Digtene interesserer sig ikke for poetisk finesse,
digtene vil skide på skønhed,
digtene vil sige det ligeud med jævne ord,
så det står lige så grimt, som det blev gjort.

Deres problem er,
at det så godt som kun er kroppen, der husker
det første, der blev gjort,
det der gjorde det mellemliggende muligt
som optakt til det sidste,
der nu trin for trin forskyder sig i perspektiv
forhåbentlig til trappe for nerver og kød,
så alt til slut må fremstå så tydeligt, som det var.

Først blev angsten grundlagt.
Den lærte mig, at der ikke var nogen kære mor,
heller ikke nogen kærlig far,
ikke på dén måde,
siden forsvandt han, blev glemt,
men efterlod min krop sit navnløse genfærd.

Så blev skammen grundlagt.
Den lærte mig, at der ikke var nogen til at se,
når angsten gjorde mig usikker
og så aparte, at jeg uundgåeligt måtte blive
den, de andre i skolen
tørrede deres manglende selvværd af på.
Det var nemt. Jeg havde lært ikke at protestere.

Siden var der mændene.
Siden var der giften overalt, usynlig og ætsende.

 

 

 

 

 

Reklamer