”Den der og den der … og den …”
   Den lavmælte messen har stået på, siden han satte sig overfor hende kort efter Skanderborg. Han kigger ud ad vinduet. Måske er det fugle, han ser. Måske noget andet. Måske ser han noget, der kun findes i hans fantasi. Han har store, gule hovedtelefoner på af den slags med radio i, og han holder en pose knuget ind til sig. Ud fra konturerne at dømme indeholder posen blade. Han sender hende et par korte, vrede sideblikke. Hun forsøger at læse nyheder på mobilen, men kan ikke koncentrere sig.
   Hvor kommer han fra? Hvad skyldes vreden? Udviklingshæmning? Omsorgssvigt? Begge dele? Hvad har han været udsat for? Burde han ikke være i selskab med nogen? Er han stukket af? Hvor er han på vej hen? Hun standser sig selv. Hun tænker for meget. Hun overtænker, som Mille kalder det, når hun ikke kan styre sin undren i hendes selskab. Eller gør hun? Er det ikke bare udtryk for en eftertænksomhed, som åbenbart er så sjælden, at den virker påfaldende? Så! Der er den igen. Hun lukker øjnene. Det er ikke eftertanke, det er følgerne af et helt livs forsøg på at forstå noget dybt urimeligt. Det var det, Peter foreslog i går aftes, da hun betroede ham, at hun var faldet tilbage i sit gamle tankemønster. På en måde er hun lige så udviklingshæmmet som manden på sædet overfor. De er det bare af hver sin grund.
   Lidt efter er der en, der sætter sig ved siden af manden. Kvinden lægger sin hånd på bordet og siger: ”Hej Claus, så skal vi af om lidt.” Manden knuger posen og ser demonstrativt ud ad vinduet. Så nikker han. Som helten i en western i det øjeblik han indser, der kun er én ting at gøre, og at han er den eneste, der kan.

Hun tager bussen til Skejby. På vejen hjem handler hun i føtex. Melon, lynkaffe, kinakål og havremælk. Kaffen var på tilbud, så hun købte 5 glas.
”Den der og den der,” mumler hun, da hun sætter glassene med kaffe på plads, indtil hun bliver opmærksom på det og lader være. Hun standser med et af glassene i hånden og betragter himlen. Skyerne driver langsomt mod højre. De ligner vattotter, som i et maleri af Magritte. Så sætter hun glasset. Den bærbare står på bordet. Hun åbner et tomt dokument og begynder at skrive.

Det var den dag, hun så Claus for første gang. Det var også den dag, hun søgte stillingen i Avnehuset. Det er længe siden, men hun husker det tydeligt. Og hun husker sin overraskelse, da hun så, at han boede der.

Social anamnese

Claus Kilborn (CK) er født 3. september 1962 i Gedved. CK har boet på institution siden spædbarnsalderen. Først Breuners Institut i Århus, Spædbørnsafdeling 0, herefter afdeling A og K. CK har gennem årene haft flere, længerevarende ophold på Philadelphia. Da han blev 18, flyttede han på Amtoften, Horsens kommune, hvor han boede i 9 år, herefter Møllen, i 6 år, og Køsters Gaard i 7, begge Vejle kommune. Aktuelt bor han på Avnehuset, Græsgården, Vejle kommune.

CK har ingen kontakt til sin mor, som så vidt vides bor i Norge. Faderen kendes ikke. Der er ikke kendskab til søskende. CK har kontakt til en moster og dennes mand. De har løbende besøgt hinanden gennem årene, og CK har et godt forhold til dem.

CK var under fødslen uden ilt i flere minutter. CK er udviklingshæmmet (IQ 47) med epilepsi i mellemsvær grad, som i dag er velmedicineret. Som barn og ung havde CK mange alvorlige kramper. I dag registreres der årligt kun få store kramper. CK udviser flere autistiske træk og tegn på tilknytningsforstyrrelse. CK har et godt sprog, men udtrykker sig for det meste i få ord. Han fik et kompliceret lårbensbrud i april 2016.

