Jeg forventede mig noget og fik det ikke. Jeg fik ikke kærlighed. Jeg fik ikke dig. Som om du og kærlighed er det samme. Du er én ting. Du er skriften. Kærlighed er noget andet.

Jeg så i går, at en af dine venner har fået gode anmeldelser af sin seneste bog. Sidst han og jeg mødtes i Kbh., tilbød han mig logi og forventede sex til gengæld. Det indså jeg, da jeg forsøgte at sove. Han så sig selvskrevet til sex og havde ikke øjne til at se, hvor træt jeg var. Han blev fornærmet, da jeg afviste ham.

Sådan er det med mennesker og sådan er det – derfor også – med kunstnere. De er, I er, vi er ikke en skid bedre end alle andre, vi er bare bedre til at se det og til at beskrive det. Når vi ellers tør være ærlige. Tror du, han tør være ærlig om sit eget fravær af empati? I sine anmelderroste tekster, mener jeg, for overfor mig har han været ærlig. Ved et andet besøg, hvor han som sædvanligt talte om sig selv og sine tekster hele natten, sagde han, at han er pensionist og psykisk syg, og at hans psykolog har sagt, at han mangler sociale kompetencer. Ja, tak, det anede mig. Men derfor kan han helt åbenlyst godt skrive gode tekster.

Er jeg vred? Ja, jeg er vred. – Nej, jeg er ikke vred. Jeg giver mig selv lov til at berøre følelsen. Mere behøver jeg ikke for at indse, at det ikke er den vej, jeg har lyst til at gå. Er du psykisk syg? Måske. Jeg tænker ikke så meget på narcissisme eller borderline, som visse dele af din adfærd kunne antyde, som på tilbagevendende væmmelse og depression over evolutionens ringe formåen, når det gælder pattedyrs psyke. Se bare hvor højt vi tænker om os selv i forhold til andre, se hvor svært vi har ved at lade andre få ordet i vores iver for at høre os selv, når vi skal forestille at være til hjælp, se hvordan vi lukker munden på dem, der har brug for at blive lyttet til, og se hvordan det diskvalificerer os som elskende. Måske er jeg selv psykisk syg. Jeg har i hvert fald været noget, der ligner. Og her kommer vi til den kærlighed, jeg ikke fik. Som barn. Det er en form for fravær, der følger en resten af livet. Det er det fravær, vi ser tingene i lyset af, når virkeligheden strammer til; når menneskets sande eller dybeste natur træder i karakter, når vi fx bider af hinanden, fordi vi er pressede. Du fik den heller ikke. Og det er ikke så meget det, at vi ikke fik den, det er mere det, at jo ældre vi bliver, des mere indser vi, at det mere er reglen end undtagelsen, at mennesker ikke bliver elsket nok som børn. I stedet for, ved eksemplets kraft at lære omtanke for andre, lærer vi at tænke selvisk eller selvudslettende: Det vi kan få andre til at gøre, eller det vi frygter at blive straffet for at have eller ikke have gjort. Af selvsamme grund bliver vi heller ikke elsket som voksne, for vi tiltrækker det, vi er præget på. Jeg tiltrak fravalget og fraværet hos mine partnere. Uanset hvor højt jeg elskede, lykkedes det mig ikke at blive elsket af dem. Præget som jeg var af andres fravalg og fravær satte jeg andre over mig selv og hvem kan elske en, der ikke kan sætte sunde grænser for andres mangel på grænser og hensyn? Det er det, vi fortæller hinanden, at kærligheden handler om: Bytteværdi. Vi vil ikke spejle os i svaghed. Vi vil ikke se den i os selv og så ender ’kærligheden’ som en byttehandel mellem kræmmere på udkig efter gevinst. Og sådan mister vi troen, indtil vi måske gennemskuer spillet og træder ud af det som vidner. For selvfølgelig findes den, kærligheden. Den findes som disposition i enhver, i ømhed, i glimt og fuldt udfoldet i få. Mødet med dig efter min skilsmisse bekræftede min værste frygt: at jeg heller ikke var værd at elske af dig, af skriften, og så gik jeg i stykker. I fem år kæmpede jeg med PTSD og så gik jeg uden at vide det i overgangsalderen, for flere af symptomerne på PTSD og overgangsalder ligner hinanden. Og hvis jeg troede, jeg allerede var i helvede, blev jeg klar over, at helvede findes i et utal af versioner, hvoraf nogle er dobbelte og flerdobbelte.

Jeg ville skrive og imens vred evolutionen resterne af min ungdom og al min energi ud kroppen på mig. Men du er jo skriften, og jeg er kærligheden til skriften, og skriften er muligvis syg, men den er også sund som den, der vælger at løfte sin stemme overfor dem, der har mistet evnen til at lytte til andre end sig selv.

Det er dig selv, du ironiserer over, når du skriver, og alle os andre i samme ombæring. Utilstrækkeligheden.

Jeg vil stadig skrive. I går fik jeg besked om, at jeg ikke kommer med på det kursus med Pablo Llambias (tidligere rektor på Forfatterskolen i København), der afholdes i Trekantens festuge i uge 35. Der var plads til 8. Vi var 25, der søgte om optagelse på baggrund af egne tekster. ”Niveauet var højt.” Måske. Måske var det spredt, måske var min tekst virkelig dårlig (novelletten Rekviem), måske havde de udvalgte været nogle andre, hvis komitéen havde været en anden. Måske blev jeg ikke valgt, fordi jeg er blevet for gammel til at debutere i den verserende ungdomskultur. Sådan er der en række overvejelser, jeg aldrig vil få den mindste indsigt i. Men jeg græd, da jeg fik beskeden. En voksen kvinde der græder over at blive valgt fra. Det var det sidste stød i en periode med smerter og stress, fordi vi har været for få på arbejde i sommerferieperioden.

Ensomheden der følger af ikke at have kræfter til andet end jobbet og en lurende depression over at være fange af brændende smerter i tunge, vulva og endetarm. Uforklarlige smerter som ingenting kan afhjælpe. Og så blive fundet for let til et skrivekursus på to dage. Jeg skulle langt ned for at hente mig selv op af den følelse af at være betydningsløs, der slog mig som et sug lige ned i underverdenens giftigt blottede gab.

I tirsdags fandt de ikke noget i undersøgelsen af det nederste af min endetarm. Heller ikke hæmorroider. De giver mig en ny tid i ambulatoriet, hvor de har en bedre kikkert. Jeg tror ikke, det er hæmorroider. Ikke længere. Det er enten PTSD, overgangsalder eller de sidste, hårdnakkede blokeringer i den kundaliniproces, jeg ellers har forladt tanken om at være genstand for. Kundaliniproces eller individuation, det er ét fedt. Begge processer handler om fuldbringelse, om end kundaliniprocessen har nogle fysiske aspekter, som Jung mig bekendt ikke omfatter i sit individuationsbegreb. Det rædselsfulde er, at vi, der gennemgår en kundaliniproces, åbenbart skal tortureres gennem de psykiske blokeringer, der står i vejen for at energien kan strømme frit. Og der er ingen til at samle os op, når vi går i stykker, for vi går en vej, som kun de færreste kommer til at gå. Der er kun os selv. Det var det, jeg indså, og det var det, der trak mig op igen.

Jeg begyndte at skrive. Indholdet er ligegyldigt. Det afgørende er, at jeg skriver og gør det, jeg elsker.

 

 

 

 

 

Reklamer