Jeg drømte, at det var nat.
Byen vendte omvendt,
hvis jeg trykkede den blidt,
dryssede det med alt det,
vi ikke tør udtrykke om dagen.
Det var det, jeg drømte.

Jeg er ramt af hårdnakket influenza. Jeg æder piller og søger med feberagtig iver viden om kvindelige kunstnere, hvis kunst i en bred offentlighed vil blive opfattet som enten virkelighedsfjern eller frastødende i en eller anden grad, fordi de beskæftiger sig med tabuer. Kunst af den slags, det kræver en stærk personlighed at udøve. Kvinder af den slags, der sikkert var blevet brændt på bålet i en anden tidsalder.

Jeg sover meget og vågner på uforudsigelige tidspunkter. Da jeg vågnede i nat, var det med et glimt fra en drøm i tankerne. I glimtet var det nat og byen hang som en omvendt, håndstor miniature lige ud for mit blik, sort mod nattens grå lys. Jeg kunne røre den i luften og da jeg klemte den forsigtigt, dryssede det med de ting, vi skjuler for hinanden om dagen. Tingene faldt som symboler i smukke, lysende farver.

Glimtet blev nedfældet i form af et digt, da jeg havde slugt et par piller. Jeg har det for dårligt til at gå dybere ind i det nu, men digtet er sikkert en reaktion på noget af det, jeg har læst de seneste par dage. Måske også en reaktion på Siri Hustvedts Det jeg elskede, som jeg hører på pc’en, når jeg ikke orker andet.

Når jeg lige har åbnet en længe uset dør, er det ubærligt at være syg.

 

 

 

 

 

Reklamer