Pigerne i nabogården bliver større
sommer for sommer.
Jeg bliver ældre
med lange, hvide hår.
I år taler de længe og lavmælt
på den der fortrolige måde,
som kun findes blandt venner,
der har kendt hinanden altid.
Jeg føler mig inddraget og varsom.
Jeg føler mig sorgfuld og ensom,
eller måske allermest skamfuld
over den tid,
jeg lod drysse mellem mine fingre.

Måske findes der et sted i Helvede
på jorden for dem, der
spilder deres liv på at vente,
måske er det lige her i nabogården
til gården med pigerne, der vokser,
mens de hviler i hinandens stemmer.

 

 

 

 

Reklamer