Nogen gjorde mig fortræd engang, så meget er sikkert, men jeg vil aldrig komme til at kende eller huske alle de konkrete årsager til den angst, der har fulgt mig siden min tidligste barndom. Jeg må nøjes med at huske det, jeg kan, og gætte mig til resten. Eller lade være. Senere lærte jeg at fortrænge eller skjule angsten, når den blev mødt med afvisning eller hån af mennesker omkring mig. Først af min mor, som jeg var alene med indtil jeg blev 10 – 11 år og hun blev forlovet og fik min lillebror. Hun forstod ikke og blev vred over, at jeg var bange for at være alene uden barnepige, når hun tog i byen for at more sig. Jeg har været 8 – 9 år. Engang tog hun til Norge med færgen og kom først hjem dagen efter, en anden gang fik jeg fåresyge. Jeg kastede op og skiftede lagner, indtil der ikke var flere. Jeg begyndte at råbe ud af brevsprækken på hjælp. Vi boede i kælderen i en privat udlejningsejendom, min mor havde låst døren og taget nøglen med. Jeg blev hørt af overboen, som hjalp mig ud ad vinduet. Siden blev jeg mobbet i skolen af klassekammerater. Det begyndte med en strikketrøje, min mor havde strikket. Den var strikket efter norsk mønster og havde lus, det vil sige at den havde spredte masker med en anden farve end bundfarven. Nogen fandt på at kalde mig for luse-Yvonne. Andre hørte det og troede, jeg havde lus, som var en plage på skolen dengang. Jeg var en af dem, der helt undgik af få lus. Drilleriet udviklede sig mere ondskabsfuldt med trusler og forfølgelse.

 

De andre kunne mobbe mig, fordi der ikke var nogen til at se min angst og vise mig omsorg. Jeg turde ikke fortælle min mor, at jeg blev drillet, fordi jeg frygtede hendes reaktion. Hun kunne blive hysterisk, hvis jeg gav hende grund til bekymring. – Da jeg engang var ved at drukne i et strømhul og blev reddet af en tysk turist, turde jeg ikke fortælle det af frygt for at blive skældt ud. Min veninde, en klassekammerat der var bedre til at svømme, grinede, da jeg råbte om hjælp. Hun syntes, det så sjovt ud, at jeg var ved at drukne. Hun mente, jeg lod som om. – Min eneste mulighed var at fortrænge angsten og lade som om, jeg ikke var bange. Fortrængningen betød, at jeg mistede evnen til at mærke mine egne grænser. Dermed mistede jeg også evnen til at beskytte mig selv imod overgreb. Senere i livet blev det årsag til, at jeg pådrog mig PTSD med kroniske smerter. Smerterne blev stærkere. De sagde: Forstå det nu! Det er derfor, at jeg endelig, nu hvor jeg netop er fyldt 55, kan sætte navn på det monster, der har pustet mig i nakken det meste af mit liv.

 

Ængstelighed kan være en medfødt sårbarhed, som kan forstærkes eller afhjælpes afhængigt af de forhold, barnet vokser op under. Min medfødte ængstelighed – hvis den er medfødt – blev forstærket af forholdene i min opvækst. Og hvis den ikke er medfødt, er den under alle omstændigheder kommet til og eksisterende. Der er indikationer på, at den er medfødt. To af mine tre børn er også sårbare. Jeg tror, at min mor havde samme sårbarhed, som hun fortrængte, og at det var grunden til, at hun overså min angst. Og jeg tror, at hun fortrængte sin ængstelighed af samme grund som jeg: af mangel på forståelse og omsorg, af mangel på kærlighed. Hun voksede op med en mor, der efter alt at dømme var psykisk syg, og en far, der var fisker, da hun var lille, men som senere blev hjemmets solide om end følelsesmæssigt ubehjælpsomme fundament.

 

Egentlig er der ikke mere at sige om det der var. Angsten var den trold, jeg skulle se i øjnene. Da jeg så den i øjnene, gik den i stykker, og jeg så, at den var malet på en ballon, som nu skrumper med en pruttende lyd. Mens jeg har foregivet ikke at være bange, har jeg lært mig selv at gøre alt det, man gør, når man ikke er plaget af angst. ”For de ting vi skal lære, før vi kan gøre dem, lærer vi ved at gøre dem,” skrev Aristoteles.

Jeg gætter på, at han ikke havde kvinder i tankerne, da han skrev den tekst, citatet stammer fra. Aristoteles havde ikke høje tanker om kvinder. Det viser bare, at intelligens kan være selektiv eller kulturelt påvirket.

 

At blive set og hørt er meget kraftfuldt. Det er kernen hos mange, der lider psykisk. De er bange for, at hvis de viser andre den side, vil de aldrig nogensinde se hele personen igen. De frygter at sygdommen er det eneste, som andre vil se, hver gang der er en konflikt eller personen reagerer på en bestemt måde. Det forhindrer folk i at vise deres sårbare sider. De er bange for at blive puttet i en kasse, de ikke kan komme ud af.

 

– Anne Lise Marstrand-Jørgensen, En flod skal være i bevægelse

 

Det, der er tilbage, er en viden om at enhver, der offentligt bekender at være ramt af psykisk lidelse eller sårbarhed, ufravigeligt vil blive stemplet. Ikke af alle, men det vil ske, og de vil ikke vide af hvem eller hvornår. Det er derfor, at det ud over den styrke, det kræver at bære en psykisk lidelse uden at gå helt i stykker, også kræver stor styrke at bekende sin sårbarhed offentligt. Der er dem, der vil elske at gøre dig ondt. De findes overalt. Dem, der vil glæde sig med dig, findes også overalt, ved jeg nu. Jeg har med tiden udvidet den kreds af venner, jeg ikke behøver at være forsigtig med at være ærlig overfor. Alligevel føles det som om, mit liv har været lukket ned i de seneste 11 år siden skilsmisse og flere traumatiske hændelser, og at jeg står på bar bund. Men det er ikke helt rigtigt. Jeg har lært mig at håndtere min fortrængte angst i den tilstand af PTSD, jeg pådrog mig dengang, som jeg heller ikke har kunnet fortælle enhver om. Jeg har tålt en kolossal ensomhed, fordi jeg ikke magtede selskab på grund af træthed og smerter, fordi jeg ikke forstod, hvad jeg fejlede, og drev forvirret rundt i mine egne tanker, og fordi jeg ikke ville være til besvær.

Jeg har lært mig selv at elske mig selv, fordi jeg ikke turde tillade andre at komme tæt nok på til at kunne.

Det er ikke at stå på bar bund. Det er at have skabt vej gennem et ufremkommeligt landskab på egen hånd.

 

Hvis du stadig læser med, uanset hvem du er, vil jeg beklage, at min sang har været så fuld af lidelse, som den har. Det har ikke været mit ønske at pine nogen med min sang, men sangen spørger ikke om lov. Den synger sig selv med de toner, der trænger sig på fra de inderste rum, indtil rummene er tømt for de toner.

 

 

 

 

 

 

 

 

Reklamer