Hustvedt behandler i sin roman, Det jeg elskede, langvarige venskaber og svære tab set gennem blikket på en jeg-fortæller. Hun fortæller om kærlige og destruktive følelsers udvikling og afvikling og om fuldstændigt fravær af følelser. Det jeg elskede er fremragende men også ubehagelig, fordi Hustvedt beskriver psykopati så genkendeligt og skræmmende.

Jeg genkender den utryghed, jeg-fortælleren langsomt fyldes med, indtil han forstår, hvordan tingene hænger sammen. Og hans sporadiske følelse af, at det er ham selv og ikke den anden, der er forstyrret. Det er det, psykopater kan. Deres forundrede afvisning af ens oplevelse kan give en det indtryk, at man ser syner og er overfølsom. Jeg genkender også afskyen, da han endelig forstår, at han er blevet fyldt med løgn.

Bogen og fem dage med feber har uventet bragt traumatisk materiale op til overfladen. Feberen har revet stumper fra glemte episoder i mit liv løs og sendt dem op i lyset. Små glimt af skræk og utryghed og den mangel på indlevelse, der følger af ikke at være blevet mødt med indlevelse, at have mistet tilliden til det gode, fordi jeg var omgivet af et fravær af følelser, interesse og omsorg. Min far, min mor og min eksmand.

Hvis jeg skal lære noget af disse glimt, er det, at det er vigtigt at pleje kærligheden i mig, også når den trues.

Det er et klassisk tema i mit liv, at jeg skal genopfinde kærligheden. Efter flere ledelsesmæssige ændringer på mit job, er der sket et umærkeligt skred i energien fra omsorgsfuld interesse for borgerne og hinanden til sjælløs bundlinjetænkning. Der er ingen dybde, i det vi gør. Vi arbejder ikke længere direkte med afsæt i narrativ metode. Jeg føler, at noget betydningsfuldt er gået tabt. Jeg, der normalt opfatter mig selv som rummelig, oplever i glimt at være skarp. Jeg kan se de sammenhænge, der fører til min skarphed. Først troede jeg, det skyldtes psykisk slitage og humørsvingninger på grund af IBS og overgangsalder, men da jeg undersøgte det, så jeg noget andet. Jeg kan udmærket se, hvor det fører hen, når det, der betyder noget for mennesker, ikke tages alvorligt.

Der foregår en langsom og sikker umenneskeliggørelse i det offentlige og i samfundet generelt, og jeg kan kun være vidne. Når jeg åbner munden på arbejde, bliver jeg ikke hørt. Og på de sociale medier, hvor jeg måske kunne blive hørt, drukner min stemme i mængden. Facebook fungerer på samme måde som de telefonnumre i Japan, som befolkningen engang, og måske stadig, kunne ringe til for at lukke indestængt vrede ud i det tomme rum. Du rammer ingen eller kun et beskedent hjørne af dit eget ekkokammer. Det du siger, er uden betydning. Boldens retning er givet et andet sted. Måske er det ikke helt sådan, men jeg er ved at miste troen på det hele. Eller måske mest troen på kærligheden. Det er den, jeg er blevet ramt på.

Selvom feberen er faldet, er det stadig nødvendigt at tage piller. Jeg har det ikke godt. Under feberen blev jeg meget opmærksom på min ensomhed. Savnet af et livsvidne. En at være dyb med. Siri Hustvedt tog lidt af savnet med sin ekstraordinære iagttagelsesevne. Hun deler rundhåndet ud af sin dybde. Jeg er ikke selv så dyb og fantasifuld, men ville ønske, at jeg var. Hun frygter ikke sit eget underbevidste eller, og det er nok mere rigtigt, det kollektive underbevidste. En kunstners undren behøver ikke at gælde noget i kunstneren selv. Den kan også udtrykke et forsøg på at forstå uacceptabelt eller uforståeligt fællesmenneskeligt gods.

Hustvedt undersøger med lige stor opmærksomhed det frastødende og det udsøgte i mennesket. Hun er urysteligt forankret i egne værdier og derfra beskriver hun det menneskelige sind med stor troværdighed.

Ikke mere lige nu. Jeg skal bruge alt for mange kræfter på at formulere mig klart. Men jeg ved allerede, hvad jeg vil skrive om i mit næste dagbogsnotat. Jeg vil skrive om kærligheden.

 

 

 

 

 

 

 

 

Reklamer