Avnehuset, Græsgården, er det femte sted, CK har boet. Foreløbigt 15 år. CK reagerer erfaringsmæssigt kraftigt på flytning og store skift, fx intern flytning. Han svinger da i en periode mellem at være udadreagerende og trist. CK flyttede senest, fordi Køsters Gaard blev nedlagt. Flere medarbejdere, herunder CK’s kontaktperson, flyttede med til Avnehuset, en nybygget afdeling under Græsgården. CK faldt denne gang til efter en forholdsvis kort periode med de kendte, stærke reaktioner.

CK er glad for at køre i tog. Det har stor betydning for ham at få lov til at besøge sin familie på denne måde. Han kører sammen med en medarbejder, men vælger altid at sidde alene under rejsen. CK tager sjældent nogen steder uden at have flere hæfter med udklip med sig i en pose. Det er hans store interesse at klippe motiver ud af gamle blade og klistre dem i hæfter, og han har efterhånden en anselig samling, som kun få får lov at kigge i. CK kan selv handle og drikker sig af og til beruset, hvilket på et tidspunkt resulterede i, at han faldt ud foran en bil. CK fik et brud på låret, som var længe om at hele og tungt for ham at træne op. Efter denne episode har CK givet samtykke til vejledning og administration i forbindelse med sit indtag af alkohol. CK har, udover alkohol, ingen misbrugsproblematikker. CK går dagligt flere korte ture i nabolaget efter samme rute.

Revideret juni 2018

Astrid gemmer og lukker. Claus er begyndt at rokke frem og tilbage med en lav, klynkende lyd, men når han bliver spurgt, vil eller kan han ikke svare på, hvad der er galt. Anamnesen nævner det ikke som kendt adfærd, men derfor kan det godt være det alligevel. Der er stor forskel på, hvad der bliver set som vigtigt i en social anamnese. Hun kan spørge Jørgen, der kender Claus fra Møllen, når han kommer tilbage fra ferie.

