Det, der rammer mig dybest, i Det jeg elskede, er Leos gradvist tiltagende ensomhed, der blev indledt med sorgen over sønnens død, som han aldrig er kommet sig over, ægteskabet der går i stykker af samme årsag, og kærligheden til vennens kone, som forstærkes, da vennen dør, og Leo bliver hendes nærmeste i de udfordringer, hun står med. En kærlighed hun ikke kan gengælde, fordi hun med egne ord er gået i stykker.

Jeg forstår, at jeg selv er gået i stykker af sorg engang, at jeg selv er tiltagende ensom, og at jeg ikke ved, om jeg kan repareres. Hustvedt beskriver en skæbne, der uden problemer kunne blive min. Jeg kunne dø alene uden nogensinde at have oplevet gensidig, virkelig kærlighed i forholdet til en mand. Og jeg kan ikke bære tanken. Jeg kan ikke. Der må være et match derude. Der må være en, der vil kunne se mig og værdsætte mig. Der må være en, jeg kan se og værdsætte, for hvad han er. Et ordentligt menneske. Men sådan fungerer virkeligheden ikke. Ordentlighed er en mangelvare. Match er en mangelvare.

Det eneste, jeg kan forsøge, er at gøre som Hustvedt: skrive og glemme mig selv mens jeg skriver historier, så andre kan glemme sig selv og deres egen virkelighed, mens de læser. Det skulle jeg have gjort for længe siden, men jeg har ikke kunnet. Mine følelser stod i vejen som en usynlig mur. Jeg har levet efter et uhørligt diktat, som burde have været ophævet for længst. Ikke vise negative følelser. Det var det, diktatet sagde.

… nej, det, der rammer mig dybest, er den uforløste længsel efter forening, der gennemsyrer hver sætning. Længslen efter det, der var, eller det, man troede, der var. Menneskers biokemi er skabt af en sindssyg gud.

Jeg har gjort en fremmed til skydeskive for de følelser, jeg ikke havde noget andet sted at placere, fordi jeg havde fortrængt de virkelige sammenhænge. Jeg var gift i atten år med en mand, der ikke var i kontakt med sine følelser og som hånede mine. Jeg lærte, at jeg ikke opnåede noget ved at være sårbar. Jeg forsøgte at gøre mig fortjent til hans kærlighed. Jeg opgav og jeg rasede. Og jeg opgav. Jeg blev tam, tilpasset og venlig. Bag venligheden boede mine sårede følelser, som jeg tog med mig ind i et nyt destruktivt forhold. Det var bare destruktivt på en anden måde. Eller måske bare mere tydeligt. Så tydeligt at jeg gik efter tre måneder, og da en forfatter, jeg forelskede mig i, herefter gjorde mig ondt, væltede mine sårede følelser ud. I ti år har jeg raset og forsøgt at gøre mig fortjent til kærligheden fra en mand, der ikke aner, hvad jeg snakker om.

Det virker forrykt, men er sikkert kun det naturlige udtryk for en smerte, der næsten ikke er til at bære, og som derfor har fundet sine egne bizarre veje. Smerten er ikke til at bære, for den er udtryk for en ubrudt række af svigt og tab i mit liv lige siden min tidligste barndom. Jeg er præget til at elske de forkerte. Dem der ikke vil have mig. Det er ikke fordi, jeg ikke kan lære af mine fejl. Sagen er, at du skal kende det rigtige, for at se det. Jeg er et skadet menneske, der har fået en allersidste mulighed for at gøre skaden god igen.

Brené Brown forsker i sårbarhed. En af de ting, hun arbejder med, er tilgivelse. I en kort video, jeg faldt over på facebook, siger hun, at det er nødvendigt at lade noget, fx sig selv i den version der blev såret, dø og at sørge over tabet for at kunne tilgive og lade noget nyt blive født. Eller stede resterne af det, der var, til ro.

https://www.facebook.com/theworkofthepeople/videos/10156154411390682/

Der er noget i mig, der længes efter at dø. Det føles som depression og ensomhed, men jeg tror, det er noget andet. Det er den del af mig, der bliver ved med at tro på, at det på et eller andet tidspunkt vil lykkes mig at gøre mig fortjent til kærlighed. Jeg skal lade dette forsømte lille væsen dø, så jeg kan få lov til at leve.

 

 

 

 

Reklamer