Influenzaen sendte mig ned i min egen underverden til en sorg, jeg havde skjult for mig selv, fordi den var for smertefuld at se i øjnene. Sorgen i sig selv er enkel. Det er sorgen over et helt livs ugengældt kærlighed. Det er erindringen om de gange, jeg forgæves har forsøgt at gøre mig fortjent til kærlighed. Men kærlighed kan ikke fortjenes, heller ikke selvom min eksmand engang, da jeg sagde, jeg ikke følte mig elsket, svarede, at kærlighed var noget, jeg skulle gøre mig fortjent til. Jeg kan ikke tvinge nogen til at elske mig, lige så lidt som jeg kan tvinge mig selv til at elske. At være et uelsket barn vil forfølge dig resten af livet. Du vil søge partnere med de træk, der gjorde dig ulykkelig som barn, men samtidig fungerer disse uheldige partnere også som døre til dit primære sår og din heling. Det er igennem dem, du langsomt vil få øjnene op for den fortræd, du har været udsat for – men det vil også ofte være dem, der gør dig opmærksom på den fortræd, du selv er årsag til uden at vide det, når du forsøger at passe på dig selv ved hjælp af afstand og fravær.

Men hvor smertefuldt opleves en bestemt form for hændelse af den, der ikke har haft serielt ødelæggende erfaringer med samme slags hændelse i barndommen? Måske opleves den slet ikke smertefuldt. Vi rammes af det, vi har en negativ erfaring med. Vi søger ubevidst match med dem, der vil ramme os på vores dybeste sår, og som vil blive ramt af os på deres. Det gælder alle, der har været så uelsket eller udsat for overgreb og mobning i opvæksten, at det har bevirket en følelsesmæssig skade. Sandsynligvis er det universelt, alle er mere eller mindre skadet på evnen til kærlighed. Det er også svært at bevare troen på kærligheden i en kultur, der gradvist stiller højere og højere krav til menneskers effektivitet uden at se på menneskers trivsel.

Jeg er træt og tom. Den forudsigelse, der i 10 år holdt min tro på kærligheden i live, har mistet kraften. Jeg tror ikke på den længere. Jeg tror ikke længere på mennesker. Jeg ser hulhed overalt. Jeg tæller ned til en måneds ferie fra uge 13. Måske kan jeg trække mig selv ud af mørket i løbet af en måned. Jeg ved det ikke.

Den dag
da jeg begyndte at tænke på dig i datid
græd jeg,
ikke på grund af dig, men på grund af det
du usynligt gennem årene
var blevet et symbol på:
en sorg jeg aldrig var blevet færdig med,
ja, faktisk aldrig helt havde taget hul på,
du var ikke sorgens genstand,
du blev bare den tilfældige stedfortræder
for alle min sorgs kilder
i et eneste lammende øjeblik af dit fravær.

Digtet ligger også som et digt i samlingen Klipper flugt, klapper slange. Men det blev først skrevet i dette dagbogsnotat, som nu er færdigt i al sin korthed.

 

 

 

 

 

Reklamer