Jeg er ensom og skuffet over mit liv, skriver hun. Hun ser på det, hun har skrevet. Så sletter hun det og skriver: Jeg kan ikke omsætte min smerte til sprog. Hun kigger på skærmen, til ordene begynder at flyde ud og miste deres betydning. I tomrummet husker hun pludselig sig selv som barn i klitterne. Himlen er blå, luften er lun og salt. Der lugter af tang. Hun har taget sandalerne af. Marehalmen er blegt grågrøn. Den stikker. Sandet er køligt i skyggen af marehalmen og varmt, hvor solen skinner. Det skrider under fødderne og skyder op mellem tæerne. Den ru fornemmelse og lyden, når hun træder på en større sten, giver hende kuldegysninger. Som når hun skriver med speedmarker i skolen. Bølgerne slår roligt mod kysten. Nogle måger skriger gennemtrængende ude over horisonten. De lyner hvidt i solen. En kutter dunker ud af havnen. Det summer af insekter. Hun vifter en flue væk. Så skriver hun: Da jeg holdt op med at tro på din kærlighed, mistede jeg troen på mig selv. Jeg mistede troen på, at jeg har noget væsentligt at sige. Jeg blev vred og bitter – nej, jeg faldt tilbage i en tilstand af kronisk vrede over den kærlighed, jeg ikke fik som barn. Men kærlighed er jo ikke noget, vi har krav på. Vel?
   Hun læser. Markerer for at slette, tøver og fortsætter i stedet: Hvordan kan det være, jeg mister troen på mig selv, når jeg mister troen på, at du elsker mig? Det giver ikke mening, at du skulle elske mig. Alligevel var det troen på din kærlighed, der bar mig gennem de sværeste år i mit liv. Det var den, der gjorde det meningsfuldt at elske mig selv. Altså min tro på din kærlighed. Ikke din kærlighed. Det var det, jeg begyndte at se: At det var min tro og ikke din kærlighed, der gav mig styrke. Og så mistede jeg troen. Og styrken.
   Jeg mistede troen på, at det gode og kærlige altid vil have afgørende vægt overfor det ukærlige. Men hvorfor var min tro på det gode afhængig af min tro på din kærlighed? Hvorfor din og ikke en andens?
   Du gjorde mig ødelæggende ondt, da vi mødtes. Det var ikke din hensigt. Jeg tror, du forsøgte at beskytte dig selv ved at holde dig på sikker følelsesmæssig afstand af mig – noget du formodentlig gjorde med enhver kvinde, du tilfældigt var intim med –, og i det greb opfattede du ikke, hvor sårbar jeg var. Den slags ser man ikke, når man selv er et åbent sår. Du troede, jeg var stærk. Du kunne ikke have taget mere fejl.
   Men du inviterede mig også uforbeholdent ind i din følsomhed, som jeg genkendte. Du viste mig det hele. I hvert fald mere, end du regnede med. Jeg hørte hvert ord mellem linjerne, når du fortalte om dine eks’er. Jeg elskede dig, allerede før vi mødtes. Jeg elskede din skrifts blotlagte nerver, skønheden i og bag dine ord.
   Du elsker dig selv. Du insisterer på at elske dig selv. Du insisterer på retten til at elske dig selv med alle dine irrationelle sider. Du ved, at der i din skyggefuldhed blomstrer en stor omsorg for det skæve. Det er den omsorg, jeg har set og troet på; ikke din kærlighed til mig, men din kærlighed til det i dig jeg genkender i mig selv. Jeg så dig i glimt se det samme i mig og jeg har længtes efter den følelse af at være set lige siden. I mange år var jeg sikker på, at vi ville mødes igen.
   Jeg troede på din ret og min – og alle vores sindsfællers – ret til at blive set og elsket for det, vi er. Sådan var det også længe i mit liv. Fordi jeg troede på din kærlighed, troede jeg på min evne til at opfatte og tage vare på andres sårbarhed, men så begyndte det at ændre sig. Forandringer omkring mig betød, at jeg ikke længere følte mig set. Jeg begyndte at miste blikket for mig selv, troen på mig selv. Og kærligheden. Jeg begyndte at tro på de modsatrettede signaler, jeg modtog fra min omverden om, hvem og hvad jeg er, og hvad der er vigtigt. Jeg begyndte at se min egen naivitet i troen på det gode. Jeg indså mine egne illusioner. Jeg så, at troen kommer til at stå alene og virke naiv, når den betragtes med mistro og bundlinjer som mål.
   Lortearbejde, tænker hun og rejser sig for at koge vand til kaffe. Nej, ikke lortearbejde. Værdier i skred, fordi økonomi betyder mere end trivsel. Men jeg gider ikke skrive om det. Det gør mig i dårligt humør. Hun kigger på himlen, mens hun nipper til kaffen. Den er knitrende blå og endeløs. Så begynder hun at skrive igen:
   Du repræsenterer min følsomhed, som forvandler sig til sårbarhed eller irritabilitet og overfølsomhed, når den gøres forkert eller overbelastes; når den ikke bliver set, for hvad den er: en særlig sensibilitet overfor indtryk, en tilbøjelighed til at blive overvældet – specielt af modsatrettede signaler –, som er svær at tage hensyn til endsige tage alvorligt, fordi den afviger fra det velkendte og robuste. Du repræsenterer alt det, jeg har frygtet at vise verden, fordi det var for skrøbeligt til at kunne stå selv. Eller for anklagende og vredt.
   Jeg anklager mennesker for at tage afstand fra skyggerne i sig selv og derfor også for at tage afstand fra lyset i sig selv, for afstand skelner ikke mellem lys og skygge. Afstand er bare afstand, når den er slået til.
   Jeg anklager mig selv for at blive påvirket, når andre møder mig med en negativ indstilling. Det var din kompromisløse tro på dig selv, jeg mistede, da jeg tillod mig selv at tvivle og tro på noget andet end den.
   Jeg har ikke den ironiske distance, du har skrevet de fleste af dine bøger med. Men jeg har ubehaget ved at være nødt til at forstille mig for at blive accepteret. Ved at skulle vise gode miner til slet spil for ikke at blive opfattet som besværlig, fordi jeg stiller spørgsmål ved det bestående – hvor hykleriet breder sig så subtilt, at jeg ikke tydeligt kan sætte en finger på det, men bare bliver mere og mere fremmed overfor mig selv.
   For fanden. Hun slår skærmen ned. Mille har ret. Jeg overtænker. Eller overreagerer. Måske er det bare overgangsalder. Og du. Du er bare et falmet minde om en vanvittig sårbarhed, jeg engang genkendte i mig selv. Du har skrevet dig stærk, mens jeg har tiet mig svag under byrden af et helt livs traumer slået ud i lys lue efter mødet med dig. Eller hvordan var det … måske kom jeg undervejs i tvivl om min vredes berettigelse og frygtede at udstille mig selv. For hvor længe har man lov til at være vred … når man ophæver afstanden? Hvor længe skal de sårbare og robuste mennesker undgælde for at være de sagesløse følger af evolutionen?

