Så står jeg på klitheden
mellem Nymindegab og havet
med en gammel angst bragende i kroppen,
fem gæs cirkler syngende en omgang
i den klare luft
og jeg spørger mig selv, om jeg er til stede.
Er jeg?
Landskabet ånder dybt og enkelt,
solen bliver større og større over horisonten,
havet koger sin melodi,
under mig stiger en spinkel søjle op i mit blik.

Reklamer