Jeg øver mig i at være farlig. Også når jeg skriver. Det går ikke så godt. Jeg får dårlig samvittighed, selv når jeg kalder teksten for fiktion, for en del af mig er skamfuldt klar over det enøjede i min beskrivelse af et menneske, der generer mig, når jeg forstørrer personens skygge fremfor at tegne et balanceret portræt. Men det er skyggen i os, der gør fortræd, og det var den, jeg forsøgte at gøre tydeligere ved at gøre den ekstra mørk. Ikke skyggen i personen, men skyggen i menneskenaturen, når den får lov til at vokse vildt.

Det var i en anden tekst. Jeg har slettet det pågældende afsnit for at kunne se mig selv i øjnene. I fremtidige tekster bliver jeg måske bedre til at være farlig, for egentlig er det rigeligt at beskrive skyggen, som den kommer til udtryk, uden at lægge noget til. Billedet bliver under alle omstændigheder fortegnet, når jeg undlader at beskrive lyset, som også findes i mennesker i større eller mindre grad. Men man kan have brug for at gylpe al sin galde og smerte helt ensidigt op og kalde det fiktion, fordi det kun er det halve billede.

Jeg øver mig i at være farlig, fordi jeg følger et råd fra Jordan B. Peterson, som er professor i psykologi ved universitetet i Toronto. Jeg fandt ham på youtube via et link på facebook. Han er en stigende stjerne på himlen. For nogen. Andre afskyer ham for hans referencer til bibelen og bevidsthedspolitiske holdninger. Jeg er ret vild med ham, for han tager i stor og velargumenteret grad afsæt i Jungs tanker, som han sætter brugbart ind i nutiden. Han siger, at hvis vi ønsker andre menneskers respekt, så må vi vide med os selv, at vi er i stand til at gøre dem fortræd – og bevidst afholde os fra at gøre det. Når et andet menneske mærker, at vi er i stand til at skade det, vil det ubevidst vise os respekt. Harmløse mennesker mister andres respekt.

Jeg forsøgte at antyde min farlighed for mig selv ved at overdrive lidt i en tekst i et forsøg på at pege på den potentielle ondskab bag nysgerrighed og dominant adfærd hos visse personer, men min samvittighed kom i vejen. Skal jeg overdrive, skal jeg ikke adressere eksisterende personer i overdrivelsen. At være potentielt farlig indebærer ikke nødvendigvis antydninger af, at man er i stand til at skade andres omdømme, selvom det er en af de måder, man kan være farlig på (og som vi måske oftere, end vi bryder os om at tænke på, benytter os af). At kunne være farlig er et fravær af naivitet. Du kender til verdens ondskab og ved, at du er nødt til at være i stand til at forsvare dig, når andre eller omstændighederne truer dig eller dem, du elsker.

Det har jeg i grunden altid vidst. Min mestringsstrategi har været at lukke øjnene for den fortræd, der blev begået imod mig, fordi alternativet var at blive straffet for at gøre opmærksom på den. Jeg har ikke bare lukket øjnene, jeg har fortrængt ondskaben eller farligheden eller egoismen fra min bevidsthed – i håb om at blive elsket – og nu skammer jeg mig over at anerkende og benytte mig af den som et potentiale i mig selv. Det er ikke den form for person, jeg ønsker at være, men det er præcis sådan, jeg er nødt til at være.

Jeg øver mig i at være farlig – potentielt farlig – på en måde, der gør, at jeg stadig kan se mig selv i øjnene. Jeg tror svaret er ærlighed, at være tro mod min egen sandhed. At være ærlig som jeg er det i denne tekst og bringe alle mine overvejelser, betænkeligheder og utilstrækkeligheder for dagen; at være menneskelig.

 

Reklamer