Claus sidder ved spisebordet og bladrer. Shirley er faldet i søvn på hans sofa. Hendes lyse krøller står i et brus om det smalle ansigt med stålbrillerne, kjolen er plettet og vender forkert. Hun grynter lidt og smiler i søvne.
   Han gransker siderne og klipper, mens han mumler: ”Inga, Inga… ” Der ligger en bunke udklip med blomster på i en bakke ovenfor bladet. Ovenpå har han lagt en bemalet sten, så de ikke blæser væk i træk fra terrassedøren. Han vender sidste side og lægger bladet i stablen til højre.
I går blev stablen til venstre lidt højere af reklamer og gamle ugeblade, som han henter i hjerterummet. Han går systematisk stablen igennem efter bestemte motiver. Når alle blade ligger i stablen til højre, rykker han dem til venstre og begynder at lede efter et nyt motiv. Når bladene bliver for hullede, smider han dem ud.
   Han begynder at klippe blomstermotiverne fri af udklippene med en lille, spids saks. De færdige motiver klistrer han omhyggeligt ind i et hæfte. Hæftet er trekvart fuldt. Han har flere hæfter, han skifter mellem.
   ”Claus klipper blomster ud,” siger Helle til Astrid på kontoret, da de finder morgenmedicin frem, ”han mumler sin mosters navn, mens han klipper.” Astrid ser på helle, ”Blomster betyder meget for Inga. Det er hendes hobby. Men det er jo slut nu.” Helle nikker og tager bægeret med Claus’ medicin. Lidt senere mødes de igen i vaskerummet, hvor Helle er ved at lægge Ellens tøj sammen. ”Forleden aften, da jeg spiste i kortfløjen, begyndte Gitte at skrige og kaste med ting i hjerterummet. Da det var overstået, kiggede Ellen på mig og sagde: ”Du er heldig, Helle, du kan bare tage hjem. Vi andre skal blive her.”

