Oplæsningen på Anduma Vinbar var et fint arrangement. Bjørn Isak er cand.mag. og netop debuteret som forfatter. Han er opvokset i Vejle, men bor i København. Han læste op fra sin novellesamling Rav. En ung lokal lyriker, Julie – jeg husker ikke efternavnet –, læste egne digte op. Der blev spurgt interesseret til de to oplæsendes tanker omkring deres tekster. Det var oplivende at mærke publikums interesse for det skrevne. Jeg købte novellesamlingen, men er ikke sikker på, jeg får den læst. Isak læste to noveller op, og en tredje, jeg skimmede, endte på samme bratte og dramatiske måde som de to oplæste. Jeg tænkte, at samlingen måske kunne inspirere mig i min egen skriveproces, og måske kan den, men det er ikke den slags slutninger, jeg pønser på. Jeg er i gang med fortsættelsen af en novelle, Venus retrograd, men jeg er gået i stå med at skrive, fordi novellen i høj grad afspejler en personlig proces, jeg ikke kender omfanget og konsekvensen af.

Jeg skriver ikke prosa for at underholde andre. Måske gør jeg det for at underholde mig selv og det, der underholder mig, underholder ikke nødvendigvis andre. Jeg skriver heller ikke fiktion for at underholde, ikke som udgangspunkt, men jeg er klar over, at hvis jeg vil tjene penge på at skrive – og vise mig selv en vej ud mit arbejdsmæssige dødvande og genvinde min selvrespekt –, så er jeg nødt til at skrive så tilstrækkeligt underholdende, at et forlag kan se en gevinst ved at udgive det, jeg skriver.

Plottet interesserer mig alene, fordi jeg ved, at psyken reagerer på bestemte måder i bestemte situationer, og fordi visse reaktioner fremkaldt af kritiske situationer har min særlige interesse. Reaktioner som følge af psykens virkemåder, og ikke plots konstrueret for at fremkalde spænding, interesserer mig. Personerne i fortællingen reagerer på kritiske hændelser iscenesat af forfatteren, og læseren reagerer, hvis det ellers er tilfældet, med at genkende sig selv i de handlendes reaktioner. Jeg har ikke lyst til blindt at følge en gængs skabelon, for eksempel en dramatisk kurve, når jeg konstruerer min fortælling. Jeg tror, spændingen følger naturligt, fordi et drama, – eller en udviklingshistorie – skrevet af mig, vil afspejle mine reaktioner under kritiske forhold. Hvis jeg blindt følger en skabelon, risikerer mine plots at virke konstruerede og ensformige.

Det kan selvfølgelig diskuteres, om det er nødvendigt at skrive med afsæt i personlig erfaring. Det tror jeg ikke. Det er nødvendigt for mig. Men jeg kan ikke gennemskue, hvad min konflikt helt præcis handler om. Det er komplekst. Det handler til dels om mine egne illusioner. Om min håbløse naivitet når det gælder den menneskelige psyke og alle dens mere grumsede nuancer, også i mig. Og om min manglende erkendelse af tilværelsens eksistentielle vilkår. Held, kærlighed og succes er ikke for alle, og måske heller ikke for mig.

Min skrivning er gennem tiden blevet tiltagende besværliggjort af symptomer, jeg ikke kan afgøre kilden til. Jeg kan ikke afgøre, om årsagen er psykisk eller fysisk. Symptomerne er fysiske, men skyldes måske noget psykisk. Min peristaltik går i stå (set fra et ubevidst perspektiv kunne det måske betyde, at der er ting, jeg ikke kommer af med eller får udtrykt). Det fører til inflammation og træthed. Og jeg er blevet ensom. Ikke funktionelt, der er altid nogen at snakke og mødes med, hvis jeg har brug for det. Selvom jeg efterhånden har fået en forståelse af, hvad jeg selv kan gøre for at afhjælpe mine symptomer, har der været flere år, hvor jeg ikke har orket at pleje og skabe netværk. Jeg har få gode venner og det er jeg taknemlig for, men ensomheden, jeg oplever nu, føles som en længsel efter sex, kærlighed og interessefællesskab; en partner. Ensomheden er opstået i løbet af et par år, og er for alvor blevet tydelig for mig selv i det forløbne halve år.

Hvis ensomhed er substansen, skyldes den ikke et fravær af andre. Den skyldes fravær af mig selv i mit eget liv. Den skyldes fravær af integritet, når jeg oplever at blive vidne til forhold, jeg ikke kan se mig selv være en del af i længden. Jeg tror, det skyldes, at jeg for længe og for stædigt vedbliver med at tro på det gode i det, der kun sporadisk giver mig anledning til at tro på netop det. Hvor går grænsen for min godtroenhed?

Den går forhåbentlig der, hvor jeg begynder at miste mig selv og føle mig ensom, fordi jeg ikke får sagt fra overfor mennesker i min omverden, der ikke længere afspejler – ikke min værdi, men – mine værdier klart. Jeg var alene, men ikke ensom. Jeg blev først ensom, da jeg begyndte at tvivle på mig selv og mine værdier.

*

I de dage der er forløbet, siden jeg begyndte på dette dagbogsnotat, har jeg sagt tydeligt fra i flere tilfælde. Jeg ved ikke, hvor det fører hen, men jeg har en formodning om, at det nok vil føre mig væk fra mit arbejde.

Jeg har to fridage nu. På torsdag er det sidste arbejdsdag inden en hel måneds ferie. Solen skinner. Jeg vil i bad og i byen for at købe fødselsdagsgave. Min ældste datter har fødselsdag i dag. På søndag holder hun og kæresten navngivningsfest for deres første barn og mit første barnebarn, en pige. Min søster, fætter og deres to børn kommer fra Norge. De skal bo på hotel i Vejle i påskeugen. Jeg glæder mig til at se dem igen.

*

Måske er det kreativitet, jeg ikke kommer af med. Måske frygter jeg mine egne iagttagelser og formidlingen af dem, som mange gange tidligere i mit liv har været årsag til konflikt og adskillelse. Måske frygter jeg min ærlighed, som kan bringe mig i problemer. Personligt tror jeg ikke, at det dybest set handler om min frygt. Det handler om mangel på vision. Det handler om ikke at have et klart defineret mål og vilje til at opnå det.

Hver fortælling har et, for forfatteren, klart defineret mål, som plottet leder hen til. Eller: hver fortælling har flere mål, som plottet leder hen til. Det handler om at finde det eller de meningsfulde mål; om at have et klart billede af, hvad jeg vil. Målet skal ikke findes udenfor mig, men fortællingen vil foregå udenfor mig.

Nu vil jeg gå i seng og læse i Karin Bojs bog Min europæiske familie i de sidste 54.000 år.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Reklamer