Gibs vækkede mig halv seks. Han var sulten. Nu sidder jeg og skriver i stuen. Det notat, jeg har skrevet på siden seneste dagbogsnotat, er forsvundet i en opdatering. Jeg fik det ikke gemt. Det handlede om vrede, og om hvordan jeg kommer videre med mit liv uden at vreden kommer til at virke som en destruktiv kraft.

Det korte resumé er, at jeg skal bruge vreden kreativt. Kun på den måde kan den være en konstruktiv kraft.

Min eksmand spurgte mig indimellem, når jeg gav udtryk for frustration, om, hvorfor jeg aldrig var tilfreds. I dag ved jeg det. Dengang kunne jeg ikke formulere det præcist. Jeg manglede et sammenligningsgrundlag. Jeg vidste ikke, hvordan et kærligt og sundt forhold ser ud. Jeg havde ikke erfaring med det. Jeg vidste kun, at der var noget helt galt. Jeg kunne se det på mine egne følelser. I dag har jeg et sammenligningsgrundlag, livserfaring, at spille min utilfredshed op ad. Jeg kan se, at der foregår et værdiskred overalt omkring mig. Og jeg kan se, at hvis jeg ikke bearbejder min vrede, er jeg selv er i fare for at blive en del af det værdiskred.

Hvis jeg ikke bearbejder min vrede, risikerer jeg at blive det, jeg protesterer imod: en tilstand af indefrosne følelser. Vi er ved at udvikle os til en kultur, hvor det er bundlinjen, der tæller. Interessenters økonomiske overskud – private som offentlige – overskygger menneskelig trivsel, og vi må pakke vores følelser sammen, for de er ikke givtige. Men forsvinder de af den grund? Når et samfundssystem tipper over til fordel for en tænkning, hvor det er økonomi, der er det styrende princip, ophobes der en kolossal vrede og frustration hos dem, der ikke længere ses. Men mange er sig ikke bevidst, at det er det, der sker. Jeg er bevidst om det. Jeg er selvfølgelig ikke den eneste, men jeg kan godt føle mig alene med det, fordi det er belagt med tabu.

På den ene side er jeg klar over, at åbenlys vrede ikke nytter noget – jeg er oppe imod et system, der kun vil sig selv (troen på retten til grådighed og egoisme er, i den personlige friheds og selvstændigheds navn, dets eksistensberettigelse) –, men da jeg på den anden side ikke kan komme af med vreden, vil den komme til udtryk som passiv aggression i form af generel utilfredshed. Det er ikke et sted jeg ønsker at være i mit liv.

Når balancen mellem mennesker forrykkes, ved at nogen i særlig grad tilgodeses med økonomiske fordele for deres medfødte foretagsomhed og andre i særlig grad fratages deres værdighed i svære livssituationer, vil det have en negativt afsmittende effekt på befolkningens mentalitet. Den slags fodrer det primitive i alle, og for systemet vil det netop være den ønskede effekt. For det primitive i os ønsker at overleve. Men den måde, vi overlades til at overleve på, tager – proportionalt med graden af sårbarhed – sit afsæt i stress: Reptilhjernens frys, flygt eller kæmp-mekanismer. Det er også de mekanismer, jeg ser vågne hos mig selv i forbindelse med det værdiskred, jeg er vidne til. Den måde vi overlades til at overleve på tager også afsæt i ulighed. Eller måske især. Det er de ønskeligt grådige, der tilgodeses. Resten må vredes i vantro og afmagt.

Mennesker drevet af stress, grådighed og overlevelsesinstinkt, har ikke overskuddet til at interessere sig for andre menneskers velbefindende. De har knapt overskud til at interessere sig for deres eget velbefindende, når livet – især – handler om at overleve eller samle til hobe. Mennesker drevet af stress eller grådighed er måske tidligt skadet af mangel på andre menneskers oprigtige interesse og er derfor lovligt undskyldt. Der kan være mange forklaringer. Jeg hælder til, at menneskers psyke indeholder empatiske og egoistiske træk i lige så mange kombinationer, som der er mennesker til. Rød og blå blok trækker tov gennem evolutionen.

Men ingenting er så skidt at det ikke er godt for noget. Det er gået op for mig, at jeg selv er nødt til at være mere egoistisk og markere tydelige grænser, hvis jeg ikke skal gå til grunde i min egen idealisme og omsorg for andre. Jeg er nødt til at forsvare min integritet, hvis jeg ikke skal miste betydning i andres øjne. Det vil ikke nødvendigvis se godt ud, for grænsesætning vil ofte af modparten blive oplevet som en irettesættelse. Ikke desto mindre har jeg nærmest ikke gjort andet end at sige fra og markere grænser siden seneste notat. Ikke aggressivt, men roligt og tydeligt. Og fordi jeg ikke plejer at gøre det, er folk måske blevet overrumplet.