Hun åbner den bærbare. Hun har sovet på det og har taget en beslutning. For det er jo ligegyldigt. Det er kun hende, der skal læse det. Hun kan skrive lige, hvad der passer hende, overtænkning eller ej. Så slipper Mille også for at høre på hende. Og Peter. Hvor kom jeg fra? Jeg kan jo også bare starte ved begyndelsen:
   Barndommen. At være fjern i omgivelser, der beskæftiger sig med det nære: opfyldelsen af egne behov. At være ukritisk, fordi jeg lige kunne understå mig i at være andet derhjemme – det var prøvet –, og distræt og blive opfattet som dum. At blive ved med at mærke noget være forkert, uden at turde dele det med nogen af frygt for at blive afvist. At føle afstand alle steder og flygte. Ind i bøgernes verden. Eller ned på stranden.
   Det er ynkeligt. Jeg vil ikke være ynkelig. Jeg er meget mere end de blikke, jeg engang blev fejlbedømt af, fordi deres mentale horisont ikke rakte længere end til deres egne idéer om, hvad der er rigtigt og forkert. Verden er meget mere end stof. Materien er kun støv i alt det, verden i virkeligheden er. Blikkene har ikke desto mindre forfulgt mig hele mit liv. De genopstår fra de døde, når kærligheden omkring mig begynder at smuldre og det materielle eller tilsyneladende vinder i vægt. Som når vi skal nå mere med færre hænder på arbejde. Eller når mine børns far ødsler de penge udover dem, han har tjent på bekostning af deres afsavn, da de var små. Men mennesker er forskellige. For nogen er den konkrete verden den eneste eller den mest rigtige verden. Måske led mine børn ingen afsavn. De har altid fået, hvad de havde brug for materielt set. Han har altid været der for dem, mild og rolig, når de havde brug for hjælp. I hvert fald da de blev større.
   Måske var det bare mig, der led afsavn, da han i flere år kun var hjemme i weekenden og køkkenet var under ombygning. Vi lavede mad i fyrrummet med eneste dagslys fra et lille staldvindue. Eller da han blev rasende over, at jeg sagde mit job op, fordi jeg ville læse. Eller da han efter flere års seksuel afvisning af mig en dag meddelte, at han havde lavet en aftale med et par om partnerbytte. Denne blufærdige mand der aldrig så på mig med ømhed eller strøg mig kærligt over håret. Denne mand som jeg var gift med, men aldrig fandt en ven i, fordi han, som hans psykolog mange år senere fortalte ham, ikke var i kontakt med sine følelser. Denne mand der svarede, at kærlighed er noget, man skal gøre sig fortjent til, da jeg sagde, at jeg ikke kunne mærke, at han elskede mig. Han kunne ikke tænde på mig. Han kunne tænde på en anden mands begær efter mig. Når vi efterfølgende – for jeg gik jo med til det – elskede, var det ikke mig, han elskede med, det var en anden mands begær efter noget, han var i besiddelse af. Med tiden begyndte jeg at hade mig selv, fordi jeg jo helt åbenlyst ikke fortjente at blive elsket. Alligevel fandt jeg styrken til at gå. Og så var det, at vi mødte hinanden. To mennesker alvorligt lemlæstede i den samme form for katastrofe.
   Du kunne gøre mig ødelæggende ondt, fordi jeg allerede var ødelæggelsen nær. Måske var mødet med dig den større virkeligheds forsøg på én gang for alle at vise mig det, jeg for alt i verden bør sørge for at undgå i mine kærlighedsforhold og i mig: Den afstumpethed der nemt kan blive en følge af at være alt for følsom i en verden, hvor reglerne sættes af robuste mennesker. Robust som i at makke ret og ikke lytte til sig selv.
   Nu lader jeg min tro på det kærlige og værdifulde i alle, også de sensible og skæve, genopstå. Jeg lader i hvert fald troen på det kærlige og værdifulde i mig selv genopstå – i erkendelse af, at hensynet til andres tvetydige signaler og måske tvivlsomme dømmekraft nemt kan betyde, at jeg kommer til at tvivle på min egen dømmekraft og tage unødvendigt afstand fra mig selv. Hvordan skal jeg ellers kunne leve mit liv?

Claus føler sig let. Inga kommer imod ham. Hun smiler på den måde, han kender så godt, og tager hans hænder. ”Tak for blomsterne,” siger hun, og i det samme ser han, at de svæver i luften over en smuk have.
   ”Mig?” spørger han, og Inga nikker: ”Ja, det er de blomster, du gav mig.” Han ser, hvor smukt de lyser, og hvordan de synes at lyse særligt op, der hvor Ingas blik falder på dem. De svæver fra bed til bed, mens de beundrer blomsterne. De mørkerøde georginer gløder, og i deres mønster aner han en perfekt verden. Ved morgenfruerne drukner han i deres duft, før han bemærker det stærke orange og gule skær, de kaster over ham og Inga. Han rækker ud for at røre et kronblad, men forstyrres, da Astrid vil give ham medicin. Han slår rasende ud efter hende. Eller det var det, han ville, men hans hånd lystrer ikke. Bag Astrid får han øje på Shirley, som står i døren og kigger. Højt siger han: ”Gå, Shirley, gå!” men hun kan ikke høre ham og Astrid løber forbi hende ud ad døren.

Jørgen sætter flaget på halv. Shirley ser snøftende på. ”Han var sød. Jeg fik lov til at se i hans hæfter. Og han gav mig et.” ”Gjorde han? Ja, han var sød,” svarer Jørgen. ”Tror du jeg må få hans TV? Mit er gået i stykker.”

Astrid ser fraværende ud ad vinduet. ”Hvor er du henne?” spørger Randi. ”På hospice. Claus gav Inga et af sine hæfter fyldt med blomster, kort før hun døde. Det var efter det besøg, han begyndte at skrante.” Randi standser og kigger på Astrid: ”De to ting behøver ikke at have noget med hinanden at gøre.” ”Nej. Det var bare en iagttagelse,” Astrid kigger ned på kortet, hun sidder med. ”Er du ikke spændt på dit nye job? Vi kommer til at savne dig.”

Reklamer