Jeg falder tilfældigt over et foto af ham på nettet. Han er en syg mand, siger jeg til mig selv, da jeg betragter hans kuldslåede blik. Men jeg er jo også syg, minder jeg mig selv om. 11 år er urimeligt længe at leve i en tilstand af benægtelse med en forestilling om, at den mand, der – tilfældigt – blev anledning til, at jeg pådrog mig et alvorligt traume, i virkeligheden elsker mig og er bestemt for mig. Det er fandeme sygt.

Du er hård, siger jeg til mig selv. Du er alt for hård. Han forsøgte kun at beskytte sig selv, om end han gjorde det på en temmelig hensynsløs måde. ”Du er lige blevet kneppet i en halv time, det må være nok, jeg ligger kun i ske med dem, jeg elsker.” Der er ingen grund til at dæmonisere ham. Han havde ikke en chance for at kende til omfanget af det, du lige havde været igennem og endnu ikke havde haft tid til at bearbejde. Han vidste ikke, hvor alene du var. Det var ikke ham, der var årsag til dit traume. Han blev bare den, der udløste lavinen. Derfor blev det ham, især ham, der i årene efter hjemsøgte dig med sit navn på dine læber og sin gang i dine natlige drømme. Først fjendtligt observerende, kritisk, foragtende. I en regression til et tidligere liv, hvor han var din elsker, lyste hans blik fuldt af had, da du fortalte ham, du bar hans barn. Du blev rystet. Men senere blev han mindre fjendtlig i drømmene. Du rørte ved ham og der sprang roser ud af hans bryst.

Du har brugt ham, ligesom han brugte dig. Du har brugt ham og senere hans ligegyldighed til at spejle den foragt, du viser dig selv. Du har forgæves forsøgt at gøre dig fortjent til kærlighed, for det er det mønster, du kender. Du kender ikke andre. I genoptog kontakten et par gange, vistnok på din foranledning, men du afbrød den igen. Du var for bange for at miste ham. Du var for bange for at miste forstanden af smerte og sorg. Du fuckede det op i rædsel for at blive mishandlet én gang til, fordi det er alt det, du ikke husker.

Jo, du kan huske, men lader være, kroppen benægter alt. Den ønsker ikke at mærke det, du følte. Skammen over at være blevet misbrugt. Skammen over ikke at være blevet elsket. Skammen over kun at kunne vælge partnere, der ikke kan elske. Skammen over i knapt sammenhængende forfatning endnu engang at forelske sig i en, der ikke magtede at skåne dig for sin kynisme, skammen over ikke at være værdig til omsorg og grænser, skammen over frivilligt at tilbyde sig selv til ydmygelse, fordi ydmygelsen var vokset ind i din krop. Skammen over at det ser ud til at være dit eneste valg. Det eller ingenting. I dag foretrækker du ingenting.

Du var ikke bedre værd af årsager, du aldrig helt har forstået. Måske var det fordi, din far forsvandt med din kærlighed, indtil han halvt glemt, halvt mytisk dukkede op en enkelt gang flere år senere med en kjole og en bamse til dig, eller fordi din krop husker, at han slog din mor og vist også dig, var det ikke det, din morfar havde sagt? – eller fordi du var alt for overladt til dig selv, som når din mor tog færgen til Norge og først kom hjem dagen efter, men så var der nætterne, hvor din mor manglede selskab og hentede dig og du lå og kiggede gennem det hul, hendes arm formede, når hun lå på siden og læste, det kan også være fordi, du er mere sensibel overfor alle ting mellem himmel og jord og bare har fået mere af det onde end af det gode. Det kan være derfor, du ikke kan se de kærlige mænd for den narcissist, der skulle forestille at være din far.

Der er heller ikke nogen grund til at tage ham synderligt meget i forsvar, formaner jeg. Han er stadig en syg mand. Eller måske netop derfor. Vi tager os af syge mennesker, sørger for at forstå deres grunde til at gøre, som de gør – men er han forsvarsløst syg? Han legede gud med dit liv uden at skænke det en tanke. Han legede Kældermenneske og ramte dig med en syngende lussing, du stadig og måske til din død vil mærke.

Det er stadig ikke hans skyld, at du ikke var i stand til at sætte grænser. Du havde det grænseløse med dig som en nedarvet skygge, et fravær af lys og substans, et fravær af autoritet overfor tyranni og tyrannen er den skygge du kaster i andre, så du kan bruge dem til at udleve din selvudslettelse, når de nu ikke vil elske dig. Nej, for helvede. Det er alt for spekulativt. Du ser dig selv som tyran, blot du har den mindste mening om noget, nogen kunne tænkes at være uenig i. Så ser du dig selv som ødelæggeren, den der ikke forstår at opretholde den gode stemning og gøre andre godt tilpas. Som om det er dit ansvar. Det er det ikke.

Dit ansvar er at passe på dig selv ved at sikre dig, at du omgås mennesker, der behandler dig ordentligt. Dit ansvar er at hævde autoriteten i dit eget liv overfor tyranniet, så du ikke, som ved din seksuelle debut i en alder af tretten år, bliver taget i røven og efterladt som en snavset klud, ingen længere gider røre ved. Det var det, der skete. Det var den oplevelse, der blev aktiveret for 11 år siden. Indenfor mindre end et år blev jeg på vidt forskellige måder taget hårdt i røven af tre mænd. Jeg gik i benægtelse. Jeg kunne ikke bære det.

Sådan går det små rødhætter, der ikke forstår at tage sig i agt for ulve.

 

 

 

 

 

 

Reklamer