Digtets indbyggere ligner
de sædvanlige mistænkte.

Hun elsker jo ikke sig selv,
skrev han i et digt,

nej, hun smuldrer
for øjnene af sig selv
i et forsøg på at ligne,

klippe tæer, hugge hæle,

hun ved, at hun skal gå,
skal lægge
løgnen bag sig, skal
se sig selv som en, der
hører til et sted,
der kun muligvis findes,

og hun begynder at
samle ord igen, forsøger at
strikke et sprog sammen

af tegn, der ligner noder,
som dem de tossede
kan danse til, mens
de døve undrende ser på.

Reklamer