Tidligt i nat blev jeg færdig med at høre Lone Star. Jeg græd. En verden af følelser, jeg har længe undertrykt, havde åbnet sig for mig. Jeg så, at det er okay, ja, faktisk er det stor kunst at se verden så fint registrerende og sårbart, som Walter Clark gør det i sin bog; at alle de dimensioner, fortællingen foregår i, er netop dens værdi, dens bidrag til virkeligheden: Se, hvor store og små vi er i alle tider, hver på vores måde! Se, hvor ømt, karsk og sorgfuldt blikket berører det levede liv! Og du får lov til at se livet igennem det samme blik.

Jeg vågnede tidligt og mere levende, end jeg har følt mig længe. Jeg skrev ved natlampens skær i min kalender, mens Gibs, min mainecoon, lå og snorkede ved siden af (han ligger her igen, mens jeg skriver):

Mennesker, der ikke er blevet elsket, udvikler ikke evnen til at skelne mellem det gode og det onde i menneskenaturen. De kan enten vælge at se mennesker som grundlæggende onde eller grundlæggende gode. Jeg valgte det sidste og overså eller så ikke, når andres hensigter ikke var gode.

Så faldt jeg i søvn igen. Da jeg vågnede næste gang, kunne jeg se det røde lys fra morgensolen gennem en sprække mellem det røde og det sorte gardin. Jeg rakte ud efter kalenderen igen og skrev:

Jeg har tænkt, at hvis bare jeg var et kærligt menneske, ville jeg ikke genere nogen, men sådan fungerer virkeligheden ikke. Hvis du er for god af dig, vil der være nogen, der vil udnytte dig til egne formål og du vil ikke kunne forsvare dig mod denne iboende ondskab eller egoisme i menneskenaturen, fordi du kræver af dig selv at være kærlig. Og i øvrigt kræver du også andre, at de skal være kærlige (på den måde du ser som kærlig), og det er et slag, der på forhånd er tabt.

Og faldt i søvn én gang til. Da jeg endelig stod op, var jeg let og lykkelig, selvom smerterne stadig var der. Men det var på en helt anden måde. De var sekundære. De var uden betydning for det, der var ved at ske.

Drømmebevidstheden har fundet et spor. Jeg rækker ud efter det. Det er skitseagtigt. Det skal bearbejdes.

Drømmebevidstheden har ikke helt ret. Eller den har ikke sagt det hele. Mennesker uden selvbevidsthed og evne til at bearbejde virkeligheden til egen fordel, bliver tabere. Uanset om de bliver elsket nok eller ikke.

At kræve kærlighed af andre – uanset hvor ubevidst det foregår – er i grunden dybt ukærligt. Men der er ikke noget, den uelskede længes mere efter. Savnet er så stort, at man villigt ofrer alt, herunder sig selv … herunder sin selvbevidsthed i forsøget på at gøre sig fortjent til at blive elsket.

Men når vi ser efter, er alle relationer bygget på et fundament af gensidige forventninger om kærlighed eller omsorg. Og i sunde relationer er kærligheden ikke bare noget, der kræves eller forventes. Den findes.

Sunde relationer? Som om det er en norm. Noget vi regner med findes som en standard at forholde sig til. Det tror jeg ikke. Jeg tror, vi er heldige, hvis vi bliver elsket nok som børn. Det er den lykkelige undtagelse. Den findes heldigvis. Og jeg tror, kærligheden findes i alle som en disposition, der kan udvikles. Hvis vi vil.

Kærligheden kan ikke afkræves nogen. Den kan til en vis grad forventes. Den kan især modtages eller gives.

Da jeg vågnede for tredje gang i morges, vågnede jeg med følelsen af at elske mig selv. Jeg havde fået øje på mig selv i lyset af Mathilde Walter Clarks roman. Jeg ved ikke helt, hvordan det hænger sammen, måske skyldes det en genkendelse af mit eget sprog i hendes følsomme iagttagelser og hendes mod til ærlighed.

En kollega sagde i en samtale engang, at alle kunstnere skøre. Jeg har siden tænkt, at man som kunstner nemt kan blive skør ved tanken om at flertallet af mennesker ude i verden måske tænker på samme måde.

Reklamer