender jeg tilbage til – at sætte tydelig adresse på, forskød sig fra ubevidst at have den ene som kilde til helt bevidst at have den anden som kilde, men hun vidste ikke, at det var det, der skete. Det, hun vidste, var, at smerten med ét blev helt tydelig og på en eller anden måde blev det også lovligt at udtrykke den, i hvert fald mindre farligt, og det bandt hende til den anden i et bånd, hun ikke kunne slippe fri af; en traumatisk envejsrelation, som hun først nu begynder at forstå naturen i. Det var ikke mod, hun manglede. Det var et klarsyn, hun ikke var i stand til at mobilisere, fordi krop og psyke gennem mange år havde penduleret imellem stress og pinligt små belønninger, imellem afmagt og taknemlighed.
Hun havde lært sig selv at lukke øjnene for tavsheden, foragten, manglen på ømhed, fraværet af interesse, ensomheden, svigtet og den passive aggression, for der var jo også noget godt indimellem, fx hans finurlige humor eller de sjældne øjeblikke, hvor han rent faktisk viste hende personlig interesse, og freden når hun opførte sig, som han ønskede det af hende, og undlod at konfrontere ham med sine menneskelige behov.
Det kan kaldes traumatisk tilknytning og findes i flere varianter. Det mest kendte er Stockholmsyndromet. Det var den form for tilknytning, hun kendte fra sin barndom og som hun tabte kampen til i sit ægteskab.
Den anden blev i kraft af forskydningen skydeskive for al hendes sorg og vrede. Han blev samtidig også genstand for hendes længsel. Hun havde fået nogle få, men hun forventede flere pinligt små belønninger.
Hun kan høre sin egen sarkasme. Det er sig selv, hun langer ud efter. Han fodrede hende ikke. Hun så det senere sådan. Hårdt følelsesmæssigt kvæstet faldt hun i det øjeblik ind i et kendt mønster, hvor partneren også var krænker. Det var han sandt nok, men uden intention om at ramme hende personligt og ikke i en grad, der retfærdiggør styrken af hendes vrede og graden af hendes indtil nu uforståelige tilknytning. Han forsøgte bare på en klodset og ufølsom måde at beskytte sig selv imod at knytte sig til en tilfældig kvinde.
Hun kender selv til frygten for at knytte sig i en relation. Hun kender selv til intense og skadelige forhold.

Reklamer