Jeg ved det ikke. Jeg har ikke spurgt. Mine grænser skal ikke gøres til genstand for diskussion og tvivl hos andre. For mit eget vedkommende påvirker det mig hver gang, jeg sætter grænser, men efterhånden som jeg vænner mig til det, berører det mig mindre. Det sker som regel helt af sig selv. Det er først bagefter, jeg mærker skrækken over at have markeret en grænse. Det positive i det, tror jeg, er, at andre ikke er i tvivl om, hvor jeg står. Jeg bliver én, man tager hensyn til. Jeg har kun haft gode erfaringer med det indtil videre.

I går var sidste arbejdsdag inden en måneds ferie. Jeg vælger dog at tage på arbejde en enkelt dag midt på måneden, hvis der ikke er konflikt. Vi er i gang med en større strukturel ændring i en del af organisationen, som jeg er tilknyttet. Jeg vil gerne være med til at udvikle indholdet i den nye struktur. Men ellers har jeg ferie. Min plan er at rydde op i mit liv. Jeg startede allerede for et par dage siden med at rydde op i min mailboks. 10 – 12.000 mails er slettet og langt størstedelen af abonnementerne på nyhedsbreve er afmeldt. Jeg får dem ikke læst, de fylder bare. Jeg har også trukket mig definitivt fra politisk arbejde. Jeg har brug for at gentænke mit liv uden nogen form for forpligtelse. Jeg orker ikke at være omgivet af ting, der hele tiden rækker ud efter mig. Jeg er også i gang med at rydde op på facebook. I første omgang har jeg forladt en del grupper, men jeg vil også rydde op i de sider, jeg liker. Jeg vil desuden sortere i mine kontakter. Der er alt for mange. Nogle af dem støjer i mit feed, andre er helt usynlige og det er lige så slemt.

Det kan virke som en lille ting at sortere i informationsstøjen, men jeg oplever det som afgørende for at finde den ro, jeg søger. Når jeg er færdig og forhåbentlig oplever et større overblik, er der måske blevet plads til nærvær, eftertanke og dybe samtaler igen. Og til at finde nogen at have de dybe samtaler med. Jeg har meldt mig ind i to datinggrupper på facebook. Jeg har ingen tiltro til, at det vil føre til noget varigt eller dybt, men i det mindste åbner det muligheden for det.

En veninde har spurgt mig, om jeg vil skrive et digt til hende i fødselsdagsgave. Et digt til samlingen De levende om en borger på mit arbejde, som vi begge kender. Borgeren døde for nyligt. Det er et af mine kommende projekter, men jeg tror ikke, det er det, jeg begynder med. Jeg har noget andet i tankerne. Måske slår jeg to projekter sammen. Vi har fået en øvelse i Skriveklubben Vejle. Jeg må tilstå, at jeg, til det første møde jeg var med til i skriveklubben, ikke tog det med øvelserne alvorligt. Men Thomas Glud, som også er redaktør på Tidsskriftet Slagtryk, har givet os en (fjollet) øvelse til næstkommende mødeaften. Denne øvelse kunne med lidt fantasi godt være forenelig med et tema, jeg har i tankerne: Drømmen om at være et andet sted. Thomas har bedt os om at skrive en dommedagstekst med forskellige benspænd.

* Lørdag

I aften får jeg besøg af min søster, fætter og deres to børn fra Norge. Jeg har pakket gave ind til min datter, som havde fødselsdag den 20., og gjort gaven til navngivningsfesten for mit barnebarn i morgen i Silkeborg klar. Måske ser min søster og jeg vores ukendte søster fra, vist nok, Thisted i påsken. Hun har spurgt os, hvilken dag det passer os bedst, at hun kommer. Men ingenting er sikkert. Hun sender os beskeder og er derefter tavs i lang tid uden forklaring. Det er der nok gode grunde til, men vi kender dem ikke.

Har ryddet op og gjort rent til besøget. Mangler at støvsuge. Jeg skal have lavet mad til mig selv om lidt. Til gæsterne vil jeg lave gulerodsstave med hjemmelavet hummus og saltmandler.

Jeg er træt. Ikke almindeligt træt. Det føles som en udmattelse, man kan opleve, når sjælen har sultet i en evighed. Alligevel begynder hverdagens stress at lette. Nu er jeg kun lidt stresset over at se frem til besøg af fire mennesker, jeg ikke omgås til daglig, og som jeg skal have til at føle sig hjemme og set. Hvis jeg nu selv føler mig hjemme og set, så smitter det måske. Men altid, altid vakler jeg rundt i mine sætningers drypregn.

Jeg er ikke ophav til sætningernes drypregn. Ordene skyldes digteraliasset Avey Rietveld Speicher. Hvis jeg ikke husker forkert. Jeg husker til gengæld tydeligt den virkelige digters navn. Men det er ikke relevant her.

Der er så meget, jeg vil sige. Jeg ved ikke, hvordan jeg får det hele sagt i en sammenhængende fortælling. Jeg ved heller ikke, hvor jeg får overblikket og overskuddet og følelsen af, at det vil gøre en forskel, fra. Måske er det med forskellen slet ikke vigtigt. Måske er det bare vigtigt at skrive. At få lortet ud af systemet.

 

 

 

 

 

Reklamer