Jeg føler mig ligegyldig, betydningsløs. Jeg lod arbejdet være det, der gav mig betydning. Nu er betydningen smuldret væk, for den leder, der engang så min værdi, er der ikke længere. Men følelsen af at være uden betydning og ligegyldig stammer ikke fra mit job. Jobbet var bare en erstatning for det, der betyder noget.

Jeg står igen med drømmen om det, der betyder noget: At være en del af et ligeværdigt kærlighedsforhold. Et modent kærlighedsforhold. Det er savnet af et livsvidne, en bedste mandlig ven, der giver mig følelsen af at være ligegyldig. Det er savnet efter at være begæret og villet med alt det, jeg er. Og det er savnet efter at begære og ville en partner med alt det, han er. Det er længslen efter et match, længslen efter tiltrækning af den slags, der gør livet værd at leve. Jeg står alene med forestillingen om det, der betyder noget, men uden at kunne se hvilken vej jeg skal gå for at finde ham, der vil kunne realisere forestillingen sammen med mig.

Det er en sult, der ikke stilles, en død, der langsomt vokser gennem mig.
At være den elskede i en andens liv,
sorgen over ikke at være det,
denne diskvalificering som menneske,
dette rasende spild af kærlighed
som i høj fart nærmer sig sin udløbsdato.

Overfor døden står skriften som en slags håb i form af en vilje til at undersøge det, der gør ondt. Et vidne i form af en nøgtern iagttager og en erfaring der siger, at dette vil gå over engang. Det har det jo gjort mange gange før. Men hver gang er ligegyldigheden før eller siden vendt tilbage, og hvor mange gange kan ligegyldigheden vende tilbage, før et menneske mister håbet for sidste gang? Men den slags kan ikke gøres op. Håbet vokser og svinder ligesom skriften vokser og svinder. Og vokser. I mit liv.

Influenzaen slog bunden ud af min fordøjelse. Jeg er forstoppet som når det er værst. Det er ret generende. Det skyldes nok de febernedsættende piller, jeg tog, og mangel på væske og tilstrækkelig med grøn og rå mad. Jeg er i gang med at rette op på det, men det er næsten ikke til at orke, når jeg samtidig med hænger på kanten til en depression. Men alt er også underligt ok. Jeg begynder at falde til ro. Jeg begynder at give mig selv lov til, at der ikke skal ske noget særligt. Forstoppelsen skyldes sikkert også stress på grund af krav til mig selv om at skrive fiktion – eller bare noget lækkert begavet, som ikke er det, jeg skriver nu. Det lækre saboteres af virkeligheden. Jeg bestemmer ikke, hvad skriften vil undersøge. Skriften undersøger det der er.

Jeg spiser snittet, rød spidskål med majs, rosiner, citronsaft og havrecremefraiche, mens jeg kigger ind på skærmen for at se de næste ord forme sig. Jeg sætter skålen og skriver. Jeg sætter den bærbare og spiser.

På en måde har jeg det, som jeg vil have det. Jeg vil hellere være alene og ensom end være i et forhold, hvor jeg ikke bliver set. Men jeg kan ikke holde ud ikke at blive set. Vi snakkede om tv i går aftes på arbejde. Jeg var den eneste, der aldrig så tv. Bortset fra Broen, som jeg fik anbefalet af en veninde. Hvis jeg sumper, så gør jeg det på youtube. Men måske skulle jeg se noget dokumentar på DR2. Måske skulle jeg drømme mig selv lidt mere væk fra virkeligheden og dens relationer. Men det gør jeg jo ved at skrive. Skriften kan både bruges til at undersøge virkeligheden med og til at flygte fra virkeligheden med i kraft af distance. Jeg er alene, når jeg skriver. Og måske opstod min ensomhed reelt først, da min skrift begyndte at tørre ind; da jeg begyndte at stille særlige krav til skriften. Da den … da jeg ikke længere var god nok, som jeg er. Bum!

Jeg vil tage noget tøj på og gå på vinbar. Hvis der er plads til mig. Baren er lille. Der er udgivelsesfest for en novellesamling og digtoplæsning.

 

 

 

 

 

Reklamer