Litteraturen er begyndt at fylde i mit liv igen. Ikke den, jeg selv skaber, hvis det kan kaldes litteratur med sin pinagtige tematisering af en øjensynlig dybt skadet følsomhed. Hvor ironisk er det ikke, at den, der er gjort knusende fortræd, lænkes til sit sår, mens den, der er årsag til ødelæggelsen, går fri? Men hvem er egentlig årsagen? Den, der sårer i mangel på empati, eller den der såres på grund af stor følsomhed? Er der et svar?

Det generer mig, at det – at afviklingen, helbredelsen – har varet så længe og fylder så meget, når andet kunne fylde bedre. Siger jeg til mig selv. Men det er selvfølgelig fordi, jeg aldrig har sluppet det, der gjorde og stadig gør mig fortræd. Fordi jeg fik et chok. Men nu har jeg set og accepteret vejen. Den skal bare gås.

Den litteratur, der begynder at fylde, er flere dygtige forfatteres undersøgelser af relationer, enten som et fællesmenneskeligt vilkår – fx Jordan Peterson, professor i psykologi – eller i familiære forhold. To kvinder beskriver hver sit forhold til hver sin far, Linn Ullmann i De urørlige, og Mathilde Walter Clark i Lone Star. Den første læser jeg, det går langsomt, den anden hører jeg, det går hurtigere. Jeg hørte også Jordan Petersons 12 regler for livet som lydbog. Jeg diskuterede ham med min søn, da han for nyligt var på besøg. Eller min søn diskuterede ham med mig. Han viste mig en artikel i Information, som forholdt sig kritisk til Peterson. Jeg svarede, overrasket og irriteret over at blive stillet til ansvar for holdninger, jeg ikke kendte, at jeg havde nydt godt af hans tilgang til psykologi, som havde hjulpet mig, men ikke var bekendt med den offentlige disput, han deltager i. Og at artiklen i øvrigt ikke var velunderbygget i sin kritik og derfor svær at tage alvorligt. Det er nemt at slynge påstande ud, når man ikke tilbyder publikum belæg for sine påstande.

Og er det ikke essensen af den måde, vi ofte forholder os til hinanden på? Vi kaster os over det, vi ser som kritisabelt, uden at anerkende det opbyggelige og omsorgsfulde i det, modparten bidrager med. Eller vi ser helt enkelt uden at se et helt billede. Vi ser hinanden som negativer, som fravær, fordi vi har lært at se os selv og andre i lyset af mangler. Det er den slags, dygtige forfattere kan ændre på med deres iagttagelser. De maner hele billeder frem i kraft af følsomt eller nøgternt registrerende iagttagelser af det, der var, er og vil komme, af det vi ikke selv får øje på i hverdagenes løbende film. At skrive kræver, at man tror på sin egen iagttagelsesevne, og føler den har noget værdifuldt at meddele verden. Hvad er det værdifulde?

Er værdien at formidle oplevelser og at inspirere læserne til en refleksion, de ikke magter at fostre ved egen kraft? At gøre halve billeder hele eller mere hele? Eller ’bare’ at dele erfaringer med ligesindede, så der er mere at vælge mellem på virkelighedspaletten? Er det at have modet til at se noget, andre ikke tør se? For vi må ikke glemme den terapeutiske effekt, ikke kun på egne men også på andres vegne. Forfattere skriver også for at skrive sig tomme for følelser og undren i personligt smertefulde sammenhænge. Forfattere er af så mange forskellige slags, følsomme, nøgterne, kyniske. Derfor er det godt at læse mange forskellige. Det vil jeg gerne selv blive bedre til. Det gør det muligt at se ind bag panden af mennesker og opdage, hvor forskelligt vi ser, tænker og føler. Måske varierer det værdifulde for forfatteren fra forfatter til forfatter og fra værk til værk. Vi andre kan bare se til, mens vi gør os nogle tanker om, hvad det værdifulde er for os.

Jeg vil ikke længere skrive om det, der har gjort mig ondt. Ikke mest om det, for lidt kommer jeg nok ikke uden om at berøre det. Det skylder jeg fortællingen. Men jeg vil især skrive om det, der lader mit liv vokse.

Mit lille barnebarn har taget sit første skridt. Min kat lægger sig på mit håndled, når jeg skriver til en ven i Grønland. Den vil have opmærksomhed. Jeg mangler nogens håndled at lægge mig på. En mands håndled.

”Jeg kommer til at tænke på mit ikke eksisterende forhold til min far,” skrev jeg til min ven i forlængelse af et par bemærkninger om de to romaner om forhold til fædre. ”Jeg har opgivet at opretholde det, for han er ikke interesseret. Det er kun takket være hans kone, at vi i sin tid fik et forhold, som blev opretholdt gennem årene for hendes skyld, ikke fordi han var interesseret i det. Jeg kan ikke længere lade som om, vi er familie, når han dybest set er ligeglad – med mig og med mine børn. Jeg har forsøgt at indlede en samtale med ham flere gange om noget, vi kunne være fælles om at snakke om, men han får det kørt over på sig selv, hvis han ellers har høreapparat på. Engang jeg ringede til hans fødselsdag, råbte han, at han ikke havde høreapparat på, og jeg råbte så tillykke og ringede af. Hvis han havde været interesseret i at snakke med mig, havde han taget høreapparat på og ringet op. Det er ikke en relation at bygge på. Jeg mærker skuffelsen over ikke at have en familiehistorie med minder om mennesker, der har elsket mig, og som jeg har betydet noget for. Jeg forsøger at skabe det i forhold til mine egne børn.”

Det sidste skrev jeg i bevidstheden om, at jeg har noget af indhente. Jeg har ikke haft kræfterne på grund af smerte – og idet jeg skriver dette, mærker jeg vrede over al det liv, jeg har spildt på at være gået i stykker. Jeg vil arbejde på at finde kræfter igen, mens jeg følger den vej ud af smerten, jeg har stukket for mig selv.

Reklamer